Ankestyrelsens principafgørelse Y-2-06

Lov om fleksydelse - lovbekendtgørelse nr. 1054 af 4. november 2005 - § 21

Forvaltningsloven - lov nr. 571 af 19. december 1985 - § 7, stk. 1

En kvinde, der overgik til fleksydelse fra den 1. maj 2005, søgte i forbindelse hermed om vejledning i Fleksydelseskontoret med hensyn til, hvordan hun skulle forholde sig med hensyn til optjent ferie.

Efter kvindens oplysninger var hun blevet vejledt om, at udbetaling af feriepenge ville medføre fradrag i fleksydelsen, og at hun lige så godt kunne afholde hele ferien på én gang.

Hun indsendte derfor sit feriekort med oplysning om, at hun holdt ferie i 25 dage i juli 2005. Fleksydelseskontoret foretog derfor fradrag i fleksydelsen for juli og august 2005, jf. § 34 og § 35 i bekendtgørelsen til fleksydelsesloven.

I juni 2006 bad kvinden om genoptagelse af sagen, da hun fra anden side var orienteret om, at hun kunne have ventet med at få feriepengene udbetalt til ferieårets udgang og på den måde kunne have undgået fradrag i fleksydelsen.

Fleksydelseskontoret fastholdt sin afgørelse. Fleksydelseskontoret anførte, at man som udgangspunkt alene vejledte om hvilke indtægter, der efter reglerne om fleksydelse og den tilhørende bekendtgørelse medførte fradrag i fleksydelse, fx reglerne om fradrag for ferie med løn eller feriegodtgørelse i bekendtgørelsens § 34.

Fleksydelseskontoret anså det ikke for en statslig myndigheds opgave af egen drift at rådgive om, hvordan man kunne undgå at få foretaget fradrag i fleksydelsen - og dermed opnå dobbeltforsørgelse - ved at udnytte særregler i anden lovgivning, fx de særlige regler i ferielovens § 34 b om udbetaling af feriegodtgørelse ved ferieårets udløb.

Der var ingen dokumentation for, hvilken vejledning kvinden konkret havde fået.

Ved genvurderingen af sagen bemærkede Fleksydelseskontoret, at direktoratet ikke betvivlede, at kvinden havde kontaktet Fleksydelseskontoret telefonisk. Direktoratet fastholdt dog, at der ikke i den forbindelse havde foreligget en forespørgsel eller anden tilkendegivelse fra hende, der skulle have givet direktoratet konkret anledning til at oplyse om muligheden for at undgå fradrag i fleksydelsen ved at undlade at holde ferien og i stedet søge om at få feriepengene udbetalt efter ferieårets udløb efter særreglerne i ferieloven.

Kvinden gjorde i klagen gældende, at hun ikke var blevet vejledt korrekt. Hun havde ringet, fordi hun skulle på ferie i 9 dage, men havde fået oplyst, at det var lettest at tage alle 25 dag med det samme, så ville hun være fri for at sende feriekortet ind flere gange.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af Arbejdsdirektoratets vejledningspligt.

Ved kvindens konkrete henvendelse om vejledning med hensyn til optjente feriepenge burde Fleksydelseskontoret have orienteret om, hvilke muligheder der forelå med hensyn til afholdelse af ferie og udbetaling af feriepenge.

Ankestyrelsen lagde til grund, at kvinden efter ferielovens § 34 b havde mulighed for at vælge mellem at holde ferie med optjente feriepenge mod fradrag i fleksydelsen, eller at undlade at holde ferie og få feriepengene udbetalt efter ferieårets udløb uden fradrag i fleksydelsen.

Efter forvaltningslovens § 7, stk. 1, skulle en forvaltningsmyndighed i fornødent omfang yde vejledning og bistand til personer, der rettede henvendelse om spørgsmål inden for myndighedens sagsområde.

Arbejdsdirektoratet Fleksydelseskontoret havde om sin vejledningsforpligtelse udtalt, at det ikke kunne anses for en statslig myndigheds opgave af egen drift at rådgive om, hvordan man kunne undgå at få foretaget fradrag i fleksydelsen - og dermed opnå dobbeltforsørgelse - ved at udnytte særregler i anden lovgivning, fx de særlige regler i ferielovens § 34 b om udbetaling af feriegodtgørelse efter ferieårets udløb.

Ankestyrelsen lagde til grund, at der ikke gjaldt en sådan generel vejledningsforpligtelse.

I den konkrete sag lagde Ankestyrelsen til grund, at kvinden havde rettet henvendelse til Arbejdsdirektoratet Fleksydelseskontoret om vejledning med hensyn hendes optjente feriepenge.

Ankestyrelsen fandt, at Fleksydelseskontoret ikke fuldt ud havde levet op til sin forpligtelse efter forvaltningslovens § 7, stk. 1, ved ikke at orientere om begge muligheder efter ferieloven. kvinden skulle derfor stilles, som om hun var blevet vejledt korrekt.

Ankestyrelsen hjemviste sagen til Fleksydelseskontoret med henblik på ny beregning af fleksydelsen for juli og august 2005.