Sagen drejede sig om en mand, der var synshandicappet. Han var klassificeret som socialt blind og var medlem af Dansk Blindesamfund. Han havde en visus synsstyrke på 10% eller mindre. Som følge af synshandicappet havde han modtaget relevant synsfaglig rådgivning, og han var bevilget specialoptik, herunder specielle pc-skærme, lupper samt belysning. Han havde endvidere været på nyblindekursus, og der var iværksat tiltag med henblik på tilbagevenden til arbejdsmarkedet i form af arbejdsprøvning og bevilling af fleksjob.
Manden søgte kommunen om hjælp til dækning af merudgifter som følge af sit synshandicap. Det fremgik af det i sagen foreliggende samtaleskema, at han var selvhjulpen i hverdagen. Han kunne selv tage ud at handle, men han havde svært ved at se priser og datomærkninger. Han havde svært ved at læse og skrive på grund af sit synshandicap, og han havde derfor også problemer, når han skulle lave regnskab, betale regninger og udfylde sin selvangivelse. Han kunne ikke længere køre bil, men var afhængig af offentlige transportmidler.
Kommunen meddelte manden afslag på hans ansøgning med henvisning til SM C-25-05 om hjælp til dækning af merudgifter til en ansøger, der led af følger efter piskesmæld. Kommunen begrundede afslaget med, at manden ikke vurderedes at have en så nedsat funktionsevne, at han var omfattet af personkredsen i servicelovens § 84.
Videre undersøgte kommunen på baggrund af mandens ansøgning, om han var berettiget til en ledsager efter servicelovens § 78. Det vurderedes, at han ikke hørte ind under personkredsen.
Det sociale nævn stadfæstede kommunens afgørelse og fandt således, at manden ikke havde ret til dækning af merudgifter eller ledsagelse.
Nævnet bemærkede indledningsvis, at blinde og svagsynede i princippet kunne være omfattet af servicelovens § 84, men at afgørelsen herom beroede på en konkret vurdering af ansøgers funktionsevne. Nævnet var således enig med kommunen i, at den omstændighed, at manden havde en synsstyrke på under 10% og var klassificeret som socialt blind, ikke i sig selv kunne medføre, at han var berettiget til hjælp til merudgifter i henhold til servicelovens § 84.
Ved den konkrete vurdering af, om manden var berettiget til hjælp efter servicelovens § 84 fandt nævnet, at han ikke aktuelt havde en sådan væsentligt nedsat funktionsevne som forudsat for at yde hjælp efter bestemmelsen. Nævnet lagde herved vægt på, at der ikke ud over revalidering og forskellige hjælpemidler havde måttet iværksættes betydelige hjælpeforanstaltninger, for at han kunne opnå en tilnærmelsesvis normal tilværelse. Nævnet lagde herved vægt på, at han, selv om han havde visse gener af sin synsnedsættelse, klarede sig selv i alle daglige funktioner.
Nævnet fandt ej heller, at manden var omfattet af personkredsen, som var berettiget til ledsageordning i henhold til servicelovens § 78. Nævnet lagde herved vægt på, at han var i stand til at færdes alene uden ledsagelse. Den omstændighed, at han havde vanskeligt ved at læse priser m.v. i forbindelse med indkøb, kunne ikke i sig selv begrunde, at han var berettiget til hjælp til ledsagelse.
Manden klagede til Ankestyrelsen over nævnets afgørelse. I den uddybende klage fra Dansk Blindesamfund var det bl.a. anført, at synshandicappede var nævnt som værende blandt den personkreds, der kunne modtage både ledsageordning og merudgiftsydelse. Dette fremgik af bl.a. vejledningerne til begge bestemmelser. Dansk Blindesamfund var naturligvis klar over, at det ikke var diagnose/handicappet alene, der gjorde, om en person skulle bevilges ledsageordning og merudgiftsydelse, men at der skulle træffes en konkret individuel afgørelse i hver enkelt sag.
Efter Dansk Blindesamfunds opfattelse havde manden en væsentlig funktionsnedsættelse, som påvirkede hans hverdag i væsentlig grad. Han havde modtaget diverse tekniske hjælpemidler til kompensation for sit synshandicap, og han var visiteret til fleksjob/skønnet berettiget til revalidering. Der var således iværksat en række hjælpeforanstaltninger i hans tilfælde, så Dansk Blindesamfund var uforstående overfor denne del af nævnets/kommunens begrundelse. Dansk Blindesamfund fandt det endvidere bemærkelsesværdigt, at der blev lagt så afgørende vægt på andre hjælpeforanstaltninger. Det fremgik ikke af lovteksterne, at der var krav om vidtgående hjælpeforanstaltninger, for at der kunne bevilges ledsageordning eller merudgiftsydelse.
Det var korrekt, at manden klarede mange af dagligdagens gøremål på egen hånd, men efter Dansk Blindesamfunds mening betød det ikke, at han var udelukket fra at kunne bevilges ledsagelse eller merudgiftsydelse. Det fremgik ikke af hverken selve lovbestemmelserne eller vejledningerne, at man ikke måtte være selvhjulpen. Det fremgik derimod af vejledningen om merudgiftsydelse, at ydelsen skulle bringe manden i stand til at leve et liv, som hvis han ikke havde været synshandicappet. Han skulle altså sidestilles med en person på samme alder og i samme livssituation som ham selv.
Med hensyn til ledsageordningen var det korrekt, at manden selv kunne færdes og handle ind, men synshandicappet satte mange grænser for f.eks. deltagelse i kulturelle aktiviteter, aflæsning af priser, færdsel på ukendte steder osv. Dansk Blindesamfund mente derfor ikke, at afgørelsen var i overensstemmelse med servicelovens intentioner om brug af ledsageordning eller merudgiftsydelsen.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på belysning af afgrænsningen af personkredsen, der var omfattet af servicelovens § 84 om merudgiftsydelse og § 78 om ledsageordning, i forhold til svagsynede/blinde.
