Ankestyrelsens principafgørelse D-16-05

2005

Resume:

Manglende ressourceprofil kunne ikke anses for at være åbenbart uden betydning ved vurderingen af, om dagpengeudbetalingen kunne forlænges.

Der var tale om en væsentlig retlig mangel ved kommunens afgørelse, som bevirkede, at kommunens afgørelse ikke kunne opretholdes som gyldig.

Begrundelsen var, at de helbredsmæssige forhold var afklarede. Kommunen havde dermed haft mulighed for at udarbejde en fyldestgørende ressourceprofil. Det kunne ikke udelukkes på forhånd, at konklusionen kunne blive, at der var grundlag for at iværksætte revalidering. *)

Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel - lovbekendtgørelse nr. 1047 af 28. oktober 2004 - § 22, stk. 1, nr. 1

Lov om sygedagpenge - lov nr. 563 af 9. juni 2006 - § 27, stk. 1, nr. 1

Note:

*) Der henvises til SM D-7-05

* * * * *

Sikrede, der var uddannet social- og sundhedsassistent, havde været sygemeldt siden maj 2002 på grund af rygsmerter.

Fra januar til juni 2003 havde hun deltaget i et afklaringsforløb efterfulgt af arbejdsprøvning, der bestod i en kombination af rengøring og plejeopgaver. Hun kunne maksimalt klare 16 timer om ugen med fuld arbejdsevne. Hun havde herefter været i arbejdsprøvning i ca. en måned med kontormæssige opgaver, hvor hun maksimalt kunne klare 20 timer om ugen.

Af statusattest fra juni 2003 fremgik, at rygbelastende rengøringsarbejde samt forflytninger af plejepatienter var for tungt arbejde. Det kunne ikke forventes, at begrænsningerne ændrede sig særligt.

I sagen forelå en ressourceprofil, som forvaltningen havde påbegyndt i december 2002. Der var dog kun tale om oplysninger, der direkte var overført fra journalen. Sikrede havde ikke medvirket ved udarbejdelsen, og hun havde ikke haft udkastet til høring.

Kommunen traf i december 2003 afgørelse om, at der ikke længere var grundlag for at forlænge dagpengeretten.

Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse om afslag på at forlænge dagpengene yderligere, men påpegede, at sagen ikke kunne anses for færdigbehandlet med hensyn til spørgsmålet om revalidering/fleksjob, da der ikke var udarbejdet ressourceprofil.

Nævnet begrundede afgørelsen om dagpenge med, at forlængelsesbetingelsen i dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 1 kun var opfyldt, hvis der var tale om revalidering med henblik på tilbagevenden til arbejdsmarkedet på normale vilkår.

Nævnet vurderede, at det ikke var tilstrækkelig afklaret, at en revalidering i givet fald ville kunne føre til arbejde på normale forhold. Nævnet henviste til de foretagne arbejdsprøvninger, hvor sikrede havde opnået en ugentlig arbejdstid på henholdsvis 16 og 20 timer. Sikrede havde allerede fået dagpengeudbetalingen forlænget i henhold til § 22, stk. 1, nr. 2, og der var ikke tale om, at der skulle rejses sag om førtidspension.

Nævnet bemærkede for så vidt angik spørgsmålet om ressourceprofil, at den manglende ressourceprofil på tidspunktet for afgørelsen om forlængelse af dagpengene ikke var af afgørende betydning på grund af kravet om, at revalidering skulle være med sigte på tilbagevenden til arbejdsmarkedet på normale vilkår. Nævnet fandt det helt åbenbart, at en ressourceprofil var uden betydning for sagens behandling.

I klagen til Ankestyrelsen blev det anført, at det var vanskeligt at vurdere betydningen af ressourceprofilen, når den ikke var udarbejdet. Advokaten mente, at revalidering godt kunne være overvejende sandsynlig, selvom det ikke skete med henblik på fuldtidsbeskæftigelse.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om manglende brug af ressourceprofil i visse tilfælde kunne være åbenbart uden betydning for afgørelsen.

Ankestyrelsen hjemviste sagen til kommunen til ny behandling og afgørelse.

Kommunen skulle i overensstemmelse med retningslinierne i arbejdsevnebekendtgørelsen udarbejde en ressourceprofil på baggrund af sikredes forhold, som de var i december 2003.

Kommunen skulle derefter træffe ny afgørelse om, hvorvidt sikrede efter standsningstidspunktet opfyldte én af forlængelsesbetingelserne i dagpengelovens § 22, stk. 1.

Ankestyrelsen var således enig med nævnet i, at der ikke på afgørelsestidspunktet forelå en ressourceprofil, der opfyldte retningslinierne i arbejdsevnebekendtgørelsen, da sikrede ikke havde været inddraget i udarbejdelsen, og da der ikke var foretaget a´jourføring inden afgørelsen.

Da anvendelsen af arbejdsevnebekendtgørelsen havde karakter af en garantiforskrift, medførte manglende udarbejdelse af ressourceprofil normalt ugyldighed. En afgørelse kunne derfor kun opretholdes som gyldig, hvor det var helt åbenbart, at en ressourceprofil var uden betydning for sagens behandling.

Ankestyrelsen vurderede, at den manglende ressourceprofil ikke kunne anses for at være åbenbart uden betydning for vurderingen af, om der var grundlag for at forlænge dagpengeudbetalingen.

Ankestyrelsen henviste til, at de helbredsmæssige forhold var afklarede på tidspunktet for afgørelsen, og at sikrede havde deltaget i to korterevarende arbejdsprøvninger. Hun havde i begge arbejdsprøvninger vist, at hun var i besiddelse af en betydelig arbejdsevne.

Kommunen havde derfor haft mulighed for at udarbejde en fyldestgørende ressourceprofil, og det kunne ikke udelukkes på forhånd, at konklusionen kunne blive, at der var grundlag for at iværksætte revalidering.

Ankestyrelsen henledte herudover kommunens opmærksomhed på, at en sådan ressourceprofil skulle have været udarbejdet allerede inden sikrede påbegyndte arbejdsprøvningerne.

Dato for underskrift

01.06.2005

Offentliggørelsesdato

11.07.2013

Denne principafgørelse er kasseret den 24. juni 2019, da den ikke længere har vejledningsværdi.

Paragraf

§ 27 § 22

Journalnummer

7000396-04