Sagen drejede sig om en ung mand med insulinkrævende diabetes. Manden søgte kommunen om hjælp til dækning af nødvendige merudgifter til bl.a. kørekortfornyelse. Han oplyste i denne forbindelse, at han var afhængig af sit kørekort, fordi hans store hobby var musik. Han spillede i et band og håbede, at musik kunne blive hans levevej. Han kunne ikke tage bussen, når han skulle have alt sit udstyr med. Han øvede flere steder, og udstyret skulle transporteres fra gang til gang. Han havde ikke sin egen bil, men lånte sine forældres. På et tidspunkt skulle han sandsynligvis have sin egen bil på grund af musikken.
Kommunen gav afslag på dækning af merudgifter til kørekortfornyelse. Kommunen vurderede, at der ikke kunne ydes støtte som en nødvendig merudgift, idet udgiften til kørekortfornyelse ikke skønnedes at være en nødvendig merudgift i lovens forstand.
Det sociale nævn stadfæstede kommunens afgørelse og fandt således, at manden ikke på det foreliggende grundlag var berettiget til betaling af merudgifter til kørekortfornyelse.
Nævnet bemærkede, at det ikke fandtes udelukket at yde støtte til kørekortfornyelse, såfremt der var tale om en nødvendig merudgift.
Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at udgiften til kørekortfornyelse i mandens tilfælde ikke var en nødvendig merudgift. Det var således ikke nødvendigt for ham med et kørekort f.eks. i erhvervsmæssig sammenhæng. Nævnet lagde ligeledes vægt på, at han ikke selv havde bil.
I mandens klage til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at andre unge med kørekort ikke havde udgifter til fornyelse af kørekortet. Det var en udgift, der specielt blev pålagt insulinkrævende diabetikere hvert andet år. Der var således tale om en udgift, der fulgte af den nedsatte funktionsevne. At manden som ung diabetiker havde kørekort, var blot udtryk for, at han levede en så normal tilværelse som muligt på trods af en kronisk sygdom.
I den supplerende klage fra Diabetesforeningen var det bl.a. anført, at formålet med servicelovens § 84 netop var at sætte mennesker med nedsat funktionsevne i stand til at leve et liv som andre på samme alder og i samme livssituation. Spørgsmålet om, hvorvidt merudgifter i henhold til servicelovens § 84 skulle være erhvervsmæssigt nødvendige for at indgå i beregningen, var et principielt spørgsmål.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om udgiften til en tilbagevendende fornyelse af kørekort til en ung diabetiker med en insulinkrævende diabetes var en nødvendig merudgift set i lyset af, at manden ikke selv havde bil, men benyttede forældrenes bil til sine fritidsinteresser.
