Ved beregningen af den supplerende pensionsydelse skulle der i indtægtsgrundlaget ske fradrag for ansøgerens og ægtefællens pensioner fra andre EU-lande.
Ankestyrelsen lagde vægt på, at udover den danske pension fik ægtefællerne udbetalt pensioner fra flere EU-lande, og at pensionerne for dem begge var omfattet af og beregnet efter EF-forordning nr. 1408/71.
Ankestyrelsen fandt, at pensionerne for begge dermed var omfattet af fradragsreglen i § 29, stk. 4, nr. 1 i pensionsloven. Ud fra lovteksten var ægtefællens pensioner også omfattet af forordningen, selv om hun ikke havde pension fra Danmark, men udelukkende fra andre EU-lande, idet pensionerne var omfattet af og beregnet efter EF-forordning 1408/71.
Der var ikke andre indtægter end pensionerne, og ansøgeren fandtes dermed at have ret til den supplerende pensionsydelse efter lov om social pension § 72 d, stk. 3.
Da pensionen blev udbetalt som brøkpension, nedsattes den supplerende pensionsydelse i forhold hertil.
Ankestyrelsen ændrede således Sikringsstyrelsens afgørelse.