En ansøger, der var islandsk statsborger, søgte i juli 2005 om kontanthjælp. Hun havde boet i Danmark siden juli 2004, da hendes mand skulle studere på et universitet her i landet. Ægteparret havde 2 børn og ventede det tredje barn. Ansøger havde været fjernstuderende på en uddannelsesinstitution på Island og var færdig med uddannelsen i juni 2005.
Ansøgers SU-lån var ophørt i forbindelse med færdiggørelse af uddannelsen, og hun kunne ikke umiddelbart få arbejde inden for sit fag, da uddannelsen ikke var godkendt af undervisningsministeriet i Danmark. Hun oplyste, at hun heller ikke kunne få barselsdagpenge fra Island.
Kommunen havde forstået det således, at manden først pr. 1. september 2005 ville være berettiget til SU-lån + magelån. Derfor havde parret i perioden 1. juli 2005-31. august 2005 været nødt til at leve af ægtefællens almindelige SU-lån.
Kommunen meddelte den 9. august 2005 ægtefællerne afslag på barselsdagpenge med den begrundelse, at de ikke opfyldte betingelserne herfor. For at være berettiget til barselsdagpenge skulle man være tilknyttet arbejdsmarkedet i de sidste 13 uger før barselsperiodens indtræden, og i denne periode have været beskæftiget i mindst 120 timer, jf. dagpengelovens § 4, stk. 1, nr. 1.
Kommunen meddelte den 24. august 2005, at ansøger ikke opfyldte betingelserne i aktivlovens § 11 og § 25. Det vurderedes, at hun var kompenseret via sin ægtefælles SU-lån samt magelån, der bevilgedes fra Island under ægtefællens studieperiode i Danmark.
Manden klagede på hustruens vegne over afslaget. Han oplyste endvidere, at han ikke var berettiget til magelån.
Ved genvurderingen fastholdt kommunen sin afgørelse.
Det sociale nævn ændrede kommunens afgørelse og hjemviste sagen til fornyet behandling.
Ansøger havde været udsat for en social begivenhed i henhold til § 11 i lov om aktiv socialpolitik og var således, forudsat de øvrige betingelser var opfyldt, berettiget til hjælp efter lov om aktiv socialpolitik.
Kommunen skulle herefter behandle sagen igen og foretage en beregning af, hvor meget hjælp ansøger var berettiget til at få udbetalt.
Nævnet henviste til, at da ansøger efter at have afsluttet sin uddannelse var blevet arbejdsløs, fandt nævnet, at hun havde været udsat for en social begivenhed, som var omfattet af § 11 i lov om aktiv socialpolitik. Hun var således, forudsat de øvrige betingelser var opfyldt, berettiget til hjælp efter lov om aktiv socialpolitik.
Havde ansøger og ægtefællen indtægter, blev disse trukket fra i hjælpen, jf. dog §§ 31-33 (lov om aktiv socialpolitik § 30, stk. 1).
Når hjælpen til en gift person blev beregnet efter § 26, stk. 4, skulle kommunen kun trække den del af den anden ægtefælles indtægt fra, som oversteg henholdsvis 10.245 kr. eller 7.711 kr. afhængig af, om den pågældende havde forsørgelsespligt over for børn eller ikke. (lov om aktiv socialpolitik § 30, stk. 2).
Eftersom ansøgers ægtefælle var studerende og modtog en anden offentlig forsørgelsesydelse, skulle hendes hjælp udmåles efter reglen i § 26, stk. 4 i lov om aktiv socialpolitik, selvom der var tale offentlig forsørgelse fra Island.
Ved kommunens nye behandling af sagen måtte det undersøges, om ansøgers ægtefælle var berettiget til at modtage et såkaldt magelån fra Island. Et magelån var en indtægt, der skulle trækkes fra i hjælpen, jf. § 30 i lov om aktiv socialpolitik. Grunden hertil var, at et magelån måtte betragtes som en anden offentlig forsørgelse, der var beregnet på at dække familiens økonomiske behov, medens manden var studerende.
Det fremgik af et brev fra The Icelandic Goverment Student Loan Fund, som ansøger havde indsendt til kommunen, at hendes ægtefælle ikke havde ansøgt om et sådant lån. Nævnet henstillede ansøgers ægtefælle til at ansøge om dette.
Nævnet bemærkede, at hvis ægtefællen var berettiget til at modtage lånet, skulle dette medregnes til hans indtægt, uanset om han faktisk valgte at tage det eller ej. Dette fremgik af en afgørelse truffet af Ankestyrelsen, SM I-2-01, hvor muligheden for at optage et studielån blev sidestillet med en indtægt.
Kommune klagede over nævnets afgørelse.
I klagen til Ankestyrelsen var det anført, at nævnets afgørelse efter kommunens vurdering ikke var i overensstemmelse med SM O-108-97.
Nævnet bemærkede ved genvurderingen, at efter nævnets opfattelse var forskellen mellem nærværende sag og SM O-108-97, at klager i nærværende sag afsluttede sin uddannelse efter at have taget ophold i Danmark. I modsætning til SM O-108-97 havde klager således haft en social begivenhed under sit ophold i Danmark.
Sagen blev behandlet i principielt møde til supplement af SM O-108-97 og til afklaring af, om der kunne gives supplerende kontanthjælp til en ansøger, der sammen med sin ægtefælle var flyttet til Danmark fra Island for at ægtefællen kunne studere.
