Sagen drejede sig om en kvinde, der boede alene med sine tre børn, herunder en handicappet datter. Datteren kunne ikke gå, og kvinden havde haft tiltagende problemer med fortsat at bære hende op ad trapperne til den tidligere lejelejlighed på 2. sal. Kvinden blev derfor af kommunen henvist til indflytning i nuværende lejerækkehus.
I forbindelse med flytningen fik kvinden et kommunegaranteret indskudslån ydet med hjemmel i boligstøttelovens regler til den nye bolig på 10.900 kr. Ved fraflytningen fra den tidligere lejlighed fik hun tilbagebetalt 15.003 kr., herunder et tidligere indskudslån ligeledes ydet med hjemmel i boligstøttelovens regler på 9.700 kr., som hun havde indfriet på tidspunktet for fraflytningen.
Årsagen til, at kvinden ved fraflytningen fik indskuddet på 9.700 kr. tilbage, var, at hun selv havde sat lejligheden i stand. Hun havde brug for det tilbagebetalte indskud til andet formål og ønskede derfor ikke, at beløbet skulle indgå i en ny beregning om indskudshjælp. Den uvildige Konsulentordning på Handicapområdet (DUKH) anmodede efterfølgende på kvindens vegne kommunen om at yde hjælp til det fulde indskudslån til den nuværende bolig på 10.900 kr., jf. servicelovens § 28.
Kommunen bevilgede herefter kvinden dækning af merudgifter efter servicelovens § 28 med et beløb på 1.200 kr. til dækning af indskud i den nuværende lejebolig. Dette beløb udgjorde differencen mellem det tilbagebetalte depositum fra den tidligere lejlighed og indskuddet i den nuværende bolig.
Det sociale nævn tiltrådte kommunens afgørelse og fandt, at kvinden ikke var berettiget til det fulde indskudslån på 10.900 kr. til nuværende lejebolig, jf. servicelovens § 28.
Nævnet begrundede afgørelsen med, at merudgiften efter servicelovens § 28 i forbindelse med boligskift som udgangspunkt blev fastsat ud fra en konkret vurdering af de faktiske udgifter. Indskud indgik som en fast del af den samlede udgift til en lejebolig, uanset om der var handicappede børn i husstanden eller ej. Størrelsen af indskuddet i kvindens nuværende bolig kunne derfor ikke anses for at være udtryk for størrelsen af den nødvendige merudgift efter servicelovens § 28.
Nævnet lagde vægt på, at kvinden havde fået udbetalt 9.700 kr. fra tidligere depositum i forbindelse med flytningen, og at der var en umiddelbar sammenhæng mellem årsagen til henholdsvis tilbagebetalingen af tidligere indskud og udgiften til nyt indskud. Hendes merudgifter til nuværende indskud på 10.900 kr. på grund af datterens handicap var efter nævnets opfattelse således kun på 1.200 kr.
Nævnet skønnede det uden betydning for kvindens ret til hjælp til nyt indskud, at hun i forbindelse med flytningen selv havde valgt at bruge det tilbagebetalte depositum til andet formål.
I DUKH's klage til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at man anmodede Ankestyrelsen om at antage sagen til principiel behandling, idet man fandt, at der manglede en afklaring af, hvorvidt der ved bevilling af hjælp efter servicelovens § 28 til indskud i lejebolig skulle ske fradrag for tilbagebetaling af indskud fra tidligere lejebolig, når der skete flytning fra en lejebolig til en anden alene på grund af et handicappet barn.
DUKH henviste herved til kompensationsprincippet og anførte, at i denne sag var årsagen til flytning alene betinget af datterens handicap. DUKH fandt endvidere, at merudgiftsvurderingen efter servicelovens handicapkompenserende regler som udgangspunkt beroede på en konkret vurdering af de faktiske udgifter.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt et indskud fra en tidligere lejebolig skulle anvendes ved indflytning i en ny lejebolig, når indflytningen skyldtes et barns handicap.