Ansøger søgte den 7. januar 2004 om hjælp til merudgifter efter servicelovens § 84.
Kommunen gav i begyndelsen af februar måned afslag på hjælp til merudgifter.
Kommunen henviste til, at ansøger modtog pension efter de gældende regler før 1. januar 2003, og at der kun kunne ydelse hjælp efter servicelovens § 84, hvis der samtidig blev ydet personlig hjælp efter servicelovens § 77.
Kommunen henviste i den forbindelse til, at kommunen den 23. januar 2004 havde frakendt ham hjælp efter § 77, idet han ikke længere opfyldte betingelserne.
Kommunen mente, at han ikke var omfattet af servicelovens § 77 fra afgørelsestidspunktet.
Afgørelsen om stop for den bevilgede personlige hjælpeordning efter servicelovens § 77 havde virkning fra 1. maj 2004, idet han blev givet tid til at opsige hjælpere og forsikring mv.
Det sociale nævn tiltrådte kommunens afgørelse.
Nævnet lagde vægt på, at kommunen den 23. januar 2004 traf afgørelse om, at han ikke længere var berettiget til personlig hjælpeordning i henhold til servicelovens § 77, og at kommunen af hensyn til afviklingen af den eksisterende ordning besluttede, at frakendelsen skulle ske med virkning fra den 1. maj 2004.
Nævnet lagde endelig vægt på, at hans berettigelse til personlig hjælpeordning var bortfaldet inden kommunen meddelte afslag på hans ansøgning om hjælp til merudgifter efter servicelovens § 84.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om det var afgørelsestidspunktet for en afgørelse om at standse hjælperordningen efter servicelovens § 77 eller det var tidspunktet for hjælpeordningens faktiske ophør, der var afgørende for om man var omfattet af personkredsen i servicelovens § 84, jf. stk. 5.