Sikrede blev sygemeldt på grund af en dobbeltsidig albuelidelse fra sit arbejdede som pædagog med pasning af adfærdsvanskelige unge. Han blev opereret for lidelsen i henholdsvis april og august måned 2004, men uden at blive smertefri. Varighedsbegrænsningen indtrådte den 31. oktober 2004.
Forinden modtog kommunen dels en udtalelse fra sikredes egen læge om, at det ikke var hensigtsmæssigt, at han genoptog hidtidigt arbejde, da det til tider var fysisk belastende. Kommunen modtog også en statusattest fra hospitalet, hvoraf fremgik, at operationerne havde medført bedring af generne, men at der fortsat var smerter i højre underarm. Det var problematisk at varetage pasning af adfærdsvanskelige unge. Han kunne ikke betragtes som fuldt uarbejdsdygtig, men dette var måske tilfældet, hvad angik det aktuelle arbejde. Det blev foreslået at forsøge en anden arbejdsplacering.
På baggrund af statusattesten vurderede kommunen, at sikrede ikke længere kunne betragtes som fuldt uarbejdsdygtig ud fra en bred faglig vinkel i forhold til at arbejde som pædagog. Kommunen mente endvidere, at det ikke var en dagpengeopgave at finde en anden arbejdsplacering. Kommunen tilføjede, at der ikke var grundlag for revalidering, fleksjob eller anden social foranstaltning.
Såvel sikrede som hans arbejdsgiver protesterede mod det påtænkte dagpengeophør med henvisning til de helbredsmæssige forhold. Han mente, at han ikke ville kunne varetage jobbet som pædagog på forsvarlig måde, da der til enhver tid var mulighed for, at et barn havde brug for et par arme, ligesom der kunne være behov for at skille børn ad med fysisk handling. Det eneste han kunne bruges til, var at snakke med børnene.
Kommunen fandt ikke grundlag for at ændre den planlagte beslutning og meddelte, at dagpengeudbetalingen ville ophøre med virkning fra den 12. november 2004.
Det sociale nævn ændrede den 17. maj 2005 kommunens afgørelse og pålagde kommunen at forlænge udbetalingen af sygedagpenge til sikrede efter dagpengelovens § 22.
Nævnet begrundede afgørelsen med, at kommunen ikke havde godtgjort, at sikrede var arbejdsdygtig efter en bredere vurdering. Efter nævnets opfattelse skulle der iværksættes arbejdsprøvning til afklaring af hans arbejdsevne indenfor det hidtidige erhverv. Efter endt arbejdsprøvning kunne der tages stilling til det videre forløb - herunder eventuelt revalidering. Nævnet lagde vægt på, at det ikke virkede sandsynligt, at han uden yderligere foranstaltninger ville kunne vende tilbage til pædagogarbejdet i nogen form.
Nævnet lagde endvidere vægt på, at kommunen ikke havde præciseret, hvilke områder af pædagogfaget, han ville kunne opnå ansættelse indenfor. Nævnet fandt derfor ikke anledning til at tilsidesætte hans egen og fagforbundets udtalelser om de fremtidige ansættelsesmuligheder indenfor faget.
Nævnet fandt det nødvendigt at iværksætte en arbejdsprøvning til afklaring af, om der skulle være et eksakt område indenfor pædagogfaget, hvor sikrede ville kunne få ansættelse, eller om han - eventuelt ved hjælp af yderligere foranstaltninger - ville kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet indenfor et andet fagområde.
Kommunen bad nævnet om en uddybning af retsvirkningerne af nævnets afgørelse.
Nævnet oplyste, at dagpengeudbetalingen skulle genoptages med virkning tilbage fra kommunens afgørelse i november 2004, og at de 2 x 13 ugers forlængelse på grund af arbejdsprøvning først startede fra tidspunktet for nævnets afgørelse.
Nævnet præciserede dette således, at sikrede efter nævnets opfattelse var berettiget til arbejdsprøvning i op til 2 x 13 uger på et forsørgelsesniveau, der svarede til dagpengelovens. Da arbejdsprøvningen ikke havde kunnet iværksættes før nævnet traf afgørelse, anså nævnet det for overensstemmende med bestemmelsens formål, at iværksættelsen først skete på dette tidspunkt og ikke som almindeligvis forudsat i umiddelbar forlængelse af varighedsbegrænsningens indtræden.
I klagen til Ankestyrelsen anførte kommunen, at den ikke var enig med nævnet i, at forlængelse af dagpengeretten først skulle ske fra den dato, hvor nævnet traf afgørelse. Efter kommunens opfattelse var praksis, at forlængelsen skulle ske med virkning fra datoen for kommunens afgørelse. Kommunen ønskede derfor en afgørelse af, om der var tale om en "død periode" i forbindelse med en verserende ankesag.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om det forhold, at nævnet vurderede, at kommunen burde have forlænget dagpengeudbetalingen i henhold til dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 2, betød, at kommunen skulle genoptage dagpengeudbetalingen med virkning tilbage fra kommunens dagpengestop, og at de 2 x 13 ugers forlængelse først startede fra tidspunktet for nævnets afgørelse.
