Ankestyrelsens principafgørelse D-13-06

Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel - lovbekendtgørelse nr. 1047 af 28. oktober 2004 - § 37, stk. 2

Lov om sygedagpenge - lov nr. 563 af 9. juni 2006 - § 71, stk. 2

Socialministeriets vejledning nr. 185 af 18. september 1998 om syge- og barseldagpenge - pkt. 194

En lønmodtager blev sygemeldt den 21. august 2002 og bortvist fra sin arbejdsplads den 3. september 2002. Han fik udbetalt sygedagpenge fra kommunen i perioden fra den 4. september 2002 til den 28. februar 2003.

I brev af 14. januar 2003 meddelte kommunen ham, at hvis en verserende sag mod arbejdsgiveren blev vundet, ville kommunen have et krav i forbindelse med udbetalingen af sygedagpenge.

Arbejdsgiveren søgte den 27. april 2004 om dagpengerefusion, da der var indgået forlig i sagen, og arbejdsgiver havde betalt løn i sygeperioden fra 21. august 2002 til 28. februar 2003. Ifølge forliget af 24. februar 2004 mellem lønmodtageren og arbejdsgiveren udbetaltes der blandt andet erstatning for løn i opsigelsesperioden svarende til 6 måneders løn.

Kommunen meddelte arbejdsgiveren afslag på refusion på grundlag af for sen anmeldelse.

Kommunen meddelte samtidig lønmodtageren, at det ikke var korrekt, at han både havde fået dagpenge og fuld løn i samme periode. Kommunen krævede derfor de udbetalte dagpenge tilbagebetalt.

Fagforeningen påklagede kommunens afgørelse. Der blev blandt andet henvist til, at der var tale om godtgørelse, og at der tillige var fraregnet ferie.

Det sociale nævn traf afgørelse om, at kommunen ikke havde ret til at kræve tilbagebetaling af de udbetalte sygedagpenge. Der var ikke hjemmel i dagpengeloven til at kræve tilbagebetaling, og dansk rets almindelige regler om tilbagebetaling ved dobbeltforsørgelse fandt ikke anvendelse i den foreliggende situation. Nævnet fandt, at den udbetalte erstatning for løn ikke kunne sidestilles med, at han havde modtaget løn i den pågældende periode.

Kommunen anførte i klagen til Ankestyrelsen, at der var tale om erstatning for løn, hvilket var understreget af, at arbejdsgiver søgte om dagpengerefusion "fordi der var indgået et forlig i sagen, og at han har betalt løn i sygeperioden som gik fra 21. august 2002 til 28. februar 2003. " Kommunen fandt derfor, at der var hjemmel i dagpengeloven til at kræve tilbagebetaling af udbetalte sygedagpenge ved dobbeltforsørgelse.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om der var hjemmel til at kræve tilbagebetaling af dagpenge, når lønmodtageren efterfølgende havde fået erstatning for løn i opsigelsesperioden fra arbejdsgiver i henhold til forlig.

Kommunen havde ikke krav på tilbagebetaling af dagpenge for perioden fra 4. september 2002 til 28. februar 2003.

Ankestyrelsen fandt, at der ikke var tilstrækkeligt grundlag til at fremsætte tilbagebetalingskrav for de udbetalte dagpenge på ulovbestemt grundlag.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at lønmodtageren havde modtaget dagpengene med rette. Da udbetalingen af dagpenge var sket med rette, var kravet på tilbagebetaling ikke omfattet af dagpengelovens § 37, stk. 2 om tilbagebetaling for beløb, da denne regel kun kunne anvendes, hvis udbetalingen var sket med urette. Der var dermed ikke hjemmel for tilbagebetalingskrav ifølge dagpengeloven.

Der blev endvidere lagt vægt på, at krav om tilbagebetaling på ulovbestemt grundlag som følge af dobbeltforsørgelse blandt andet forudsatte, at der var tale om 2 ydelser, der dækkede samme forsørgelsesbehov/var en følge af samme begivenhed. Der var ikke i forligsteksten tilstrækkeligt klare holdepunkter for at antage, at den udbetalte erstatning eller en del deraf kunne sidestilles med løn. Der forelå som følge heraf ikke tilstrækkelig dokumentation for, at erstatningen udelukkende havde samme formål som sygedagpengene.

Ankestyrelsen kom således til det samme resultat som Det Sociale Nævn.