Ankestyrelsens principafgørelse A-32-06

Principafgørelsen er afløst af en nyere afgørelse

Kassationsdato:

03-05-2011

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 1009 af 24. oktober 2005 - § 5

Note:

Afløses af 57-11

En kommune var gjort opmærksom på, at en kvinde havde forladt landet på en enkeltbillet den 3. februar 2006.

Kommunen stoppede efterfølgende hendes kontanthjælp fra den 3. februar 2006.

Den 6. marts 2006 rettede kvinden henvendelse til kommunen og undrede sig over, at hun ikke havde modtaget nogen penge. Kvinden oplyste, at hun troede, at hun gerne måtte rejse, fordi hun var på barsel og bad kommunen undersøge, om det kunne være rigtigt, at hun ikke havde ret til kontanthjælp.

Kommunen meddelte ved afgørelse af 6. marts 2006, at kvindens rettigheder til kontanthjælp var bortfaldet den 3. februar 2006, da hun rejste til udlandet.

Kommunen havde lagt vægt på, at da kvinden søgte hjælpen, var hun blevet oplyst om, at hun havde pligt til at oplyse om ændringer i sine bopælsforhold, herunder ophold uden for landets grænser.

Derudover havde kommunen lagt vægt på, at man ifølge bemærkningerne til aktivlovens § 5, skulle indhente tilladelse hos kommunen, hvis man ønskede at få dispensation for reglen om, at man skulle opholde sig i Danmark for at få kontanthjælp.

Med brevet vedlagde kommunen et nyt kontanthjælpsskema.

Kvinden indbragte sagen for det sociale nævn og anførte, at hun rejste til udlandet under børnepasningsorlov for at besøge sin mand og søn i England.

Ved oversendelsen til nævnet oplyste kommunen, at kvinden var alene med 2 børn på henholdsvis knapt 2 år og et halvt år, og at hun havde barselsorlov frem til den 24. august 2006. Da hun ikke havde oplyst kommunen om, at hun skulle rejse, var der ikke taget stilling til, om der kunne dispenseres fra reglerne i aktivlovens § 5.

Af nævnets notat af 10. maj 2006 fremgik, at der ikke var udbetalt kontanthjælp i perioden 3. februar til 5. marts incl. Endvidere at kvinden havde barsel med sit 1. barn indtil 1. marts 2005. Herefter var hun sygemeldt på grund af graviditetsgener med 2. barn den 30. september 2005, dvs. der havde ikke været anledning til aktiveringsfri periode.

Det sociale nævn traf den 30. maj 2006 afgørelse om, at kvinden havde ret til kontanthjælp i tiden 3. februar til 5. marts 2006 uanset ophold i udlandet.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at hun på grund af barselsorlov var aktiveringsfri, jf. aktivlovens § 13, stk. 4, nr. 4, og at reglen i aktivlovens § 5 om at personer, der opholder sig i udlandet, sædvanligvis ikke kan få hjælp efter denne lov, derfor ikke kunne være til hinder for fortsat udbetaling, jf. § 5, stk. 2, nr. 4.

Nævnet henviste til Socialministeriets skrivelse nr. 109 af 30. juni 1998 om orientering om kontanthjælpsmodtageres og revalidenders mulighed for at tage på ferieophold i udlandet.

Nævnet henviste endvidere til SM O-54-99, hvor en ansøger fandtes berettiget til at rejse til udlandet i juli måned 1998 uden at miste retten til kontanthjælp. Begrundelsen herfor var, at rejsen til udlandet fandt sted i en periode, hvor ansøger havde været aktiveret i mere end 11. måneder, hvorfor hun befandt sig i en aktiveringsfri periode, hvor hun ikke skulle stå til rådighed for arbejdsmarkedet.

Nævnet fandt ikke, at kvindens muligheder som barslende kontanthjælpsmodtager for at oppebære kontanthjælp under ophold i udlandet kunne være mindre end en person, der havde ret til aktiveringsfri i en måned.

Nævnet henviste supplerende til, at barselsdagpenge efter dagpengeloven blev ydet uanset udlandsophold i hele barselsperioden, jf. dagpengebekendtgørelsens § 51, stk. 3.

Kommunen klagede over nævnets afgørelse.

