Ankestyrelsens principafgørelse A-17-06

Principafgørelsen er afløst af en nyere afgørelse

Kassationsdato:

01-11-2012

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 1009 af 24. oktober 2005 - § 84

Forvaltningsloven - lov nr. 571 af 19. december 1985 - § 7, stk. 1

Lov om forældelse af visse fordringer - lov nr. 274 af 22. december 1908 - § 1, nr. 2

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 847 af 8. september 2005 - § 5

Note:

Erstattes af 166-12

Sagen vedrørte en kvinde, som i 1995 fik forældremyndigheden over et barn, som der ikke var forsørgelsespligt overfor.

Kvinden rettede i forbindelse med sagen om forældremyndig henvendelse til kommunen vedrørende medicinkort og transportudgifter til barnet, som kommunen bevilligede hjælp til dækning af.

I januar 2005 rettede kvinden henvendelse til kommunen vedrørende spørgsmål om ret til hjælp efter aktivlovens § 84. I juni 2005 blev ansøgning efter aktivlovens § 84 om økonomisk hjælp til udgifter i forbindelse med forældremyndigheden over barnet indsendt til kommunen.

Kommunen traf i juni 2005 afgørelse om bevilling af økonomisk hjælp med et månedligt beløb. Bevillingen var gældende fra datoen for ansøgningen, hvilket var den 6. juni 2005. Kommunen ydede ikke hjælp med tilbagevirkende kraft, idet kommunen lagde vægt på, at kvinden siden januar 2005 havde vidst, at hun havde mulighed for at søge om hjælpen efter aktivlovens § 84.

Det sociale nævn ændrede kommunens afgørelse.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at kvindens behov for støtte var bekendt af kommunen allerede i 1995, og at kommunen derfor burde have vejledt om den hjælp, der kunne ydes efter daværende bistandslovs § 46 c.

Nævnet fandt derfor som følge af de almindelige forvaltningsretlige principper, at den manglende vejledning medførte, at kvinden skulle stilles på den samme måde, som en behørig vejledning ville have medført.

Nævnet fandt dog samtidigt, at kvindens ret til efterbetaling var begrænset af den 5-årige forældelsesregel i lov om forældelse af visse fordringer, § 1.

Nævnets begrundelse var, at kvindens krav om efterbetaling efter aktivlovens § 84 var omfattet af den 5-årige forældelsesregel i 1908-lovens § 1, nr. 2, idet ydelsen måtte anses for en månedlig ydelse.

Nævnet fandt derfor, at en 5 årig forældelsesfrist skulle regnes fra det tidspunkt, hvor kommunen fik henvendelsen om hjælp efter reglen i aktivlovens § 84, hvilket ifølge kommunens journaloplysninger var i januar 2005.

Kvinden klagede over nævnets afgørelse.

Det blev anført i klagen, at den 5-årige forældelsesfrist var suspenderet i henhold til 1908-lovens § 3, idet kvinden var i utilregnelig uvidenhed om sit krav på hjælp indtil januar 2005, hvor hun telefonisk af en kommunal sagsbehandler blev oplyst om muligheden for ydelser efter aktivlovens § 84.

Endvidere blev det anført, at kommunen hele tiden havde haft kendskab til barnets situation.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om ret til hjælp efter den tidligere bistandslovs § 46 c (nuværende aktivlovs § 84) var begrænset af den 5-årige forældelsesregel i 1908-loven om forældelse af visse fordringer med hensyn til oplysninger om, hvilken hjælp en forældremyndighedsindehaver uden forsørgelsespligt kunne få.

Ankestyrelse var enig med det sociale nævn i, at kvindens hjælp efter aktivlovens § 84 skulle beregnes 5 år tilbage fra henvendelsen til kommunen i januar 2005. Hun var således ikke berettiget til, at hjælpen kunne beregnes med tilbagevirkende kraft fra 1995.

Begrundelsen var, at den 5-årige forældelsesfrist skulle regnes fra det tidspunkt, hvor kvinden rettede henvendelse til kommunen om oplysninger vedrørende hjælp efter aktivlovens § 84, hvilket ifølge kommunens journaloplysninger var i januar 2005.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at kommunen havde tilsidesat sin vejledningspligt tilbage i 1995, jf. forvaltningslovens § 7, stk. 1, ved ikke at give oplysninger om daværende bistandslovs § 46 c, nu videreført uden rettelser ved aktivlovens § 84.

Ankestyrelsen lagde herunder vægt på, at kvinden havde rettet henvendelse til kommunen om hjælp i forbindelse med, at denne søgte om forældremyndigheden vedrørende barnet. Kommunen bevilgede herved medicinkort, institutionsplads og dækkede institutionsplads.

Ankestyrelsen fandt således, at den manglende vejledning i 1995 medførte, at kvinden burde stilles på den samme måde, som en behørig vejledning ville have medført.

Ankestyrelsen fandt dog samtidigt, at kvindens ret til efterbetaling var begrænset af den 5-årige forældelsesregel i § 1 i lov om forældelse af visse fordringer (1908-loven)

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at krav om efterbetaling af støtte efter aktivlovens § 84 var omfattet af den 5-årige forældelsesregel i 1908-lovens § 1, nr. 2, idet ydelsen blev anset for en månedlig ydelse.

Ankestyrelsen bemærkede i øvrigt, at ukendskab til lovgivningen ikke gav grundlag for at suspendere fra den 5-årige forældelsesregel.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.