Ankestyrelsens principafgørelse C-20-06

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr.1187 af 7. december 2005 - § 62a, stk. 2

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 76

Sagen drejede sig om en ung mand med sociale og personlighedsmæssige problemer, og som igennem sin opvækst havde modtaget støtteforanstaltninger efter servicelovens § 40 i form af bl.a. psykologhjælp og ophold på efterskole. Ansøgers forældre og søskende havde modtaget hjælpeforanstaltninger i forskelligt omfang. Moderen og børnene havde en kronisk lidelse, der vanskeliggjorde deres sproglige udvikling, og som kunne være medvirkende årsag til familiens vanskeligheder.

Ansøger blev i 2003 bevilget personlig rådgiver i henhold til servicelovens § 40 stk. 2 nr. 6, som skulle støtte ham i hans udvikling gennem samtaler og almindelige ungdomsrelaterede aktiviteter og bistå med råd og vejledning vedrørende hans fremtidige uddannelsesvalg.

Da ansøger fyldte 18 år, besluttede kommunen, at der ikke længere var grundlag for at opretholde foranstaltninger om personlig rådgiver for ansøger.

Det sociale nævn tiltrådte afgørelsen.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at man ikke fandt tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte kommunens skønsmæssige vurdering af, at ansøger ikke længere havde behov for personlig rådgiver efter det fyldte 18. år jfr. servicelovens § 40, stk. 2, nr. 6.

Ved afgørelsen blev der lagt vægt på, at det var oplyst, at ansøger var startet som flyttemand, at han havde planer om at komme på transportskole, at han boede hjemme, men havde en kæreste.

Ved genvurderingen af sagen i nævnet var det oplyst, at ansøger havde haft flere forskellige ansættelsesforhold, men at han ikke havde været i stand til at fastholde disse. Oplysningerne gav ikke nævnet grundlag for at se på sagen igen.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om det måtte anses for at være af væsentlig betydning for ansøgers behov for støtte, at kommunens tidligere beslutning om at yde ansøger hjælp i form af personlig rådgiver opretholdtes efter han var fyldt 18 år.

Ankestyrelsen fandt, at kommunen ikke kunne afslå ansøgers ønske om at opretholde støtteforanstaltninger i form af personlig rådgiver efter ansøgers fyldte 18. år.

Begrundelsen for afgørelsen var, at det af hensyn til ansøgers behov for støtte var af væsentlig betydning, at foranstaltningen med personlig rådgiver blev opretholdt, efter han var fyldt 18 år.

Ved afgørelsen blev der lagt vægt på, at ansøger på afgørelsestidspunktet fortsat havde væsentlige sociale problemer, som vanskeliggjorde hans forhold til andre, og som hindrede han i at fastholde beskæftigelse, påbegynde og gennemføre et uddannelsesforløb.

Ankestyrelsen lagde videre vægt på, at ansøger havde en kronisk lidelse, som vanskeliggjorde hans sproglige udvikling, og som var medvirkende årsag til hans personlige vanskeligheder.

Endelig blev der lagt vægt på, at ansøgers forældre som følge af manglende ressourcer ikke var i stand til at give ansøger den støtte, som han havde behov for.

På baggrund af oplysningerne om ansøgers opvækst, herunder hans sociale vanskeligheder og skoleproblemer vurderede Ankestyrelsen, at social- og sundhedsforvaltningen var forpligtet til at foretage en helhedsvurdering af ansøgers situation og personlige forhold. Forvaltningen var således ikke berettiget til at afslå ansøgers ønske om fortsat at have tilknyttet en personlig rådgiver alene med henvisning til hans sociale situation på afgørelsestidspunktet.

Ankestyrelsen ændrede således nævnets afgørelse.