Moderen var som 16-årig af A kommune blevet anbragt på et socialpædagogisk kollektiv i B kommune. Hun havde herefter forsøgsvis boet alene i en bolig under et projekt i C kommune.
I februar 2004 fyldte hun 23 år. Hun flyttede i samme måned sammen med faderen til det barn, hun ventede. Boligen var i B kommune. Der havde været tale om et uafbrudt støtteforløb.
Inden barnets fødsel modtog moderen 37 timers pædagogisk støtte, jf. servicelovens § 73. A kommune havde refunderet udgifterne i henhold til § 9 c, i retssikkerhedsloven.
Efter fødslen blev støtten fordelt med 15 timer som støtte/kontaktperson og 15 timer til problemer omkring barnet samt 7 timer ugentlig til familiekonsulent.
Støtten blev senere ændret, således at støtte til kvinden blev ydet med et vist antal timer efter servicelovens § 73 og 15 timer til barnet, senere nedsat til 12 timer, efter servicelovens § 40, stk. 3, nr. 2 (tidligere § 40, stk. 2, nr. 2).
A kommune havde givet afslag på betaling af støtteforanstaltninger,som var ydet ud fra barnets behov efter servicelovens § 40.
Nævnet fandt ved sin afgørelse, at A kommunes refusionspligt, jf. retssikkerhedslovens § 9 c, også omfattede udgifter til støtte til det barn, som moderen havde født.
Nævnet lagde vægt på, at behovet for støtte til barnet efter det oplyste havde sin baggrund i problemer hos moderen og hendes manglende evne til at varetage egne forhold med deraf følgende refusionspligt for A kommune. Nævnet fandt derfor, at A kommune var nærmest til at afholde de udvidede udgifter, som var en følge af moderens manglende evner til også at klare forpligtelserne over for barnet.
Sagen blev behandlet i principielt møde for at afklare, om refusion for en kvinde også omfattede udgifter efter servicelovens § 40, stk. 2, til barnet, når kvinden efter ophold på et bosted var flyttet til egen bolig med massiv støtte, både før og efter at barnet var født.
