Skyldneren var tilflyttet fra en anden kommune, hvor han havde betalt et månedligt afdrag på børnebidrag på 650 kr. om måneden. Tilflytningskommunen fastholdt, at der skulle foretages en ny betalingsberegning, da situationen havde ændret sig. Kommunen udbad sig dokumentation for både skyldnerens og samleverens indtægter og udgifter.
Kommunen fandt herefter, at skyldneren fremover kunne betale 3.000 kr. om måneden i afdrag, idet samleverens indtægter og udgifter indgik ved beregningen af betalingsevnen.
Det sociale nævn hjemviste sagen til ny behandling i kommunen, idet nævnet ikke fandt, at samleverens økonomi kunne indgå i vurderingen, og begrundede dette med en henvisning til Ankestyrelsens afgørelser offentliggjort som SM O-21-98 og SM A-38-00.
Kommunen klagede over nævnets afgørelse med henvisning til domme fra Vestre Landsret.
Sagen blev behandlet i principielt møde for at afklare, om der ved fastsættelse af en betalingsordning for børnebidrag alene skulle tages hensyn til skyldnerens personlige økonomiske forhold, eller om der under henvisning til, at inddrivelse af børnebidrag i henhold til lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag, også skulle tages hensyn til en samlevers økonomiske forhold.