Sagen drejede sig om en familie, hvor den ene søn havde muskelsvind og var respiratorbruger. Han sad i el-kørestol, da han ikke kunne gå. Han havde brug for hjælp døgnet rundt. Kommunen havde bevilget 12 timers nathjælp og ca. 35 timers daghjælp samt delvis tabt arbejdsfortjeneste til moderen.
Moderen søgte kommunen om dækning af merudgifter i forbindelse med afholdelse af 14 dages ferie i Italien. Der var tale om merudgifter til leje af bungalow (sønnen kunne ikke sove i telt sammen med resten af familien grundet sit handicap), ekstra hjælper, transport af hjælper samt udetillæg for dag- og nathjælper. Merudgifterne var opgjort til i alt 27.800 kr.
Kommunen bevilgede ud fra tidligere års bevillinger og ud fra, at der var merudgifter ved at have sønnen med på ferie 5000 kr. som dækning for den merudgift, det ville være at leje en passende feriebolig, hvor der også var plads til sønnen og hans hjælpere. Der blev ligeledes bevilget udetillæg til hjælpere, men givet afslag på en ekstra hjælper under henvisning til, at der var bevilget en uges ophold til sønnen på efterskole. Dette ophold blev betragtet som en god oplevelse for sønnen og en aflastning for den øvrige familie. I øvrigt blev der givet afslag på de ekstra udgifter, der var forbundet med ferie i udlandet under henvisning til udlandsbekendtgørelsens § 5, stk. 2, og SM C-16-00 og SM C-40-03 med den begrundelse, at en ferie af 14 dages varighed ikke kunne anses for kortvarig.
Det sociale nævn tiltrådte kommunens afgørelse og fandt, at familien ikke havde ret til at få dækket merudgifter i forbindelse med ferieophold i udlandet. Afgørelsen var begrundet med, at et ferieophold på 14 dage ikke kunne anses for omfattet af udtrykket "kortvarigt ferieophold".
Nævnet henviste herefter til udlandsbekendtgørelsens § 1, stk. 5, og fandt, at et ophold i udlandet af 14 dages varighed kunne betegnes som sædvanligt ferieophold, men ikke at et ophold af denne varighed kunne betegnes som kortvarigt.
Nævnet bemærkede afslutningsvis, at det var nævnets opfattelse, at udlandsbekendtgørelsens § 5, stk. 2, ikke fandt anvendelse i familiens sag, idet der ikke var tale om merudgifter ved ledsagelsen, da sønnens hjælpere efter det oplyste var ansat til at bistå med overvågning og pleje.
I forældrenes klage til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at forældrene mente, at det i sagsforløbet ikke tydeligt fremgik, hvilken hjælp de søgte medtaget på deres ferie. Under ferieopholdet ville de blot benytte den hjælp, som de i forvejen var bevilget. Efter forældrenes opfattelse skete dette med hjemmel i udlandsbekendtgørelsens § 1, stk. 2, nr. 5. Det måtte med udgangspunkt i dette forventes, at der kunne bevilges de løntillæg, som hjælperne var berettiget til i henhold til deres overenskomst. Da der var tale om vågne nattevagter, var det naturligvis nødvendigt, at familien tog to hjælpere med på ferie. En enkelt person ville ikke på forsvarlig vis kunne passe sønnen i så mange timer i hele ferieperioden.
Videre blev det anført, at rejseudgifter til hjælperen måtte siges at være en nødvendig merudgift for at kunne gøre brug af hjælperen på feriestedet. Rejseudgifternes størrelse var ikke proportional med feriens længde. Hjælperen skulle jo rejse frem og tilbage, uanset om familien opholdt sig kortere eller længere tid i udlandet. Forældrene havde således forsøgt at minimere rejseomkostningerne, idet de havde ændret hjælpernes normale vagtplan. Således havde hjælperne indvilliget i at arbejde i hele ferieperioden, så de undgik at have et vagtskifte midt i ferien. Forældrene mente derfor ikke, at man kun skulle se på feriens længde, men også på den faktiske udgift.
Hjælpernes udgifter til ophold blev søgt dækket med hjemmel i udlandsbekendtgørelsens § 1, stk. 5. Efter familiens opfattelse var 14 dages ferie i udlandet ganske almindelig for mange andre danske familier, især når der var tale om campister.
Herudover var der også for familien et andet væsentligt aspekt i feriens længde. Der var meget besvær forbundet med at skulle pakke udstyr og utallige hjælpemidler til sønnen, når familien skulle på ferie. For overhovedet at kunne opveje dette besvær, ville 14 dage være et minimum af dage, som den ville tage af sted. Samtidig var det også en stor belastning for sønnen at rejse så langt i en bil, hvorfor han var meget træt de første dage af ferien. Hvis familien kun skulle tage af sted en uge, ville sønnen ikke have den store glæde af turen.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om afholdelse af 14 dages ferie i udlandet kunne anses for at være omfattet af udtrykket "kortvarige ferieophold", jf. udlandsbekendtgørelsens § 1, stk. 5.
