Sagen drejede sig om en nu 31-årig mand, som havde modtaget højeste førtidspension siden 2001 på grund af en psykisk sygdom i form af manio-depression. Den 1. september 2001 blev han af A kommune indskrevet i et såkaldt trænings- og bosted i kommunen efter at have været indlagt på et psykiatrisk hospital i en længere periode. Denne foranstaltning blev truffet efter servicelovens § 91. I oktober 2002 blev det vurderet, at han kunne udskrives fra bostedet til et psykiatrisk bofællesskab. Han kom på venteliste, da hverken A kommune eller B kommune havde en ledig plads.
Den 15. marts 2003 flyttede manden til en lejlighed i B kommune, som han havde lejet sammen med sin kæreste. Han fik støtte i hjemmet fra kontaktpersoner i gennemsnitligt 9 timer ugentlig. Han fik desuden 1/2 plads i en cafe, som var et aktivitets- og samværstilbud efter servicelovens § 88.
Den 1. august 2004 flyttede manden til et nyoprettet bofællesskab i B kommune, hvor han boede sammen med 6 andre. Hver beboer havde egen lejlighed, og der var tilknyttet en fælleslejlighed til bofællesskabet, hvor der var personaledækning fra 7.30 til 22.00. Der var mulighed for telefonkontakt til en nærliggende institution med døgndækning. Herudover blev der ydet særskilt støtte til manden 2 gange ugentligt til samtale, struktur, fastholdelse af aftaler, støtte til daglige praktiske gøremål. m.v. Det blev vurderet, at det samlede støttebehov efter visitation til bofællesskabet var gennemsnitligt 17 timer ugentligt.
B kommune anmodede om refusionstilsagn fra A kommune for perioden fra 15. marts 2003, hvor han flyttede til B kommune.
A Kommune meddelte afslag på refusionstilsagn i henhold til retssikkerhedslovens § 9, stk. 2, nr. 5. Begrundelsen var, at manden siden 15. marts 2003 kun havde modtaget støtte i hjemmet med 9 timer ugentlig samt haft en 1/2 plads i et cafeprojekt. Den ugentlige støtte på op til 9 timer ugentlig vurderedes ikke at være af et sådant omfang, at den kunne sidestilles med en plads i et bofællesskab.
Det sociale nævn traf den 12. maj 2005 den afgørelse, at A kommune var forpligtet til at refundere udgifter vedrørende manden, jf. retssikkerhedslovens § 9c, stk. 1 og stk. 2, nr. 1 og nr. 5. Nævnet begrundede afgørelsen med, at A kommune sammen med andre offentlige myndigheder medvirkede til mandens ophold i trænings- og bostedet samt hans ophold i egen lejlighed i B kommune, hvorfra han flyttede til et bofællesskab. Der blev lagt vægt på, at hans behov for støtte ikke havde været afbrudt, og at der under hele perioden havde været behov for omfattende støtte. Det var derfor nævnets opfattelse, at perioden i den selvstændige bolig i B kommune kunne sidestilles med ophold i en boform. Der var lagt vægt på, at han havde modtaget støtte gennemsnitligt 9 timer ugentligt i hjemmet samt haft en halvtidsplads i cafeprojekt.
Nævnet havde været opmærksom på, at A kommune havde anført, at 9 timers ugentlig støtte ikke var tilstrækkeligt til, at boligen kunne sidestilles med en boform. Efter beskrivelsen fandt nævnet dog, at det var godtgjort at hans behov for støtte var af en karakter, at alternativet til egen bolig var en boform.
A kommune klagede over nævnets afgørelse til Ankestyrelsen. Kommunen vurderede ikke, at mandens ophold i B kommune i perioden 15. marts 2003 til 1. august 2004, hvor han boede i egen lejlighed med gennemsnitlig 9 timers ugentlig støtte samt en halvtidsplads i cafeprojekt, kunne sidestilles med et ophold i en boform. I lignende sager havde Ankestyrelsen vurderet, at der skulle være et behov for en betydelig større ugentlig støtte, for at den selvstændige bolig kunne sidestilles med et ophold i en boform.
Nævnet bemærkede ved genvurderingen, at det var nævnets opfattelse, at flere af de afgørelser, Ankestyrelsen havde truffet, indeholdt en mere overordnet vurdering af personens reelle behov og, at hvis alternativet til egen bolig var ophold i boform, var der adgang til refusion fra den tidligere kommune, hvis de øvrige betingelser var opfyldt. Denne ret til refusion var til stede, selv om der af andre - oftest forsyningsmæssig grunde - i en periode havde været ydet en mindre hjælp, end den pågældende i realiteten havde behov for.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om ophold på ca. 1 år og 5 måneder i egen bolig med 9 timers hjælp ugentlig forinden flytning til bofællesskab medførte, at refusionspligten for den oprindelige opholdskommune var ophørt. Sagen blev behandlet som supplement til SM R-8-00.
