Manden skulle ikke tilbagebetale den boligstøtte, som han havde modtaget i 2002.
Begrundelsen for Ankestyrelsens afgørelse var, at betingelserne for at efterregulere boligstøtten med tilbagevirkende kraft for 2002 ikke var opfyldt i overensstemmelse med reglen i boligstøttelovens § 47, stk. 1, jf. § 43, stk. 3.
Begrundelsen var desuden, at boligstøtten i 2002 heller ikke fandtes at være modtaget mod bedre vidende, jfr. § 47, stk. 7.
Efter boligstøttelovens § 47, stk. 1, skal der som udgangspunkt ske tilbagebetaling af for meget udbetalt boligstøtte hvis den faktiske husstandsindkomst overstiger den beregnede (eller opgjorte) indkomst ud over de nævnte indtægtsgrænser. Dette gælder dog ikke, hvis boligstøttemodtageren godtgør at have oplyst kommunen om indkomstændringerne, jf. § 47, stk. 4.
Ankestyrelsen lagde vægt på, at det bl.a. fremgik af udtalelse af 10. juni 2004 fra Folketingets Ombudsmand vedrørende j.nr. 2004-13-1 om tilbagebetaling af boligstøtte i anledning af efterbetalt pension, at udgangspunktet efter boligstøttelovens § 47 var som hidtil, at støttemodtageren i løbet af året havde oplysningspligt med hensyn til ændringer i husstandens forhold, der kan medføre nedsættelse eller bortfald af boligstøtten. Folketingets Ombudsmand fandt, at det var afgørende, at myndighederne kunne fastslå en faktisk indkomststigning ud over de i § 47, stk. 1 nævnte grænser og godtgjorde, at denne indkomststigning var uoplyst på grund af, at støttemodtageren havde tilsidesat sin oplysningspligt.
Ankestyrelsen lagde vægt på, at manden ikke havde tilsidesat oplysningspligten i 2002.
Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at manden først i april 2003 fik brev fra skibsanpartsselskabet, hvoraf det fremgik, at en borerig var blevet solgt. Manden blev samtidig underrettet om, at dette ville påvirke skatteforholdene i 2002. Skibsanpartsselskabet oplyste, at der var indberettet en kapitalindkomst på 20.151 kr. vedrørende skatteåret 2002 som følge af salget af boreriggen.
Ankestyrelsen lagde videre vægt på, at manden i 2002 ikke havde overblik over, hvordan skibsanpartsselskabets efterfølgende disposition i 2003 vedrørende skatteåret 2002 blev.
Ankestyrelsen lagde ligeledes vægt på, at den skattetekniske fastsættelse i 2003 af mandens indkomst med tilbagevirkende kraft for 2002, som følge af skibsanpartsselskabets dispositioner, ikke bevirkede at manden i boligstøtteåret 2002 havde en større indkomst til rådighed, der kunne dække de løbende boligudgifter, som boligstøtten er beregnet til.
Ankestyrelsen fandt, at den skattetekniske indtægt fra salget burde være indgået ved beregningen af boligstøtten i det år, hvor indtægten blev udbetalt, da det var en skattepligtig indkomst.