Ankestyrelsens principafgørelse D-29-05

2005

Resume:

Der var ret til dagpenge for 2 dage for en fader, som havde forlænget fædreorloven ved at genoptage arbejdet i 2 hele dage under orlovsperioden i 2 uger inden for de første 14 uger efter fødslen.

Der forelå delvis genoptagelse af arbejdet, da han kun genoptog arbejdet i 2 dage, og arbejdstiden skulle ses på ugebasis. Ifølge vejledningen om dagpenge kunne forældre genoptage arbejdet i hele dage, men ikke hele ugen.

Der var ikke grundlag for at antage, at der var tilsigtet en mere restriktiv praksis end tidligere, selv om der ved lovændring pr. 27. marts 2002 var indføjet ordet "sammenhængende" om faderens ret til dagpenge i 2 uger.

Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel - lovbekendtgørelse nr. 1047 af 28. oktober 2004 - § 13, stk. 1 og § 13, stk. 3

Lov om ret til orlov og dagpenge ved barsel - lov nr. 566 af 9. juni 2006 - § 7, stk. 1, § 7, stk. 3 og § 23

Arbejdsdirektoratet vejledning nr. 40 af 8. maj 2003 om barselorlov og barseldagpenge - pkt. 2.2.4.2

Kommunen traf afgørelse om afslag på dagpenge for de 2 sidste dage af dagpengeperioden, fordi arbejdet var genoptaget med hele dage.

Det Sociale Nævn fandt, at faderen havde forlænget sin 2 ugers fædreorlov med de 2 dage, med hvilke han havde genoptaget sit arbejde i den 2. uge af orloven.

I klagen til Ankestyrelsen anførte kommunen, at fædreorlov inden for 14 ugers perioden skulle afholdes sammenhængende, hvilket ikke harmonerede med nævnets henvisning til vejledningens kap. 2.2.4.2.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om en faders genoptagelse af arbejde i 2 hele dage i fædreorlovsperioden kunne anses for delvis genoptagelse af arbejdet, således at dagpengeperioden kunne forlænges.

Arbejdsgiveren havde også ret til refusion af dagpenge for de to dage, som fædreorloven var forlænget med som følge af faderens genoptagelse af arbejdet i 2 dage.

Ankestyrelsen kom således til samme resultat som det sociale nævn.

Ankestyrelsen fandt, at faderen havde genoptaget arbejdet delvis, selv om han havde genoptaget arbejdet med 2 hele dage i fædreorlovsperioden.

Ifølge dagpengelovens § 13, stk. 1, 2. punktum havde faderen inden for de første 14 uger efter fødslen ret til dagpenge i 2 sammenhængende uger.

Ifølge dagpengelovens § 13, stk. 8 fastsætter beskæftigelsesministeren nærmere regler om ret til dagpenge efter stk. 3 - 6.

I bekendtgørelse nr. 639 af 21. juni 2005 § 40 var fastsat, at en lønmodtager kunne få forlænget dagpengeperioden, når arbejdet genoptages delvis. Ved delvis genoptagelse forstås enhver genoptagelse med en arbejdstid, der er kortere end arbejdets normale omfang forud for barselorloven. Reglen svarede til § 36 b i bekendtgørelse fra 1998.

Ifølge vejledning nr. 40 af 8. maj 2003 skal arbejdstiden ses på ugebasis.

Ifølge vejledningen kan forældre således godt genoptage arbejdet i hele dage, men ikke hele ugen.

Ankestyrelsen bemærkede, at dagpengelovens § 13, stk. 1, 2. punktum blev ændret pr. 27. marts 2002, hvor der blev indføjet "sammenhængende" i bestemmelsen.

Det fremgik dog af bemærkningerne til lovforslaget, at mulighederne for at genoptage arbejdet i de første 14 uger efter fødslen reelt var de samme som efter de gældende regler om genoptagelse.

Ankestyrelsen fandt derfor ikke grundlag for at antage, at der med indføjelsen af ordet "sammenhængende" var tilsigtet en mere restriktiv praksis end den hidtidige praksis, der fremgik af vejledning af 8. maj 2003.

Da faderen kun havde genoptaget arbejdet i 2 dage, havde der derfor været mulighed for forlængelse.

Dato for underskrift

01.11.2005

Offentliggørelsesdato

11.07.2013

Denne principafgørelse er kasseret den 19. februar 2019, da den ikke længere har vejledningsværdi.

Paragraf

§ 13 § 7 § 36b § 40 § 23

Journalnummer

7000182-05