Ankestyrelsens principafgørelse A-40-05

Principafgørelsen er afløst af en nyere afgørelse

Kassationsdato:

03-05-2011

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 1009 af 24. oktober 2005 - § 59, stk. 1 og § 59, stk. 2

Note:

Er afløst af A-3-07

Kommunen traf afgørelse om, at revalideringsydelsen skulle nedsættes, da ydelsen sammen med erhvervsevnetabserstatningen oversteg den hidtidige indtægt.

Der blev taget udgangspunkt i årslønnen, som var fastsat til brug for beregningen af erstatningen for tab af erhvervsevne. Årslønnen var ikke reguleret, da reglerne for opregulering af den fastsatte årsløn var bortfaldet ved den seneste bekendtgørelse.

Det sociale nævn tiltrådte kommunens afgørelse. Da der i modsætning til tidligere ikke var fastsat regler om regulering, kunne årslønnen ikke reguleres.

I klagen blev anført, at det forhold, at der i den nugældende bekendtgørelse ikke var medtaget den i de tidligere bekendtgørelser anførte bestemmelse om, hvorledes årslønnen/hidtidige arbejdsindtægt skulle reguleres, ikke kunne tages som udtryk for, at der ikke skulle ske en regulering. Såvel forarbejderne som forholdets natur tilsagde, at hidtidig arbejdsindtægt - således som dette var anført i lovbestemmelsen - ikke kunne forstås således, at revalidendens hidtidige arbejdsindtægt skulle fastfryses på det niveau, den var på skadestidspunktet.

Klagers advokat indhentede en udtalelse fra Arbejdsdirektoratet, der efter høring af Arbejdsmarkedsstyrelsen oplyste følgende

"Baggrunden for revideringen af bekendtgørelsen i november 2003 var, at Ligestillingsnævnet i 2002 traf afgørelse om, at det var udtryk for indirekte diskrimination, når orlovsydelse til børnepasning indgik i opgørelsen af hidtidig arbejdsindtægt ved beregning af revalideringsydelse. Reglerne på området blev derfor justeret.

Med bekendtgørelse nr. 920 af 20. november 2003 blev reglerne ændret, således at barsels- og børnepasningsorlovsydelse ikke kunne indgå i opgørelsen af hidtidig arbejdsindtægt.

Ved revideringen af bekendtgørelsen blev reglerne samtidig bragt i bedre overensstemmelse med intentionerne bag § 59 i lov om aktiv socialpolitik om, at hidtidig arbejdsindtægt fastsættes efter principperne på arbejdsskadeområdet.

I den nugældende bekendtgørelse henvises der således til, at det er den årsløn, der fastsættes ved beregningen af den løbende udbetaling af erstatning m.v. jf. § 7 i lov om erstatningsansvar samt § 24, stk. 1 og 2, i lov om arbejdsskadesikring, som således skal anvendes i relation til opgørelsen af den hidtidige arbejdsindtægt, jf. § 59, stk. 1, i lov om aktiv socialpolitik. "

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af om der ved nedsættelse af revalideringsydelsen skulle ske regulering af årslønnen.

Ved beregning af fradrag i revalideringsydelsen skulle kommunen anvende den årsløn, der var fastsat ved beregning af erhvervsevnetabserstatning efter § 41, stk. 1 og 2 i lov om sikring mod følger af arbejdsskade.

Det betød, at der ikke var grundlag for at foretage regulering af årslønnen i forhold til nedsættelse af revalideringsydelsen efter § 59 i aktivloven.

Efter § 59 nedsættes revalideringsydelsen med indtægter fra bl a. erhvervsevnetabserstatning. Fradraget sker dog kun i det omfang indtægterne og revalideringsydelsen sammenlagt overstiger den hidtidige indtægt.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at der ikke er regler om regulering af årslønnen i Arbejdsmarkedsstyrelsens bekendtgørelse om, hvorledes hidtidige arbejdsindtægter opgøres og reguleres m.v. efter § 59 i lov om aktiv socialpolitik.

Ifølge § 1 skal anvendes den årsløn, der efter § 24, stk. 1 og 2 i lov om arbejdsskadesikring er fastsat ved beregningen af den løbende udbetaling af erstatning m.v. Reglerne i arbejdsskadesikringsloven svarer til § 41, stk. 1 og 2 i tidligere gældende lov.

De tidligere bekendtgørelser indeholdt derudover en udtrykkelig bestemmelse om, at årslønnen reguleres hvert år efter principperne i dagældende § 42 i arbejdsskadesikringsloven, der nu svarer til § 25, men denne regulering er ikke medtaget ved seneste revision.

Ankestyrelsen fandt på den baggrund, at der manglede tilstrækkelig hjemmel for regulering af årslønnen.

Ankestyrelsen stadfæstede således det sociale nævns afgørelse.