Ankestyrelsens principafgørelse P-10-05

Lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. - lov nr. 1164 af 19. december 2003 - § 17, stk. 2

Ansøger modtog førtidspension og hustruen modtog kontanthjælp. Familien fik udbetalt boligstøtte med nedsat beløb efter reglerne i § 25 b og § 25 c i lov om aktiv socialpolitik.

Familien søgte om personligt tillæg i forbindelse med flytning til større bolig.

Kommunen foretog en økonomisk beregning og vurderede, at familien havde haft mulighed for at spare op til den ønskede flytning. I beregningen medtog kommunen en fiktiv indtægt på 1407 kr. pr. måned svarende til det beløb, som boligstøtten var nedsat med.

Kommunen henviste endvidere til, at der ikke var tale om en uforudsigelig udgift. Kommunen gav afslag på ansøgningen.

Det sociale nævn hjemviste sagen til ny behandling i kommunen med henblik på, om familiens forhold kunne anses for særligt vanskelige.

Efter nævnets opfattelse var der ikke hjemmel til at medtage en fiktiv indtægt i form af reduktion i boligstøtten, da reduktionen ikke var et resultat af familiens frivillige tilrettelæggelse af økonomien, men derimod en følge af et lovindgreb.

Kommunen klagede over nævnets afgørelse. Kommunen henviste til bemærkningerne til lovforslaget om at "da loftet skal øge incitamentet til at vende tilbage til arbejdsmarkedet, forudsættes det, at nedgangen i hjælpen ikke medfører, at der i den anledning sker en tilsvarende generel forøgelse af hjælp i særlige tilfælde eller personlige tillæg". Kommunen mente derfor, at den ikke kunne undlade at medtage den fiktive boligstøtte i den økonomiske beregning.

Nævnet bemærkede hertil, at bemærkningerne til lovforslaget efter nævnets opfattelse skulle forstås således, at der ikke kunne kompenseres for nedgangen i hjælpen ved en generel tildeling af for eksempel løbende personligt tillæg svarende til nedgangen. Hvor der derimod opstod trang som følge af nedgangen, skulle der fortsat foretages en konkret individuel vurdering af ansøgers aktuelle økonomi med henblik på at vurdere, hvorvidt ansøger måtte anses for særligt vanskeligt stillet økonomisk i forhold til afholdelse af den ansøgte udgift.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om nedsættelsen i boligstøtten - på grund af loftet over den samlede hjælp til pensionistens ægtefælle -, skulle medtages som en fiktiv indtægt ved vurderingen af, om pensionistens økonomiske forhold kunne anses for særlig vanskelige.

Der var ikke hjemmel til, at kommunen generelt kunne medtage fiktive indtægter ved vurderingen af, om pensionistens økonomiske forhold kunne anses for særlig vanskelige i forbindelse med en ansøgning om personligt tillæg efter pensionslovgivningens regler.

Begrundelsen var, at der ikke var sket ændringer i pensionslovgivningen i forbindelse med indførelsen af reglerne i aktivloven om en øvre grænse for den hjælp, der kunne ydes til en kontanthjælpsmodtager/starthjælpsmodtager.

I medfør af § 17, stk. 2 i førtidspensionsloven kan der således fortsat udbetales personligt tillæg til pensionister, hvis økonomiske forhold er særlig vanskelige. Afgørelsen herom skal træffes efter en konkret og individuel vurdering af pensionistens økonomiske forhold.

Hertil kom, at der ikke i lovgivningen fandtes nogen øvre grænse for størrelsen af enkeltstående personlige tillæg, blot udgiften kunne vurderes som rimelig.

Kommunen skulle derfor lægge den boligstøtte, der faktisk kom til udbetaling, til grund for afgørelsen.

Ankestyrelsen tiltrådte således nævnets afgørelse og hjemviste sagen til kommunen til ny behandling og vurdering af, om pensionisten i øvrigt opfyldte betingelserne for at få bevilget personligt tillæg til det ansøgte formål.

Ankestyrelsen henledte samtidig kommunens opmærksomhed på, at bevilling af personligt tillæg efter førtidspensionslovens § 17, stk. 2 ikke forudsætter, at der er tale om uforudsigelige udgifter.