Ankestyrelsens principafgørelse P-20-05

Lov om social pension - lovbekendtgørelse nr. 1219 af 7. december 2004 - § 18

Ansøger var 62 år, ufaglært og havde senest været i arbejde som montrice indtil 1966. Herefter havde hun været hjemmegående, bortset fra ansættelse som juleassistance i butik i årene 1987 - 1989.

Hun havde i sin anke over kommunens afgørelse anført, at hun i det daglige var afhængig af hjælp fra sine nærmeste til almindelige og tungere opgaver, herunder at binde sine snørebånd, skrælle kartofler, støvsuge, vaske gulv, pudse vinduer, rede senge og foretage tungere vareindkøb.

Hun havde i brev til kommunen anført, at hun aldrig, som hun havde ønsket, var blevet arbejdsprøvet, - heller ikke i de 3 måneder, som kommunen havde været om at genvurdere hendes sag.

Der forelå speciallægeerklæringer fra neurologisk samt reumatologiske speciallæger.

De reumatologiske smerter m.v. startede ca. år 2000 med hævelse, smerter og bevægeindskrænkning af fingrenes led. Senere fandtes betændt ledkapsel og moderat til svær polyartrose. I årene frem til 2004 blev tilstanden forværret med tiltagende smerter, også i hvile, ligesom tilstanden inddrog ankler, knæ og hofter.

Desuden var der tale om stressinkontinens, migræneanfald og nervøs personlighedsstruktur.

Det konkluderedes af læge, at hun ikke ville kunne udføre belastende arbejde eller arbejde, hvortil der krævedes finmotorik.

Seneste speciallægeerklæring var fra juni 2004. Der blev heri foreslået arbejdstestning indenfor for eksempel receptionistjobbet.

Der forelå ressourceprofil. I denne blev det vurderet, at ansøger kunne stille sig til rådighed inden for butik, handel, kontor, telekommunikation og reception.

Kommunen traf afgørelse om, at betingelserne ikke var opfyldte for at lade sagen overgå til behandling efter § 18 i lov om social pension.

Det sociale nævn stadfæstede kommunens afgørelse med den begrundelse, at det ikke var udelukket, at hun igen ville kunne få tilknytning til arbejdsmarkedet.

Hun klagede over nævnets afgørelse.

I klagen til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at hun aldrig var blevet arbejdsprøvet trods ønske herom.

Sagen blev behandlet i principielt møde for at afklare, hvornår en myndighed havde oplyst en sag tilstrækkeligt til, at der kunne træffes en afgørelse, jf. retssikkerhedslovens § 10, samt til belysning af myndighedens forpligtelse til at foretage en helhedsvurdering efter samme lovs § 5.

Sagen blev hjemvist til kommunen til ny behandling og afgørelse.

Kommunen skulle iværksætte arbejdsprøvning eller lignende foranstaltning med henblik på en nærmere udredning af arbejdsevnen samt udredning af, hvilke foranstaltninger, der evt. var nødvendige for at kunne reducere barrierer for tilbagevenden til arbejdsmarkedet, herunder fx jobtræning, kurser, hjælpemidler og indretning af arbejdsplads.

Efter retssikkerhedslovens § 10 havde myndigheden ansvaret for, at sagen var oplyst tilstrækkeligt til, at myndigheden kunne træffe afgørelse i sagen. Efter samme lovs § 5 skulle kommune og amtskommune behandle ansøgninger om hjælp i forhold til alle de muligheder, der fandtes for at give hjælp efter den sociale lovgivning.

Disse krav vurderedes ikke at være opfyldte i denne sag.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at kvinden i de sidste 38 år kun havde været sparsomt tilknyttet arbejdsmarkedet som juleassistance i et mindre antal år, og at hun frem til 1966 var stabilt tilknyttet arbejdsmarkedet som montrice på cigarfabrik, dvs. forud for, at hun pådrog sig ledproblemer m.v. Ankestyrelsen vurderede derfor, at hendes nuværende arbejdsevne ikke var klarlagt i en sådan grad, at det var utvivlsomt, at hun ville kunne stille sig til rådighed for de af kommunen anførte jobområder, uden at der iværksattes yderligere foranstaltninger.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.