Sagen drejede sig om en ung mand, der havde en hjerneskade på grund af en betændelse i hjernen før fødslen. Skaden havde medført spastisitet, som i praksis betød, at han havde svært ved at tale og gå, og at han var udviklingshæmmet. Manden modtog højeste førtidspension og boede i et længerevarende amtskommunalt botilbud, jf. servicelovens § 92. Han var bevilget ledsageordning efter servicelovens § 78 med 15 timer om måneden.
Der blev søgt om nedsættelse af servicebetalingen for mandens ophold i botilbudet, da hans økonomi var anstrengt. Det var bl.a. anført, at han anvendte sin ledsager til koncerter, biografture, tivoli- og sommerlandbesøg, strandture og restaurationsbesøg, hvilket var dyrt, når man altid skulle betale for to plus ledsagers transport. Da der med 15 timers ledsagelse om måneden ikke var tid til at anvende offentlige transportmidler, var det statens højeste takst ved kørsel i egen bil, han skulle betale i transportudgifter for sin ledsager.
Videre var det anført, at manden grundet sit handicap havde haft indeinteresser såsom musik, video og computer. Da han ikke kunne læse, kom han f.eks. til at slette noget i computerens styresystem, så den ikke virkede 100 %. Dette medførte jævnligt reparationsudgifter og hurtigere nedslidning og udskiftning, ligesom radio- og TV-udstyr også blev nedslidt hurtigere og måtte udskiftes oftere end normalt.
Amtet meddelte ved sin afgørelse afslag på nedsættelse af servicebetalingen for mandens ophold i det amtskommunale botilbud.
Det sociale nævn tiltrådte amtets afgørelse. I forhold til udgifter til reparation af computer m.v. var nævnet af den opfattelse, at der ikke var tale om udgifter omhandlet af reglen i servicelovens § 83, stk. 2. Nævnet lagde herved vægt på, at udgifterne ikke sås at være opstået i forbindelse med deltagelse i det almindelige samfundstilbud, således som dette begreb blev defineret i retsgrundlaget. Ifølge lovforarbejderne skulle der være tale om udgifter i forbindelse med ledsagelse eller transport eller andre handicaprelaterede udgifter i forbindelse med deltagelse i det almindelige samfundstilbud.
Vedrørende udgifter ved transport m.v. i forbindelse med ledsagelse fandt nævnet, at udgifter i forbindelse med ledsageordningen som udgangspunkt blev dækket efter reglerne i denne specialbestemmelse - servicelovens § 78. Nævnet fandt, at kun særlige udgifter dækkes herudover.
Nævnet fandt i øvrigt, at det ikke var tilstrækkeligt til nedsættelse af servicebetalingen efter servicelovens § 83, stk. 2, at der var forholdsvis høje transportudgifter.
I klagen til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at det var af principiel betydning at få afgjort, hvornår der kunne ske nedsættelse af servicebetaling. Ifølge ansatte i amtet havde der aldrig tidligere været en sag om nedsættelse af servicebetaling i amtet, ligesom der heller aldrig havde været påklaget en afgørelse til et socialt nævn.
Herefter var der i klagen citeret fra bemærkningerne til forslag til lov om ændring af lov om social bistand (LF 112 af 1. december 1993). Af bemærkningerne til nr. 7 fremgik bl.a., at der kunne være personer, som på grund af deres handicap havde særlige udgifter i forbindelse med almindelig livsudfoldelse, som ikke blev dækket af institutionen. Det kunne dreje sig om udgifter i forbindelse med ledsagelse eller transport eller andre handicapbetingede udgifter i forbindelse med deltagelse i almindelige samfundstilbud. Det blev derfor foreslået, at servicebetalingen blev nedsat eller bortfaldt i disse tilfælde. Afgørelse herom burde så vidt muligt træffes i forbindelse med optagelse i institutionen.
Klageren fandt, at ovenstående citat lige præcis dækkede hans problem, idet han på grund af sit bevægehandicap ikke kunne tage bussen til koncerter, biografture, biblioteket m.v.
Sagen blev behandlet i principielt møde til nærmere belysning af betingelserne for at få nedsat servicebetalingen efter servicelovens § 83, stk. 2.
