Ansøger indgav i september 2003 ansøgning om kontanthjælp til kommunen. Hun blev henvist til at møde op i et aktiveringshus den 8. oktober 2003 til AF-tilmelding og CV- skrivning.
Ifølge kommunens journalark ringede ansøger den 23. oktober 2003 til kommunen og oplyste, at hun netop havde opdaget, at hun skulle have været til CV-skrivning. Det blev aftalt, at hun i stedet skulle møde den 29. oktober 2003.
Den 3. november 2003 skrev kommunen til ansøger, at hun uden rimelig grund var udeblevet fra aktiveringstilbud/samtale vedrørende aktiveringstilbud. Hendes kontanthjælp ville derfor blive nedsat med 1/3 i 3 uger fra næste udbetaling. Ansøger blev indkaldt til et nyt møde den 5. november 2003, som hun også udeblev fra.
Kommunen traf den 17. november 2003 afgørelse om, at udbetaling af kontanthjælp ville ophøre uden varsel, idet ansøger, uden at melde afbud, var udeblevet fra samtaler vedrørende tilmelding af CV til Jobnet Danmark og tilmelding til AF.
Kommunen vurderede, at ansøger ved sine gentagne udeblivelser ikke opfyldte betingelsen i lov om aktiv socialpolitik § 13 om, at ansøger aktivt skal søge at udnytte sine arbejdsmuligheder.
Kommunen oplyste samtidig, at ved fornyet henvendelse om kontanthjælp ville hjælpen blive nedsat med 1/3 i 20 uger i henhold til lov om aktiv socialpolitik § 38 a, stk. 2, da ansøger gentagne gange havde afvist tilbud om beskæftigelsesfremmende foranstaltning.
Ansøger kontaktede den 10. december 2003 kommunen og spurgte om udbetaling af kontanthjælp, idet hun samme dag havde tilmeldt sig AF og indlagt sit CV på Beskæftigelsesministeriets database. Det blev aftalt, at hun kunne hente en check på forvaltningen.
Ansøger klagede mundtligt over afgørelsen om nedsættelse af kontanthjælpen med 1/3 i 20 uger.
Det sociale nævn ændrede kommunens afgørelse, idet nævnet fandt, at kommunen ikke var berettiget til at nedsætte ansøgers kontanthjælp med 1/3 i 20 uger, fordi hun to gange var udeblevet fra en samtale.
Begrundelsen var, at udeblivelse fra en samtale ikke var en afvisning af tilbud om arbejde, tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller anden beskæftigelsesfremmende foranstaltning, jf. aktivlovens § 38 a, stk. 1, nr. 2.
I kommunens klage til Ankestyrelsen var det anført, at kommunen ved brev af 3. november 2003 skrev til ansøger, at samtalen omhandlede afgivelse af et aktiveringstilbud.
Kommunen var derfor af den opfattelse, at ansøgers manglende fremmøde til samtalen uden afbud skulle betragtes som afvisning af et beskæftigelsesfremmende tilbud.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om samtale vedrørende arbejdsformidling og CV tilmelding var en beskæftigelsesfremmende foranstaltning.