Sagen drejede sig om en mand, der i 2001 blev ramt af en række apopleksianfald, hvilket medførte en væsentlig nedsættelse af hans funktionsevne, herunder udbredt lammelse. Han var som følge heraf tilkendt højeste førtidspension.
Forud herfor var manden blevet separeret, og i forbindelse med separationen fastsatte statsamtet, at han havde ret til samvær med sine to børn hver anden weekend samt hver tirsdag til onsdag.
Kommunen meddelte ved afgørelse af 22. august 2003, at han bevilgedes 10-12 timers støtte til et månedligt weekendsamvær med sine børn i sit hjem.
Kommunen oplyste, at det bevilgede timeantal var midlertidigt til årets udgang, og at bevillingens omfang skulle revurderes i december 2003 ud fra de opsamlede erfaringer under støtteforløbene. Ved udmålingen havde kommunen taget i betragtning, at manden var blevet mere selvhjulpen og var flyttet tættere på børnene, så de havde mulighed for at cykle over til ham på kortere besøg. Da der således var mulighed for jævnligt samvær med børnene af kortere eller længere varighed, skønnede kommunen, at såvel hans som børnenes behov for samvær kunne tilgodeses i den bevilgede periode.
Manden klagede over kommunens afgørelse.
Det sociale nævn stadfæstede kommunens afgørelse.
Nævnet lagde til grund, at manden accepterede kommunens konkrete, individuelle vurdering af behovet for støtte på 12 timer under hvert weekendsamvær, men at han ikke kunne acceptere begrænsningen til en weekend om måneden.
Nævnet fandt, at der i denne sag ikke kunne lægges afgørende vægt på den konkrete samværsresolution, idet denne var udfærdiget, inden manden blev syg, og som følge heraf ikke længere selv kunne være alene med begge børn på samme tid uden problemer.
Det var nævnets opfattelse, at kommunens afgørelse ikke var i strid med formålet med reglerne om samværsret, idet manden med den midlertidige bevilgede støtte én gang om måneden bevarede kontakten med sine børn ud over den kontakt, han i øvrigt allerede havde med børnene uden kommunens støtte. Nævnet fandt herefter ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens skønsmæssige afgørelse om, hvor tit han havde brug for socialpædagogisk støtte efter servicelovens § 73, idet skønnet hverken fandtes at være i strid med de retlige rammer for skønsudøvelsen eller åbenbart urimeligt. Nævnet fandt heller ikke grundlag for at antage, at der var varetaget usaglige hensyn ved kommunens afgørelse.
I klagen over nævnets afgørelse blev det oplyst, at støtten på 10-12 timer nogenlunde svarede til mandens behov på én weekend, men tilgodeså ikke, at der før han blev syg havde været samvær hver anden weekend. Der ønskedes en principiel afklaring af den kommunale forpligtelse efter servicelovens § 73. Der blev spurgt, om det var i overensstemmelse med formålsbestemmelserne i servicelovens §§ 1og 67 og mulighederne for at yde socialpædagogisk støtte efter § 73, at kommunen alene ville yde støtte i forbindelse med samvær hver 4. weekend og ikke hver anden weekend, som ifølge Civilretsdirektoratet var det generelle udgangspunkt for samvær, jf. herved SM A-9-03.
Det bemærkedes bl.a., at der i SM A-9-03 også var tale om en borger, der havde haft samvær hver anden weekend inden den ulykke, der påførte borgeren et handicap. Det fremgik endvidere af klagen, at der ikke var grund til at gå ind i yderligere familieretlige betragtninger i sagen, da der ikke var oplyst nogen form for konflikt eller modsætningsforhold mellem forældrene, og da der ikke forelå oplysninger om, at børnene ikke ønskede samvær med deres far.
Ved nævnets genvurdering blev afgørelsen fastholdt med den tidligere givne begrundelse.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på belysning af betydningen af bestemmelserne i en samværsresolution om omfanget af samvær ved vurdering af behovet for støtte efter servicelovens § 73 til gennemførelse af samvær.
