Ankestyrelsen fandt, at gaze, creme og handsker ikke var omfattet af begrebet stomihjælpemiddel i bekendtgørelsens § 13.
Begrundelsen var, at genstandene ikke alene var beregnet til at afhjælpe de varige følger af stomi.
Endvidere lagde Ankestyrelsen vægt på, at udskiftning af poser og plader generelt set kunne finde sted uden brug af gaze, creme og handsker.
Ankestyrelsen fandt derimod, at gaze, creme og handsker var forbrugsgoder, idet de var produkter, der fremstilledes og forhandledes bredt med henblik på sædvanligt forbrug hos befolkningen i almindelighed.
Ankestyrelsen fandt samtidig, at gaze, creme og handsker for ansøgeren måtte antages udelukkende at fungere som hjælpemidler til at afhjælpe ansøgerens nedsatte funktionsevne og i væsentlig grad lette ansøgerens daglige tilværelse.
Ankestyrelsen lagde i den forbindelse vægt på, at det fremgik af statusattest fra ansøgerens egen læge, at der havde været problemer med stomien.
Ankestyrelsen fandt derfor, at gaze, creme og handsker måtte antages udelukkende at fungere som hjælpemidler til at afhjælpe ansøgerens nedsatte funktionsevne.
Ansøgeren var således berettiget til at få bevilget de løbende fulde udgifter til både gaze, creme og handsker.
Ankestyrelsen bemærkede afslutningsvis, at SM C-58-01 fastslog, at der var mulighed for at bevilge hjælp til forbrugsgoder i form af løbende udgifter, såfremt udgifterne inden for en overskuelig/rimelig periode oversteg 500 kr.
Sagsfremstilling 2:
Sag nr. 2 - 3500174-05
Ansøgeren led af ilestomi og søgte i den forbindelse om økonomisk støtte til gazeservietter til brug ved plejen af stomien.
Kommunen gav afslag på ansøgningen, idet kommunen ikke fandt, at gazeservietter var egentlige stomihjælpemidler.
Nævnet stadfæstede kommunens afgørelse.
Begrundelsen var, selvom ansøgeren anvendte gazeservietterne i forbindelse med sin stomi, kunne disse ikke i sig selv betragtes som et hjælpemiddel, der afhjalp funktionsnedsættelsen, idet der var tale om et produkt, der anvendtes til almindelig hygiejne.
Endvidere fandt nævnet ikke, at den omstændighed at ansøgerens stomi stillede særlige krav til hygiejnen og at hun på grund af sin lidelse ikke kunne anvende billige produkter så som vat medførte, at gazeservietterne kunne bevilges som hjælpemiddel.
Yderligere oplyste nævnet, at de fandt, at spørgsmålet om hjælp måtte afgøres efter reglerne om personligt tillæg i forbindelse med ansøgerens førtidspension, men at nævnet med afgørelsen ikke tog stilling til, hvorvidt dette var muligt.
I ansøgerens klage til Ankestyrelsen var der vedlagt en udtalelse fra en overlæge i specialkirurgi samt kirurgisk gastroenterologi, hvoraf fremgik, at det klart måtte vurderes, med baggrund i ansøgerens ledegigt, at hun havde brug for gazeservietter i forbindelse med renholdelsen af stomien.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på belysning af begrebet stomihjælpemiddel jf. § 13 i bekendtgørelsen om hjælpemidler og forbrugsgoder efter serviceloven.