Ankestyrelsens principafgørelse D-18-05

2005

Resume:

En kvinde havde under sin ansættelse holdt 16 måneders orlov og modtaget økonomisk tilskud til pasning af egne børn efter servicelovens regler.

Da hun ved orlovens udløb blev sygemeldt, opfyldte hun ikke beskæftigelseskravet i dagpengeloven.

Arbejdsgiver var derfor ikke berettiget til refusion af sygedagpenge.

Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel - lovbekendtgørelse nr. 1047 af 28. oktober 2004 - § 4, stk. 1, § 4, stk. 3 og § 26a

Lov om sygedagpenge - lov nr. 563 af 9. juni 2006 - § 54 og § 32

En kvinde holdt efter barsel 16 måneders orlov med økonomisk tilskud efter servicelovens § 26 a. Hun var fortsat ansat hos arbejdsgiver, og da orloven udløb og arbejdet skulle genoptages, blev hun sygemeldt.

Arbejdsgiver søgte refusion af sygedagpenge, men kommunen gav afslag med henvisning til, at beskæftigelseskravet ikke var opfyldt, idet der ikke kunne ses bort fra perioden med orlov.

Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse og henviste til, at kvinden havde været ansat 13 uger forud for sygemeldingen, men at hun ikke opfyldte kravet om beskæftigelse i 120 timer i denne periode. Orlovstypen var ikke omfattet af dagpengebekendtgørelsens § 6.

Arbejdsgiver klagede til Ankestyrelsen og anførte, at der ikke var holdepunkter for at behandle de forskellige orlovstyper, der alle anvendtes til pasning af egne børn, forskelligt.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om der ved opgørelse af beskæftigelseskravet kunne ses bort fra perioder på orlov med økonomisk tilskud efter servicelovens § 26 a, jf. dagpengelovens § 4, stk. 1, og bekendtgørelsens § 6.

Der var ikke ret til sygedagpenge til kvinden og derfor heller ikke ret til refusion til arbejdsgiver.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at kvinden havde været ansat i de seneste 13 uger forud for sygemeldingen, men at hun ikke havde været beskæftiget i 120 timer i denne periode, fordi hun var på orlov.

Der var ikke tale om en orlovstype, som beskæftigelsesministeren kunne fastsætte særlige regler for, og der var derfor ikke mulighed for at se bort fra orlovsperioden ved opgørelse af beskæftigelseskravet.

Dato for underskrift

01.06.2005

Offentliggørelsesdato

11.07.2013

Denne principafgørelse er kasseret den 26. juni 2019, da der er kommet nye regler på området.

Paragraf

§ 26 § 4 § 54 § 26a § 32

Journalnummer 

7000018-05