Sagen drejede sig om en kvinde, der led af diabetes. Sygdommen blev i begyndelsen rubriceret som en type II-diabetes. Efter nogen tid begyndte kvinden at tage insulin som supplement til tabletbehandlingen. Af et journaluddrag fra hospitalet fremgik bl.a., at kvinden nu blev rubriceret som havende en type I-diabetes. Hun kunne ikke undvære insulinbehandlingen aktuelt. Hun ville måske nok kunne overleve her og nu uden insulin, men risikoen for komplikationer ville klart forøges uden insulin. I løbet af kort tid ville kvinden efter hospitalets vurdering blive absolut insulinkrævende, og hun ville ikke kunne undvære insulin, uden at hun gik i en diabetisk syreforgiftning.
Kvinden søgte kommunen om hjælp til dækning af nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse som følge af sin diabetes. Efter det i sagen oplyste, var der merudgifter til insulin og diætkost på 494 kr. om måneden samt udgifter til bus til 3 gange kontrol om året med 7 kr. om måneden. Hertil kom udgifter til fornyelse af kørekort med 17 kr. om måneden. Der var således merudgifter for i alt 518 kr. om måneden.
Kommunen meddelte kvinden afslag på hendes ansøgning om merudgiftsydelse, idet hun ikke fandtes omfattet af personkredsen i servicelovens § 84. Kommunen lagde vægt på oplysningerne om kvindens funktionsevne suppleret med en lægefaglig vurdering samt på SM C-29-04.
Det Sociale Nævn ændrede kommunens afgørelse, således at det blev pålagt kommunen at bevilge kvinden tilskud efter servicelovens § 84, stk. 3, idet nævnet anså det for sandsynliggjort, at kvindens skønnede merudgifter til insulin, diætkost m.v. udgjorde mindst 6.000 kr. årligt.
Nævnet fandt, at kvinden ifølge et journaluddrag fra hospitalet var rubriceret som havende type I-diabetes, som uden insulinbehandling gav klart forøget risiko for komplikationer.
Nævnet fandt endvidere, at det var sandsynliggjort, at kvinden havde merudgifter på grund af sin diabetes på mindst 500 kr. om måneden.
I kommunens klage til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at kommunen vurderede, at der var tale om en afgørelse af især generel betydning for retsanvendelsen på området, når det gjaldt vurdering og afgrænsning af personkredsen i servicelovens § 84, stk. 1.
I SM C-29-04 indgik der i præmisserne begrebet "livstruet". Vurderet uafhængigt af den løbende behandling ville type I-diabetikkeren være livstruet meget akut, idet organismen var ophørt med at producere insulin for stedse. I aktuelle afgørelse var der konkret tale om, at kvinden havde type II-diabetes, der var karakteriseret ved, at organismen stadig selv producerede insulin. Tabletbehandlingen blev suppleret med insulin for at opnå bedre dækning, men kvinden ville ikke umiddelbart være livstruet, hvis denne behandling blev undladt.
Endvidere var denne supplerende behandling med insulin ikke nødvendigvis varig, idet bedre kostomlægning og motion kunne mindske eller eliminere behovet for den supplerende insulinbehandling.
Kommunen bemærkede yderligere, at der ikke blev skelnet klart mellem de to typer diabetes, idet der i kvindens tilfælde blev talt om en såkaldt rubriceret type I-diabetes, hvor konsekvenserne af undladelse af en given behandling klart forøgede risikoen for komplikationer, uden at kvinden klart ville befinde sig i en livstruet situation. Nævnets vurdering lå efter kommunens opfattelse langt fra principperne i SM C-29-04.
Sagen blev behandlet i principielt møde for at belyse personkredsen for servicelovens § 84 og som supplement til Social Meddelelse SM C-29-04 om hjælp til dækning af merudgifter til insulin og diætkost til en ansøger, som led af insulinkrævende diabetes.
