En ældre kvinde, der gennem flere år var blevet tiltagende dement, overgik til kommunens madserviceordning i januar 2002.
I oktober 2003 meddelte kommunen i et brev til kvinden, at man ved gennemgang af indbetalinger for madservice havde konstateret, at hun ved en fejl ikke havde fået opkrævet betaling månedsvis.
Kommunen havde vedlagt en faktura på 24.570 kr. for perioden februar 2002 til september 2003. Fra 1. oktober 2003 ville kommunen begynde at trække det skyldige beløb over folkepensionen. Kommunen beklagede, at den ikke tidligere havde registreret den manglende opkrævning af betaling for madserviceordningen.
Det fremgik af sagen, at den normale opkrævningsmetode var modregning, således at prisen for levering i en måned blev modregnet i pensionsudbetalingen den følgende måned. Dette system var fast etableret hos Kommunedata, men kommunen havde glemt at tilmelde kvinden. Kommunen havde i den samme periode fået refunderet enkelte måltider samt modtaget meddelelser om prisstigninger for måltiderne. Ved en krydsrevision i september 2003 blev den manglende betaling opdaget.
Kvindens datter blev værge for kvinden i februar 2004, og i marts 2004 blev kvinden flyttet uden samtykke til et lukket gerontopsykiatrisk hospital.
Nævnet stadfæstede kommunens afgørelse. Nævnet fandt det ubestridt, at kvinden ikke havde betalt for madservice i perioden februar 2002 til september 2003. Det var ligeledes ubestridt, at kvindens manglende betaling for madservice skyldtes en fejl fra kommunens side. Kommunen anførte, at i følge almindelige obligationsretlige grundsætninger var det debitor, der havde betalingsrisikoen.
Nævnet fandt, at kvinden ved almindelig agtpågivenhed burde og kunne have været opmærksom på fejlen. Hun var derfor nærmest til at bære risikoen for fejlen.
Nævnet lagde vægt på, at kommunen havde oplyst hende om, at betalingen ville fremgå af hendes månedlige pensionsmeddelelse, og at hun således ved at kigge på pensionsmeddelelsen havde haft god mulighed for at konstatere, at der ikke var fratrukket et beløb til madservice.
Den omstændighed, at kvinden ikke var i stand til at gennemskue læsningen af pensionsmeddelelsen fritog hende ifølge nævnets opfattelse ikke fra betalingsforpligtelsen, og nævnet havde vedrørende dette lagt vægt på, at selve ordet madservice fremgik af en pensionsmeddelelse, hvor der korrekt var fratrukket et beløb til madservice.
Afgørelsen blev anket af kvindens værge.
I klagen ønskedes klare retningslinier for, hvordan en kommune skulle behandle en borger i tilfælde af administrative fejl begået af kommunen, og hvordan man sikrede, at en borger, der ikke havde ressourcer til at tage vare på sig selv og befandt sig i en overgang mellem hjemmepleje og i dette tilfælde magtanvendelse, ikke kom til at betale for administrative fejl.
Sagen blev behandlet i principielt møde til belysning af betalingspligten for en personlig ydelse i et tilfælde, hvor kommunen gennem længere tid havde begået administrative fejl, herunder om betalingspligten skulle bedømmes efter servicelovens § 118, 119 eller efter almindelige formueretlige regler.