Ankestyrelsens principafgørelse C-42-06

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 699 af 7. juni 2006 - § 84, stk. 1

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 100

En kvinde led af insulinkrævende sukkersyge. Hun søgte i oktober 2004 kommunen om dækning af merudgifter til bl.a. diætkost efter servicelovens § 84.

Af statusbedømmelse fra november 2004 fra hospitalet fremgik bl.a., at kvinden havde type 1 diabetes. Hun var umiddelbart begyndt insulinbehandling, spiste diabeteskost, overholdt sund levevis og havde ikke nogle senkomplikationer til sukkersygen. Kvinden blev vurderet til at have samme merudgifter til diabeteskost som gennemsnitlige patienter med type 1 diabetes.

Det fremgik af kommunens afgørelse fra december 2004, at der blev givet afslag på merudgifter, da de ansøgte udgifter uden medregning af diætkost ikke beløb sig til mere end 5.934 kr. årligt.

Kvinden søgte efterfølgende i august 2005 på ny om dækning af merudgifter. Herudover anmodede kvinden om genoptagelse af sagen med tilbagevirkende kraft, da afslaget var givet på forkert grundlag. Kvinden henviste til SM C-27-05 og SM C-28-05.

Det fremgik af kommunens journaludskrift fra september 2005, at kvinden fik tilkendt et basisbeløb på 1.500 kr. pr. måned som merudgifter fra den 1. september 2005.

Kommunen traf efterfølgende i september 2005 afgørelse om, at kommunen betragtede et senere brev fra august 2005 fra kvinden angående merudgiftsydelse med tilbagevirkende kraft fra 1. ansøgning (oktober 2004) som en ansøgning. Kommunen fastholdt af den grund datoen 1. september 2005 som 1. ydelsesdag.

Det sociale nævn stadfæstede kommunens afgørelse.

Nævnet lagde vægt på, at kvinden ikke havde klaget over kommunens oprindelige afgørelse fra december 2004, hvor kvinden fik afslag på støtte efter servicelovens § 84.

Nævnet lagde endvidere vægt på, at SM C-27-05 blev udsendt den 17. juni 2005, hvilket var efter kommunens afgørelse fra december 2004, og at en Social Meddelelse som udgangspunkt først danner grundlag for den fremtidige retsanvendelse.

Nævnet fandt endvidere ikke, at det kunne betegnes som en retsvildfarelse eller ulovlig anvendelse af loven, at kommunen under henvisning til udviklingen i kostvanen i Danmark ved sin afgørelse fra december 2004 ikke fandt det sandsynliggjort, at der længere var tale om merudgifter til diætkost for diabetikere.

I klagen til Ankestyrelsen blev der henvist til udtalelsen fra Diabetesforeningen. Det fremgik bl.a. heraf, at den afgørelse, som kommunen traf i december 2004, stred mod Ankestyrelsens praksis - på det tidspunkt og også aktuelt.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, fra hvilket tidspunkt en ansøger opfyldte betingelserne for at få udbetalt hjælp til nødvendige merudgifter efter servicelovens § 84, når der forelå en tidligere afgørelse, som ikke var i overensstemmelse med Ankestyrelsens praksis.

Ankestyrelsen fandt, at kvinden opfyldte betingelserne for at få genoptaget sagen.

Ankestyrelsen fandt, at kvinden opfyldte betingelserne for at få medregnet udgifter til diætkost ved beregning af nødvendige merudgifter i forbindelse med ansøgningen i 2004.

Ankestyrelsen hjemviste sagen til kommunen til ny behandling og afgørelse vedrørende kvindens ansøgning fra oktober 2004.

Begrundelsen for afgørelsen var, at kommunen ved afgørelsen fra december 2004 havde begået en åbenbar sagsbehandlingsfejl ved ikke at medregne kvindens merudgifter til diætkost ved beregningen af hendes ret til ydelser efter servicelovens § 84.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at SM O-74-93 forelå på tidspunktet for kommunens afgørelse fra december 2004. Ifølge SM 0-74-93 var det ikke påvist, at der ikke var merudgifter ved kosten til sukkersyge børn. Der kunne derfor som hidtil ydes tilskud til merudgifter til kost til sukkersyge.

Kommunens afgørelse fra december 2004 var udtryk for en retsvildfarelse, da den var i strid med gældende retspraksis. Da der var tale om en åbenbar fejl, burde kommunen have genoptaget sagen og korrigeret fejlen, da kvinden i august 2005 ansøgte om ydelser efter § 84 med tilbagevirkende kraft.

Kommunen havde ikke haft retligt grundlag for at træffe afgørelse ud fra en formodning om, at der ikke længere var merudgifter ved diætkost til diabetikere.

Ankestyrelsen lagde i denne forbindelse endvidere vægt på, at Ankestyrelsen i SM C-27-05 og SM C-28-05 havde udmeldt, at der på det foreliggende ikke var grundlag for en ændring af praksis, hvorefter insulinkrævende diabetikere fortsat havde merudgifter til diætkost.

Det kunne på baggrund af fejlens størrelse ikke tillægges afgørende vægt, at kvinden ikke havde klaget over kommunens afgørelse fra december 2004. Ankestyrelsen lagde til grund, at klageinstanserne var forpligtede til at prøve indholdet af en afgørelse og eventuelt at korrigere denne, når der fandtes at foreligge en åbenbar fejl, som gav grundlag for genoptagelse.

Kommunen skulle i forbindelse med hjemvisningen tage stilling til, om de øvrige betingelser for bevilling af merudgift efter servicelovens § 84, herunder merudgifternes størrelse, var opfyldte.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.