Ankestyrelsens principafgørelse D-26-05

2005

Resume:

En moder havde ikke ret til at forlænge eller udskyde barselsdagpengeperioden (32-ugersperioden) svarende til den periode, hvor hun havde været forhindret i at passe sit barn på grund af egen sygdom.

Begrundelsen var, at moderen ved start af orlov med barselsdagpenge var arbejdsløs og modtog arbejdsløshedsdagpenge.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at der ikke i denne situation var hjemmel i dagpengeloven til at udskyde eller suspendere barselsdagpengeperioden under moderens sygdom i orlovsperioden.

Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel - lovbekendtgørelse nr. 1047 af 28. oktober 2004 - § 13

Lov om ret til orlov og dagpenge ved barsel - lov nr. 566 af 9. juni 2006 - § 10 og § 21

Den 4. januar 2005 anmodede en moder kommunen om at udskyde hendes barselsorlov med dagpenge med 6 måneder. Hun oplyste, at de 6 måneder svarede til den periode, hvor hun ikke havde været i stand til at passe sit barn grundet sygdom.

Endvidere oplyste hun, at hun efter fødslen den 4. juni 2004 havde fået en livstruende infektion efter et akut kejsersnit. Denne infektion medførte en længerevarende indlæggelse indtil 20. juli 2004.

Kommunen gav afslag på at forlænge perioden med barselsdagpenge i 6 måneder, hvor moderen ikke havde været i stand til at passe sit barn, jf. dagpengelovens § 13, stk. 4. Kommunen begrundede afgørelsen med, at hun som arbejdsledig kun havde mulighed for at forlænge barselsdagpengeperioden med 8 uger.

Det sociale nævn tiltrådte kommunens afgørelse.

Nævnet lagde vægt på, at hun var arbejdsløs og modtog arbejdsløshedsdagpenge ved påbegyndelsen af barselsorloven, at hendes barn var født den 4. juni 2004 sammenholdt med, at barselsorloven på 46 uger udløb den 22. april 2005, og at hun var forhindret i at passe sit barn i ca. 6 måneder på grund af sygdom.

Nævnet lagde endvidere vægt på, at sygdom under barselsorlov ikke medførte, at orloven suspenderedes eller gav ret til forlængelse svarende til sygeperioden. Begrundelsen var, at dagpengeloven ikke indeholdt hjemmel hertil. Det anførte betød, at muligheden for forlængelse og/eller udskydelse af barselsorlov blev reguleret af dagpengelovens § 13, stk. 3-6.

Moderen klagede over nævnets afgørelse.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af praksis om ret til at forlænge/udskyde barselsorlov med barselsdagpenge, når ansøger på grund af sygdom havde været forhindret i at passe sit barn og hun inden påbegyndelse af barselsorlov modtog arbejdsløshedsdagpenge. Sagen blev endvidere behandlet som supplement til SM D-25-03.

Moderen havde ikke ret til at forlænge eller udskyde barselsdagpengeperioden svarende til den periode, hvor hun havde været forhindret i at passe sit barn på grund af sin sygdom.

Begrundelsen var, at hun ved påbegyndelsen af orlov med barselsdagpenge var arbejdsløs og modtog arbejdsløshedsdagpenge.

Ankestyrelsen lagde til grund, at hun ikke ønskede at forlænge barselsdagpengeperioden med 8 uger efter dagpengelovens § 13, stk. 4, 1. punktum.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at en moders eller faders sygdom i orlovsperioden som hovedregel ikke bevirker, at en allerede fastlagt eller påbegyndt orlov med dagpenge udskydes eller suspenderes.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at der ikke er hjemmel i dagpengeloven til at udskyde eller suspendere barselsdagpengeperioden under moderens sygdom i orlovsperioden.

Ankestyrelsen tilføjede, at styrelsen var enig med nævnet i, at afgørelsen, der er offentliggjort som SM D-25-03, ikke fandt anvendelse i den foreliggende sag, idet afgørelsen vedrørte en beskæftiget lønmodtager.

Ankestyrelsen tiltrådte således nævnets afgørelse.

Dato for underskrift

04.10.2005

Offentliggørelsesdato

11.07.2013

Denne principafgørelse er kasseret den 13. december 2019, da den er erstattet af principafgørelse 88-19.

Paragraf

§ 13 § 10 § 21

Journalnummer

7000165-05