Ankestyrelsens principafgørelse C-58-05

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 906 af 26. september 2005 - § 97, stk. 1

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 112, stk. 1

Indenrigsministeriets cirkulære nr. 21 af 20. februar 1975 om afgrænsningen af behandlingsredskaber, hvortil udgiften afholdes af sygehusvæsenet - pkt. A, nr. 3

Sagen drejede sig om en 16 årig dreng, der led af insulinkrævende diabetes. Et hospital søgte på vegne af drengen kommunen om dækning af merudgifter i forbindelse med insulinpumpebrug. Det blev bl.a. oplyst, at drengen havde deltaget i et 2 årigt pumpeprojekt på børneafdelingen og var nu ved projektets afslutning, hvor den udlånte pumpe skulle leveres tilbage, ikke indstillet på at vende tilbage til penregime.

Kommunen meddelte ved afgørelse af 18. november 2004 afslag på at dække udgiften til en insulinpumpe. Ifølge kommunen var insulinpumpen et behandlingsredskab og udgiften til selve pumpeapparatet skulle derfor afholdes af sygehusvæsnet. Kommunen oplyste, at der fortsat ville kunne ydes de løbende driftsudgifter til pumpen, som også var givet i forsøgsperioden. Dette betød, at den hidtidige bevilling fortsat kunne benyttes.

I klagen over kommunens afgørelse oplyste drengens forældre bl.a., at de var bekymrede for, at drengen ikke ville få taget sin insulin i skoletiden, hvis han blev sat i behandling med pen, hvilket ville medføre dårlig blodsukkerregulering samt senfølger, som ville kunne undgås med pumpebehandlingen.

Det sociale nævn stadfæstede kommunens afgørelse.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at en insulinpumpe var et behandlingsredskab, som ikke kunne ydes som en merudgift eller som et hjælpemiddel.

Nævnet lagde vægt på, at der var tale om et apparatur, som blev udleveret af hospitalet, der oplærte og underviste familien i brugen heraf samt foretog løbende kontrol af behandlingen.

I klagen til Ankestyrelsen oplyste forældrene bl.a., at insulinpumpen var en nutidig behandling for insulinkrævende diabetikere, der ønskede meget præcis regulering af deres blodsukker. Insulinpumpen var en rigtig god mulighed for at minimere de økonomiske udgifter, som senfølgerne af insulinkrævende diabetes ellers ville medføre.

Nævnet fastholdt afgørelsen ved genvurdering af sagen samt ved uddybende begrundelse til Ankestyrelsen af 11. maj 2005.

Ankestyrelsen havde i forbindelse med sagens behandling indhentet en vejledende udtalelse fra Sundhedsstyrelsen, hvoraf bl.a. fremgik, at insulinpumpen efter Sundhedsstyrelsens vurdering er et behandlingsredskab, som i givet fald skal finansieres af sygehusvæsnet.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om en insulinpumpe var omfattet af § 97, stk. 1 i lov om social service, jf. § 8, stk. 1, i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 19 af 11. januar 2005 om ydelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter serviceloven, eller om der var tale om et behandlingsredskab.

En insulinpumpe var et behandlingsredskab.

Det betød, at udgiften skulle afholdes af sygehusvæsnet.

Begrundelsen for afgørelsen var, at insulinpumpen blev udleveret og anvendt under løbende kontrol og undervisning af hospitalet.

Ankestyrelsen lagde til grund, at insulinpumpen dækkede et behov hos personer, som ikke kunne reguleres tilfredsstillende ved behandling med insulin ved multiple insulininjektioner. Samtidigt var der tale om et teknisk apparatur af betydelig kompleksitet sammenholdt med andet injektionsmateriale til indtagelse af insulin.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at insulinpumpen adskilte sig væsentligt fra andet injektionsmateriale til diabetikere, og at insulinpumpen derfor ikke kunne betragtes som omfattet af § 8, stk. 1, i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 19 af 11. januar 2005 om ydelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter serviceloven.

Ankestyrelsen havde ved afgørelsen inddraget Sundhedsstyrelsens vejledende udtalelse.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.