I klagen til Ankestyrelsen var det anført, at det af Socialministeriets ovennævnte skrivelse fremgik, at kommunen ville kunne stille lempeligere krav og eventuelt give tilladelse til et nærmere afgrænset kortvarigt ferieophold i udlandet. I den henviste SM-afgørelse var der i sagsfremstillingen bl.a. lagt vægt på, at ansøgeren havde opfyldt forpligtelsen til at give kommunen meddelelse om udrejsen.

Kommunen henviste til, at kvinden i denne sag ikke havde søgt om eller givet kommunen meddelelse om sin udrejse til England. Hermed havde kommunen været frataget muligheden for at træffe afgørelse i det konkrete tilfælde om at give tilladelse til kortvarigt ophold i udlandet samtidig med modtagelse af kontanthjælp.

Hvis afgørelsen skulle tolkes sådan, at kommunerne som hovedregel skulle acceptere udlandsophold uden ansøgning eller meddelelse herom til kommunen i aktiveringsfri perioder for kontanthjælpsmodtagere (enten fordi modtageren efter aktivering i mere end 11 måneder havde aktiveringsfri 1 måned, eller at kontanthjælpsmodtageren grundet barsel var aktiveringsfri) burde dette efter kommunens opfattelse fremover præciseres i de af ministeriet fastlagte bestemmelser og/eller af Ankestyrelsens vejledende praksis. Dette måtte da efter kommunens opfattelse skulle suppleres med hvilke forhold, der kunne begrunde kommunernes fravigelse fra en sådan hovedregel.

Ankestyrelsen havde under sagens behandling indhentet sagsopfølgningsbrev underskrevet af kvinden, hvori det var oplyst, at man kun i særlige tilfælde kunne bevare hjælpen under kortvarigt ophold i udlandet og i alle tilfælde kun efter kommunens tilladelse.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af retten til kontanthjælp under udlandsophold i en situation, hvor ansøger havde barselsorlov.

Kvinden var ikke berettiget til at modtage kontanthjælp under sit ophold i England.

Det betød, at kommunen havde været berettiget til at standse hjælpen den 3. februar 2006.

Det fremgår af aktivlovens § 5, stk. 1, at personer, der opholder sig i udlandet, ikke kan få hjælp efter denne lov.

Af stk. 2 fremgår, at kommunen i særlige tilfælde kan tillade, at retten til hjælp bevares under kortvarige ophold i udlandet, hvis

1) modtageren deltager i aktiviteter, der er led i tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller revalidering efter denne lov

2) modtageren udøver aftalt eller fastsat samvær, som ikke kan foregå her i landet, med egne børn under 18 år

3) modtageren har brug for nødvendig lægehjælp, som den pågældende ikke kan få her i landet, eller

4) der i øvrigt foreligger ganske særlige forhold, f.eks. besøg hos en nær pårørende, der er alvorligt syg

Af stk. 3 fremgår, at det er en betingelse for at bevare hjælpen i udlandet, at opholdet ikke hindrer, at modtageren kan opfylde de almindelige betingelser for hjælp, herunder at den pågældende kan tage imod tilbud om arbejde eller tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Det fremgår af Socialministeriets vejledning til lov om aktiv socialpolitik, pkt. 16, at det er en betingelse for at modtage hjælpen i udlandet, at modtageren opfylder betingelserne for at få hjælp inden udrejsen, og at modtageren har fået kommunens tilladelse før udrejsen. Varigheden fastlægges i det enkelte tilfælde ud fra de konkrete omstændigheder, herunder ud fra karakteren af hjælpen.

Ankestyrelsen fandt således, at det var en betingelse for, at kvinden kunne bevare sin hjælp under ophold i udlandet, at hun forinden havde indhentet kommunens tilladelse, jf. aktivlovens § 5, stk. 2, hvilket hun ikke havde gjort.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at kvinden den 27. januar 2006 skrev under på en sagsopfølgning, hvoraf fremgik, at man kun i særlige tilfælde kunne bevare hjælpen under kortvarigt ophold i udlandet og i alle tilfælde kun efter kommunens tilladelse.

Ankestyrelsen fandt ikke, at reglen i dagpengebekendtgørelsens § 51, stk. 3, kunne medføre et andet resultat.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.

Afgørelsen medførte ikke, at kvinden skulle tilbagebetale den hjælp, hun havde modtaget i henhold til nævnets afgørelse.