Sagen drejede sig om en ung mand, som led af achondroplasi (dværgvækst), som især ramte knoglerne med dysproportion med ekstremt korte arme og ben, men normal længde krop og hoved. Ansøgers prognose var dårlig, da ansøger havde stenose i rygsøjlen med betydelig påvirkning af hele rygmarven, specielt omkring nakke, hals og nedre del af brystrygsøjlen. Det var påregnet, at stenosen ville blive forværret i de følgende år. Ansøger var således begyndt at blive spastisk i begge ben og havde svære smerter i ryg, hofter og knæ på grund af sin grundlidelse.
I forhold til ansøgers funktionsniveau var det bl.a. oplyst, at ansøger havde meget vanskeligt ved at anvende offentlig transport, da han vanskeligt kunne komme ind og ud. Ansøger kunne heller ikke sidde rigtigt på sæderne. De manøvrer, som han skulle foretage, når han anvendte offentlige transportmidler, gav ofte ansøger øjeblikkelige smerter i ben og ryg. Det var vurderet, at han kun med betydelige omkostninger og meget vanskeligt kunne benytte offentlige transportmidler som cykel, bus og tog, og at det på sigt var truende for ansøgers førlighed på grund af de begrænsninger, han havde. Ansøger havde ingen problemer med personlig hygiejne mv. bortset fra, at det hele tog lidt længere tid. Ansøger kunne selv handle ind, men havde vanskeligt ved at nå varerne og bære dem hjem. Han havde vanskeligt ved at gå på trapper.
Det var oplyst, at ansøger boede hjemme hos sine forældre, og at der tidligere var ydet hjælp til forskellige former for boligindretning i forældrenes hjem. Ansøger havde videre fået bevilget hjælpemidler. Da ansøger var under 18 år, havde forældrene fået hjælp til dækning af nødvendige merudgifter efter servicelovens § 28.
Ansøger havde fået bevilget støtte til bil efter servicelovens § 99.
Kommunen gav afslag på ansøgning om hjælp til dækning af nødvendige merudgifter efter servicelovens § 84. Kommunen lagde vægt på, at ansøger ikke var omfattet af personkredsen i servicelovens § 84.
Det sociale nævn tiltrådte kommunens afgørelse om afslag på hjælp.
Nævnet fandt, at konsekvenserne af ansøgers lidelse ikke havde medført, at der måtte sættes ind med betydelige hjælpeforanstaltninger, for at ansøger kunne opnå en tilnærmelsesvis normal tilværelse, og at ansøger derfor ikke opfyldte betingelserne for at være omfattet af personkredsen i servicelovens § 84.
Nævnet lagde vægt på, at ansøger var væksthæmmet, men selvhjulpen i alle almindelige daglige aktiviteter og var i stand til at færdes til fods og på cykel. Ansøgers hjælpeforanstaltninger bestod af en specialcykel, bord og stol samt handicapbil. Desuden var der lavet boligændringer med forlænget vandhane, justerbar bruser og lave el-kontakter.
Nævnet lagde ligeledes vægt på, at bevilling af tilskud til bil efter servicelovens § 99 skete efter andre kriterier end bevilling af merudgifter efter servicelovens § 84. Bilbevillingen var sket ud fra et forebyggende aspekt og af skånehensyn, hvilket ikke medførte, at betingelserne for at være omfattet af § 84 var opfyldt.
I klagen til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at ansøger gennem flere år havde haft en taxaordning til og fra folkeskolen, at han var bevilget hjælpemidler, og at han havde fået bevilget flere boligændringer som følge af sit handicap. Det var videre anført, at ansøger havde en bevilling på livslang vederlagsfri fysioterapi, fordi han tilhørte gruppen med svære fysiske handicaps.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, i hvilket omfang en person med dværgvækst, som samtidig var tilkendt støtte til bil, opfyldte betingelsen om at have fået betydelige hjælpeforanstaltninger og var omfattet af personkredsen efter servicelovens 84.
