Sagen drejede sig om en mand, der led af dissemineret sclerose og manio depressiv psykose. Han modtog højeste førtidspension. Kommunen godkendte den 3. juni 1998, at mandens hidtidige hjælp efter bistandslovens § 56 på 19 timer ugentligt til praktisk bistand kunne fortsætte uændret, dog fra 1. juli 1998 som hjælpeordning efter servicelovens § 77. Kommunen oplyste, at hjælpeordningen ville kunne fortsætte under forudsætning af, at manden havde et højt aktivitetsniveau eller under alle omstændigheder indtil sønnen fyldte 18 år, såfremt denne fortsat havde ophold i hjemmet.
Den 12. december 2003 meddelte kommunen, at tilskuddet til hjælpeordningen efter servicelovens § 77 ville ophøre med virkning pr. 15. januar 2004, således at der ikke ville blive afholdt udgifter i henhold til denne bestemmelse efter denne dato. Kommunen vurderede, at betingelserne for at få hjælp efter servicelovens § 77 ikke længere var opfyldt. Der blev bl.a. lagt vægt på mandens aktuelle massive plejebehov og særlige psykiske og fysiske støttebehov samt at han på grund af udviklingen i sin sygdom ikke længere havde et aktivitetsniveau, der berettigede til ydelser efter servicelovens § 77. Derudover medførte mandens fysiske og psykiske tilstand, at han ikke selvstændigt kunne tage initiativ til, overskue eller overkomme opgaverne som arbejdsgiver, herunder arbejdstilrettelæggelse for hjælperne omkring egne behov. Kommunen vurderede, at mandens behov for pleje, omsorg, tryghed og nærvær ville kunne tilgodeses efter servicelovens §§ 71, 76, stk. 3, og 78.
Scleroseforeningen klagede på mandens vegne over afgørelsen med krav om opsættende virkning for så vidt angik bestående bevilling, idet kommunen ikke i overensstemmelse med servicelovens § 111 havde udarbejdet en skriftlig handleplan i samarbejde med familien for fremtidig tilrettelæggelse af hjælpen. Scleroseforeningen var dog enig med kommunen i, at servicelovens § 77 ikke var velegnet i mandens situation
Kommunen bemærkede ved genvurderingen, at hjemmeplejen allerede ydede den daglige pleje og behandling i hjemmet. Årsagen til at der ikke aktuelt var udfærdiget en handleplan skyldtes, at det ikke havde været muligt at træffe manden telefonisk med henblik på en aftale om et hjemmebesøg. Kommunen oplyste, at der var arrangeret handleplansmøde den 15. januar 2004 eller alternativt den 3. februar 2004.
Nævnet stadfæstede kommunes afgørelse.
Nævnet begrundede afgørelsen med, at manden ikke var omfattet af den personkreds, der kunne modtage tilskud til hjælpeordning efter servicelovens § 77. Nævnet fandt, at manden havde en betydelig og varigt nedsat funktionsevne, men at der ikke var beskrevet et aktivitetsniveau, der nødvendiggjorde støtte efter servicelovens § 77, og at der heller ikke var grundlag for at antage, at han ville kunne fungere som arbejdsgiver overfor hjælperen.
Det var nævnets opfattelse, at kommunen var berettiget til at standse bevilling af hjælp efter servicelovens § 77 uanset ordlyden af kommunens tidligere bevilling af 3. juni 1998, idet manden ikke var omfattet af personkredsen i servicelovens § 77. Nævnet bemærkede endvidere, at manglende udarbejdelse af en handleplan efter servicelovens § 111 ikke kunne berettige til fortsat hjælp efter servicelovens § 77, når manden ikke var omfattet af personkredsen i servicelovens § 77.
I Scleroseforeningens klage til Ankestyrelsen blev det oplyst, at Scleroseforeningen var enig i, at manden ikke længere kunne opfylde betingelserne for hjælpeordning efter servicelovens § 77. Sagen blev dog anket ud fra den betragtning, at kommunen havde truffet en afgørelse med vidtrækkende konsekvenser for borgerens daglige tilværelse uden at medinddrage borgeren, og således havde negligeret de principper, der ligger til grund ved revurdering af hjælpebehovet. Der blev henvist til retssikkerhedslovens § 4 og servicelovens §§ 111, 112 og 113, samt vejledning om sociale tilbud til voksne med handicap, punkt 69.
Det var Scleroseforeningens opfattelse, at det - i lighed med anden lovgivning inden for det sociale område, fx opfølgningsplaner i sygedagpengeloven - måtte være et krav, at der sammen med borgeren var lagt en plan for den fremtidige indsats og støtte, før retten til en hidtidig ydelse ophørte. Der ønskedes Ankestyrelsens stillingtagen til, hvorvidt manglende medinddragelse af borgeren, på trods af udtrykt ønske herom, havde betydning for en afgørelses gyldighed samt hvorvidt det var korrekt, at der ikke var krav på ny handlingsplan i samarbejde med borgeren, før en tidligere bevilget hjælpeforanstaltning kunne stoppes.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om udarbejdelse af en handleplan efter servicelovens § 111 måtte betragtes som en retsgaranti.
