Ankestyrelsens principafgørelse A-22-06

Der er kommet nye regler på området

Kassationsdato:

30-12-2009

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 1009 af 24. oktober 2005 - § 39

Arbejdsdirektoratets vejledning nr. 99 af 20. august 2003 om rådighed for personer, der ansøger om eller modtager kontanthjælp eller starthjælp alene på grund af ledighed -

Socialministeriets vejledning nr. 39 af 5. marts 1998 om lov om aktiv socialpolitik - pkt. 140

Den ene ægtefælle var udeblevet i 6 dage fra et tilbud af 14 dages varighed efter § 32 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Kommunen nedsatte begge ægtefællers kontanthjælp med 2.248,14 kr. for de 6 dages udeblivelse med henvisning til aktivlovens § 39 og § 13, stk. 3, da den ene ægtefælle uden rimelig grund var udeblevet fra tilbuddet.

Nævnet var enig med kommunen i, at ægtefællen uden rimelig grund var udeblevet fra tilbuddet.

Nævnet fandt dog ikke, at der efter aktivlovens § 39 også var hjemmel til at nedsætte kontanthjælpen for den anden ægtefælle.

Nævnet begrundede denne del af sin afgørelse med, at der efter aktivlovens § 39 alene var hjemmel til at nedsætte hjælpen for den, som udeblev fra et tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Kommunen klagede over afgørelsen.

Kommunen anførte i klagen, at begge ægtefæller modtog kontanthjælp i henhold til aktivlovens §§ 25 og 26 og derfor modtog en beregnet samlet hjælp, og at begge ægtefæller skulle stå til rådighed og udnytte deres arbejdsmuligheder.

Kommunen henviste til vejledning nr. 99 af 20. august 2003 om rådighed for personer, der ansøger om eller modtager kontanthjælp eller starthjælp alene på grund af ledighed.

Kommunen henviste nærmere til, at det af vejledningen Til § 2 fremgik, at sanktioner også omfattede ansøgers ægtefælle, og at det ville sige, at manglende rådighed for en kontanthjælpsmodtager fortsat indebar, at også ægtefællen mistede sin hjælp eller omfattedes af en sanktion.

Kommunen henviste også til vejledningen Til § 18 og anførte, at det heraf fremgik, at ved manglende deltagelse i et tilbud, skulle kommunen fradrage i hjælpen, og at der skulle fradrages i hjælpen for både den, der skulle deltage i tilbuddet og for ægtefællen. Det var en konsekvens af, at begge ægtefæller skulle stå til rådighed for arbejdsmarkedet.

Nævnet fandt ved sin genvurdering fortsat ikke, at der var hjemmel til at nedsætte hjælpen til den ægtefælle, som ikke var udeblevet.

Nævnet anførte, at det af aktivlovens § 39, stk. 2, fremgik, at hjælpen nedsattes forholdsmæssigt svarende til det antal timer, som den pågældende var udeblevet.

Nævnet fandt ikke, at det forhold, at begge ægtefæller skulle stå til rådighed efter aktivlovens § 13, indebar, at der skulle fradrages i begge ægtefællers kontanthjælp, når den ene ægtefælle udeblev uden grund.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om der efter aktivlovens § 39 var hjemmel til at nedsætte begge ægtefællers kontanthjælp, eller om kontanthjælpen kun kunne nedsættes for den person, der udeblev fra et tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Ankestyrelsen fandt, at kontanthjælpen kun skulle nedsættes med et beløb, der svarede til, hvad den ene ægtefælle skulle have haft udbetalt i perioden 10.-15. marts 2005, hvor hun udeblev fra et tilbud, det ville sige i alt 2.248,14 kr.

Ankestyrelsen stadfæstede således nævnets afgørelse.

Begrundelsen for afgørelsen var, at Ankestyrelsen vurderede, at der ikke var tilstrækkelig hjemmel i aktivlovens § 39 til at nedsætte hjælpen til hver ægtefælle med et beløb svarende til den ene ægtefælles udeblivelse. Der var alene udtrykkelig hjemmel til samlet at nedsætte hjælpen med et beløb svarende til det beløb, som den ægtefælle, der var udeblevet, skulle have haft, hvis hun ikke var udeblevet.

Grunden til vurderingen var, at det ikke fremgik udtrykkeligt af § 39, stk. 1, at hjælpen skulle nedsættes for hver ægtefælle med et beløb svarende til den ene ægtefælles udeblivelse.

Bestemmelsen fastslog, "at udebliver en person eller dennes ægtefælle uden rimelig grund fra et tilbud om aktivering eller anden beskæftigelsesfremmende foranstaltning, skal kommunen nedsætte hjælpen efter § 25".

Det fremgik således ikke af bestemmelsen, at hjælpen skulle nedsættes med et beløb for hver ægtefælle.

Heller ikke af § 39, stk. 2, fremgik det klart, at hjælpen skulle nedsættes for hver ægtefælle. Efter bestemmelsen nedsattes hjælpen forholdsmæssigt "svarende til det antal timer, som den pågældende er udeblevet".

I lovforslaget til § 39 var det anført, at hjælpen efter § 25 kunne nedsættes for både den, der var omfattet af aktivlovens § 11 og den pågældendes ægtefælle.

Efterfølgende var det dog anført, at hvis begge ægtefæller udeblev fra et tilbud om aktivering eller anden beskæftigelsesfremmende foranstaltning, foretoges der fradrag i den samlede hjælp svarende til det antal timer, som ægtefællerne samlet var udeblevet.

Punkt. 140 i Socialministeriets vejledning nr. 39 af 5. marts 1998 om lov om aktiv socialpolitik henviste til et regneeksempel 4d, hvor alene den ene ægtefælle var udeblevet fra et tilbud, og hvor der ikke sås at være foretaget 2 gange fradrag for udeblivelsen i hjælpen. Ved reglens indføjelse i aktivloven sås det således ikke at have været hensigten, at der skulle foretages fradrag for mere end, hvad der svarede til 1 udeblivelse.

I bekendtgørelse nr. 1161 af 30. november 2004 om rådighed for personer der ansøger om eller modtager kontanthjælp eller starthjælp alene på grund af ledighed var der i § 18 en sanktionsbestemmelse, der henviste til aktivlovens § 39. I denne bestemmelse var alene henvist til, at "en person, der uden rimelig grund udebliver. . . ". I denne bestemmelse var ægtefællen ikke omtalt.