Det fremgik af sagen, at en landmand den 1. december 2004 ansøgte om fleksjob i egen virksomhed.
Af ressourceprofilen fremgik det bl.a., at ansøgeren oplyste, at økonomien i landbruget var meget ringe, og at bruget blev drevet med tab. I årene 2002 og 2003 havde han i tiltagende omfang måttet bruge hjælp udefra til at udføre opgaver på gården. Han havde i alt væsentligt arbejdet indenfor landbruget fra 1954 og frem. Han blev selvstændig landmand i 1968 i det landbrug, som han nu havde problemer med at klare. Han var ikke interesseret i revalidering, men ønskede alene at fortsætte driften af gården.
Helbredsmæssigt var det oplyst, at ansøger havde lændesmerter og nakke- skuldersmerter. Kommunens lægekonsulent vurderede, at det var nødvendigt at sende manden til en reumatologisk speciallæge, således at lidelserne kunne blive bedre beskrevne og diagnosticerede.
Kommunen meddelte afslag på ansøgningen om fleksjob i egen virksomhed. Begrundelsen for afgørelsen var, at ansøger ikke havde et forsørgelsesgrundlag i driften af gården. Ved denne vurdering lagde kommunen vægt på, at driften af gården havde givet et underskud på 132.000 kr. i 2003, mens der havde været et overskud på 33.000 kr. i 2002. Der forelå ikke noget regnskab for 2004.
Kommunen tilbød yderligere afklaring af arbejdsevnen i form af en speciallægeerklæring og en arbejdsprøvning med det formål at undersøge, om han kunne udføre andre typer arbejde, eller om han måtte være berettiget til førtidspension.
I forbindelse med sagens behandling i det sociale nævn oplyste en landboforening, som støttede ansøgers klage over kommunens afgørelse, at ansøger årligt brugte ca. 75.000 kr. på erstatningsarbejdskraft, hvilket skyldtes den nedsatte arbejdsevne. Foreningen mente, at kommunen burde tage udgangspunkt i det skattepligtige virksomhedsresultat, når kommunen tog stilling til spørgsmålet om forsørgelsesgrundlag. Der blev henvist til, at det var det skattepligtige virksomhedsresultat, der brugtes, når der blev taget stilling til, om en selvstændig var berettiget til sygedagpenge. Foreningen betonede i flere sammenhænge, at der kunne være stor forskel mellem resultaterne for forskellige år, hvilket skyldtes priser, sygdom i besætningen m.m. Ansøger benægtede, at han havde sagt, at han drev gården med tab.
Det sociale nævn hjemviste sagen til kommunen.
Nævnet begrundede afgørelsen med, at det ikke kunne anses for en forudsætning for støtte i henhold til § 75 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, at der blev foretaget en vurdering af, hvorvidt der var tale om en rentabel virksomhed.
Nævnet lagde vægt på, at det i bekendtgørelsens § 3, stk. 2, var præciseret, at virksomheden udøvedes for egen eller ægtefællens regning og risiko. Herudover var der som betingelse for tilskud til opretholdelse af selvstændig virksomhed fastsat et beskæftigelseskrav i bekendtgørelsens § 3, stk. 3.
Nævnet lagde endvidere vægt på, at der heller ikke i lovens forarbejder fandtes belæg for kommunens opfattelse af, at der skulle foretages en vurdering af, hvorvidt der var tale om en rentabel virksomhed.
Nævnet fandt derfor, at kommunen inden endelig stillingtagen til ansøgers eventuelle berettigelse til fleksjob i egen virksomhed burde have foretaget en arbejdsevnevurdering og herunder en vurdering af, hvorvidt der var grundlag for at indhente yderligere oplysninger til vurderingen heraf.
Kommunen klagede over nævnets afgørelse.
I klagen til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at kommunen tolkede det overordnede formål i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats således, at loven skulle bidrage til et velfungerende arbejdsmarked og sikre borgeren beskæftigelse, således at denne kunne forsørge sig selv og sin familie.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt det var en forudsætning for fleksjob i egen virksomhed, at virksomheden udgjorde et reelt forsørgelsesgrundlag.