Ankestyrelsen fandt, at kommunen ikke havde været berettiget til at omberegne kvindens boligstøtte for perioden 1. juni til 30. september 2003.
Det betød, at der ikke skulle ske tilbagebetaling af den for meget udbetalte boligstøtte for denne periode, og at der skulle ses bort fra beløbet ydet med tilbagevirkende kraft.
Sagen hjemvistes herefter til kommunen med henblik på at meddele hende en ny afgørelse vedrørende omberegning for år 2003.
Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.
Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen til grund, at kvinden den 15. september 2003 fik meddelelse fra det private pensionsselskab om, at der ville blive udbetalt en løbende invalidepension til hende og datteren med tilbagevirkende kraft fra 1. juni 2003.
Ankestyrelsen lagde endvidere til grund, at kvinden efterfølgende i september måned meddelte dette til boligstøttekontoret, som foretog en omberegning af hendes boligstøtte fra 1. juni 2003.
Det fremgår af § 46, stk. 1, 1. pkt., at ansøgeren til brug for omberegning i løbet af året skal oplyse kommunalbestyrelsen om alle forhold, der kan medføre nedsættelse eller bortfald af boligstøtten, jf. stk. 2.
Af stk. 2 fremgår, at såfremt der i løbet af året sker en forhøjelse af den samlede forventede husstandsindkomst for året på mindst 18.800 i forhold til den hidtil forventede indkomst for året, skal boligstøtten omberegnes med virkning fra begyndelsen af den måned, der følger efter ændringens indtræden. Husstandsindkomsten skal ved omberegningen fastsættes på grundlag af de aktuelle indkomstforhold på omberegningstidspunktet opreguleret til årsbasis. Det samme gælder, såfremt der i løbet af året sker en mindskelse af antallet i husstanden, fremleje, fremlån, udlejning eller benyttelse til erhverv af en del af lejligheden påbegyndes, eller der sker en nedsættelse af lejen.
Af stk. 7 fremgår, at indtræder en ændring med virkning fra den 1. i en måned, anses ændringen for at være sket i den foregående måned.
Af Socialministeriets boligstøttevejledning pkt. 252 fremgår, at omberegning som hovedregel skal ske med virkning fra begyndelsen af den måned, der følger nærmest efter ændringens indtræden, uanset om meddelelse om ændringen eventuel først gives senere i det pågældende boligstøtteår. Hvis meddelelse ikke er givet, indgår ændringen i stedet i en efterregulering, jf. pkt. 255 vedrørende § 47.
Når indkomstændringen sker den 1. i en måned, betragtes den som sket den forudgående måned. En eventuel omberegning af boligstøtte som følge af en indkomstændring den 1. i en måned får således virkning samtidig med indkomstændringen, idet boligstøttemodtageren allerede i den foregående måned må være vidende om indkomstændringens indtræden.
Af stk. 8 fremgår, at for meget udbetalt boligstøtte efter stk. 1-7 kan kræves tilbagebetalt, jf. § 49.
Ankestyrelsen fandt at forudsætningen for tilbagebetaling af ydelser efter boligstøtteloven er, at det for meget udbetalte kan henføres til modtagerens manglende overholdelse af oplysningspligten.
Ankestyrelsen fandt endvidere, at betingelserne for at kræve boligstøtten tilbagebetalt skal være til stede ved udbetalingen af boligstøtten, jfr. også principperne i Socialministeriets vejledning af 23. oktober 2002 om individuel boligstøtte, pkt. 242. Det fremgår heraf, at det er en forudsætning for tilbagebetaling af boligstøtte vedrørende en periode efter fraflytningsdagen, at tilbagebetalingsbetingelserne i § 47, stk. 7 er opfyldt på det tidspunkt, hvor boligstøtten modtages, det vil sige oplysningspligten er tilsidesat, og at der foreligger et bebrejdelsesværdigt forhold i forbindelse hermed (dvs. at støttemodtageren vidste, at der burde være givet oplysning), eller at boligstøtten er oppebåret uberettiget og mod bedre vidende.
Ankestyrelsen fandt således ikke, at kvinden ved udbetaling af boligstøtten i månederne juni, juli, august og september havde tilsidesat sin oplysningspligt.
Ankestyrelsen har truffet afgørelse om en lignende problematik. Afgørelsen er offentliggjort i SM M-1-05.
I SM M-1-05 har Ankestyrelsen truffet afgørelse i en sag om skibsanparter og efterregulering sammenholdt med oplysningspligten.
Ankestyrelsen fandt heri, at underretning i 2003 om, at den skattepligtige indkomst for 2002 blev forhøjet med tilbagevirkende kraft på grund af salg af anparter i et skibsanpartsselskab, ikke medførte tilbagebetaling af boligstøtten i 2002.
Ankestyrelsen lagde vægt på, at det var afgørende for at kræve tilbagebetaling efter boligstøttelovens § 47, stk. 1, at myndighederne kunne fastslå en faktisk indkomststigning ud over de i § 47, stk. 1 nævnte grænser og godtgøre, at denne indkomststigning var uoplyst på grund af, støttemodtageren havde tilsidesat sin oplysningspligt efter § 47, stk. 4.
Ankestyrelsen fandt ikke, at ansøger havde tilsidesat sin oplysningspligt i 2002.
Ankestyrelsen fandt heller ikke, at ansøger havde modtaget boligstøtten i 2002 mod bedre vidende.
Ankestyrelsen fandt på den baggrund ikke, at der var tilstrækkelig klar hjemmel i boligstøtteloven til at lade pension, der tilkendes med tilbagevirkende kraft, indgå ved omberegningen.
Ankestyrelsen fandt derfor ikke, at kvinden skulle tilbagebetale for meget modtaget boligstøtte i perioden 1. juni til 30. september 2003.