Ankestyrelsens principafgørelse C-31-06

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 699 af 7. juni 2006 - § 84, stk. 1 og § 84, stk. 2

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 100

Ansøger, der var studerende, led af en medfødt muskelsygdom, som medførte nedsat muskelstyrke og hurtig udtrætning. Ansøger modtog støtte til køb af bil efter servicelovens § 99 og havde i flere år modtaget en månedlig merudgiftsydelse efter servicelovens § 84.

Kommunen traf afgørelse om bevilling af hjælp til dækning af bl.a. nødvendige merudgifter til befordring i egen bil. Ved beregningen af merudgifterne blev det lagt til grund, at ansøger fik dækket sine kørselsudgifter til og fra studiet efter anden lovgivning. Udgifterne til fritidskørsel, herunder kørsel til fysioterapi, indkøb og besøg hos ansøgers forældre, blev skønsmæssigt på baggrund af oplysninger fra ansøger anslået til 6.894 km årligt. Herfra blev trukket den årlige udgift til et HT-månedskort til 3 zoner samt udgiften til 24 ungdomsbilletter til den by, hvor forældrene boede samt ungdomsrabatkort. Ansøger fik herudover bevilget hjælp til dækning af udgifter til specialsyet tøj, forsikring mv. hvilket indebar, at ansøger i alt fik bevilget 1500 kr. i månedlig merudgiftsydelse.

Muskelsvindfonden klagede på ansøgers vegne over kommunens afgørelse.

Kommunen genvurderede sagen og ændrede delvis sin tidligere afgørelse. Ændringen var bl.a. begrundet i ansøgers oplysninger om, at han spillede ca. 2 dage ugentlig i lokal-området, og at han herudover spillede 1 gang månedlig ikke-lokalt. Ansøgers kørselsbehov var derfor større end først antaget. Det samlede antal kørte km blev hævet med 2.168 km til i alt 9.062 km årligt. Merudgiftsydelsen blev samtidig hævet til 2000 kr. månedligt, som blev ydet med tilbagevirkende kraft.

Det sociale nævn stadfæstede kommunens afgørelse.

Nævnet fandt ikke grundlag for at anfægte kommunens skønsmæssige fastsættelse af nødvendige merudgifter i form af befordring.

Nævnet lagde herved vægt på, at kommunen havde fundet, at det sandsynliggjorte antal kilometer ved beregningen var ansat til 9.062 km årligt.

Nævnet bemærkede, at der ved beregningen alene indgik nødvendige merudgifter ved den skønsmæssige fastsættelse af sandsynliggjorte udgifter til befordring.

Nævnet var således enig med kommunen i, at ikke alle udgifter til befordring, der udsprang af et højt aktivitetsniveau og mange familiebesøg, kunne anses for nødvendige i relation til servicelovens § 84.

Nævnet bemærkede herudover, at der ikke var tale om, at merudgifter var en konkret opgørelse - "krone til krone" - på baggrund af ansøgers oplysninger, men derimod en skønsmæssig fastsættelse ud fra det foreliggende samt ud fra hvad andre ikke handicappede borgere havde af udgifter til formålet.

Nævnet tiltrådte tillige kommunens afgørelser om hjælp til dækning af udgifter til tilretning af tøj, køb af pænt tøj samt udgifter til bolig.

Muskelsvindsfonden klagede på ansøgers vegne over nævnets afgørelse.

I klagen til Ankestyrelsen var det bl.a. i forhold til spørgsmålet om hjælp til dækning af udgifter til befordring anført, at kommunens afgørelse ikke var fastsat ud fra en skønsmæssig fastsættelse af merudgifterne. Der var derimod tale om meget konkrete beregnede merudgifter. Det var i den forbindelse anført, at det gældende regelsæt ikke indeholdt nogen betingelse om, at alle små ture skulle specificeres, for at de kunne anses for sandsynliggjorte.

Det var videre anført, at det var besynderligt, at kommunen havde fratrukket værdien af et 3-zoners kort i stedet for et 2-zoners kort. Ansøger bevægede sig nemlig slet ikke hen til steder, der i forhold til ansøgers bopæl krævede et månedskort til 3 zoner. Der burde derfor højst fratrækkes værdien af et 2-zoners kort. Det var samtidig bemærket, at der ville kunne argumenteres for, at ansøger i betydeligt omfang ville have valgt cyklen, hvis ansøger ikke havde haft en funktionsnedsættelse, som hindrede dette. Det blev vurderet, at Ankestyrelsen burde tage stilling til, hvilke (fiktive) udgifter til befordring, der kunne modregnes i de konkret opgjorte befordringsudgifter.

Nævnet bemærkede ved genvurderingen bl.a., at ikke al angiven befordring var nødvendig i relation til servicelovens § 84.

Nævnet havde fundet, at kommunen havde medtaget et ganske pænt antal kilometer ved vurderingen, der bl.a. beroede på accept af et højt aktivitetsniveau (udøvelse af musik), herunder henset til at ansøger var studerende og boede i byen.

For så vidt angik træk i form af HUR-månedskort til 3 zoner kunne kommunen have valgt at trække udgiften til et månedskort til 2 zoner og samtidig trække udgiften til en returbillet ved rejser udover 2 zoner eller billet for hver tur.

Nævnet havde ikke fundet grundlag for at ændre/pålægge kommunen at foretage en så detaljeret beregning.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt og i hvilket omfang der skulle ske en sandsynliggørelse af de samlede befordringsudgifter og de befordringsudgifter, der ikke var merudgifter i relation til servicelovens § 84.

Ankestyrelsen fandt, at ansøger ikke havde ret til yderligere hjælp til befordring.

Begrundelsen for afgørelsen var, at Ankestyrelsen ikke fandt grundlag for at tilsidesætte nævnets afgørelse om beregning af merudgiften til befordring, herunder afgørelsen om at fradrage udgiften til et månedskort.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at det fulgte af servicelovens bestemmelse om hjælp til dækning af nødvendige merudgifter, at der alene kunne ydes hjælp til udgifter, som var en følge af den nedsatte funktionsevne, og at tilskuddet skete på grundlag af de sandsynliggjorte merudgifter.

Ankestyrelsen lagde videre lagt vægt på, at det fulgte af Socialministeriets bekendtgørelse om hjælp til dækning af nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse, at merudgifterne skulle udmåles på baggrund af et overslag over de sandsynliggjorte merudgifter, og at overslaget skulle fastlægges ud fra kendskabet til niveauet generelt for de omhandlede udgifter.

Ankestyrelsen fandt på den baggrund ikke, at der kunne stilles krav om, at der skulle foreligge en nøje specifikation af hver enkelt merudgift.

Ankestyrelsen fandt herefter heller ikke, at fastsættelsen af ansøgers merudgifter til befordring, som var skønnet på baggrund af ansøgers egne oplysninger om kørselsbehovet og sammenholdt med generelle oplysninger om kørselsudgiften ved anvendelse af offentlig transport, var i strid med bestemmelsen om nødvendige merudgifter.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.