Sagen drejede sig om en 16-årig dreng, som var døgnanbragt uden for hjemmet på et behandlingshjem.
I børnepsykiatrisk erklæring var det anført, at der var tale om en dreng med store kontaktmæssige og sociale vanskeligheder i et omfang og en dybde, der gav indikation for en autisme spektrum forstyrrelse. Det anbefaledes, at han fik ophold på døgninstitution, som kunne arbejde behandlingsmæssigt med børn og unge med autistiske forstyrrelser, og hvor der blev taget særlige hensyn til hans kommunikative vanskeligheder, men også hvor der kunne arbejdes med at støtte op om, at han blev mere selvhjulpen i årene fremover, da han skønnedes at have store vanskeligheder med hensyn til at kunne klare selv de mest almindelige dagligdags udfordringer og opgaver.
Kommunen fastsatte ved sin afgørelse forældrenes egenbetaling for drengens anbringelse til 1.800 kr. om måneden.
Begrundelsen var, at den samlede familieindkomst androg ca. 527.569 kr. på årsbasis. Ifølge gældende takster skulle forældrene betale 3.327 kr. for drengens ophold. Kommunen havde ved gennemgang af familiens budget valgt at tage hensyn til familiens mulighed for fritidsaktiviteter, og havde nedsat egenbetalingen til kr. 1.800 for derved at fastholde familiens mulighed for at være ejer af en campingvogn, der gav mulighed for ferier med børnene. Kommunen var bekendt med muligheden for hel eller delvis fritagelse for egenbetalingen, men kommunen havde vurderet at forældrene havde betalingsevne.
Det sociale nævn tiltrådte kommunens afgørelse.
Nævnet lagde vægt på, at forældrene i 2004 forventedes at have en årsindkomst på 527.569 kr. Nævnet anførte, at det fremgår udtrykkeligt af bekendtgørelsen, at der kan gives hel eller delvis fritagelse for betaling af opholdet, hvis opholdet fx har et udpræget behandlingssigte, jf. § 7, stk. 1, nr. 1. Det betød modsætningsvis, at kommunen havde ret til at opkræve betaling for opholdet, selv hvis opholdet havde et udpræget behandlingssigte.
Nævnet havde noteret, at kommunen havde valgt at nedsætte forældrenes egenbetaling fra 3.327 kr. om måneden til 1.800 kr.
I klagen til Ankestyrelsen anførte forældrene, at drengens anbringelse skete i udpræget behandlingsøjemed, da han havde en diagnose indenfor autisme spektrum forstyrrelser. Foruden at børnebidraget var blevet inddraget skulle forældrene betale 1.800 kr. om måneden for drengens ophold.
Forstanderen for behandlingshjemmet oplyste til Ankestyrelsen, at målgruppen for behandlingshjemmet bl.a. var børn og unge med gennemgribende udviklingsforstyrrelser. Der var tale om børn med vidtgående psykiske handicaps.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvilke hensyn, der kunne lægges vægt på ved fastsættelsen af betalingens størrelse, når opholdet havde et udpræget behandlingssigte.