Sagen drejede sig om en kvinde, der led af sclerose. Sygdommen medførte, at hendes funktionsniveau var væsentligt nedsat. Gangdistancen og evnen til at cykle var stærkt forringet, og generelt blev hun meget hurtigt udtrættet.
Kvinden søgte kommunen om hjælp til et køretøj til at komme omkring med i nærmiljøet. Kommunen besluttede at bevilge hende et køretøj og iværksatte afprøvning af trehjulet cykel med hjælpemotor, el-køretøj og tohjulet cykel med hjælpemotor.
Kvinden foretrak den tohjulede cykel med hjælpemotor, og kommunen traf derfor afgørelse om at bevilge hende en sådan cykel som et forbrugsgode efter servicelovens § 98, stk. 4, med 50 % egenbetaling.
Under behandlingen af sagen i det sociale nævn fremsendte Scleroseforeningen en udtalelse, hvoraf det bl.a. fremgik, at man var uenig i kommunens vurdering af, at en tohjulet cykel med hjælpemotor var et forbrugsgode. En sådan cykel blev således ikke fremstillet og forhandlet bredt med henblik på sædvanligt forbrug hos befolkningen i almindelighed. Denne vurdering var baseret på, at cyklen ikke var at finde i gængse cykelforretninger, men særskilt skulle bestilles herigennem. Endvidere blev den solgt til personer, som på grund af en funktionsnedsættelse havde behov for motionen som kompensation herfor. Disse oplysninger var givet i enighed af forskellige cykelhandlere i forskellige byer af forskellig størrelse.
I kvindens tilfælde skulle cyklen udelukkende fungere som et hjælpemiddel til at afhjælpe den nedsatte funktionsevne, således at hun kunne være så selvhjulpen som muligt, hvor cyklen i tilfælde af, at den skulle være et forbrugsgode, skulle bevilges efter servicelovens § 98, stk. 6. Scleroseforeningen henviste herved til SM C-10-99.
Nævnet ændrede kommunens afgørelse og fandt, at kvinden skulle have hjælp til den tohjulede cykel med hjælpemotor svarende til den fulde anskaffelsespris.
Nævnet lagde til grund, at kvinden opfyldte betingelserne for at få et hjælpemiddel, der gjorde det muligt for hende at komme omkring i nærmiljøet.
Nævnet vurderede, at en cykel med hjælpemotor var et forbrugsgode. Nævnet fandt imidlertid, at cyklen med hjælpemotor udelukkende fungerede som et hjælpemiddel, der skulle kompensere for følgerne af kvindens nedsatte funktionsevne.
Nævnet fandt ikke, at der var tale om en overkompensation ved bevilling af det ansøgte, idet kvinden på grund af sin funktionsnedsættelse havde behov for et hjælpemiddel til at komme omkring i nærmiljøet, og cyklen var aktuelt fundet bedst egnet til dækning af hendes behov. Cyklen kunne bevilges som et udlån, og nævnet henviste til SM C-10-99, sag nr. 2.
I kommunens klage til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at kommunen ikke fandt nærværende sag sammenlignelig med sag nr. 2 i SM C-10-99. Kommunen ønskede nærværende sag prøvet med henblik på, hvorvidt en tohjulet cykel med hjælpemotor var et forbrugsgode, hvor hjælpen udgjorde 50 % af prisen på et almindeligt standardprodukt af den pågældende art, eller om der var tale om et forbrugsgode, der udelukkende fungerede som et hjælpemiddel til at afhjælpe den nedsatte funktionsevne. Kommunen forventede, at der i fremtiden ville komme flere ansøgninger om tohjulede cykler med hjælpemotor, hvorfor afgørelsen ville have betydning for at udstikke retningslinjer for bevilling af disse.
Kommunen vurderede, at en tohjulet cykel med hjælpemotor var et forbrugsgode. Ved henvendelse til forskellige cykelhandlere i byen havde kommunen fået oplyst, at tohjulede cykler med hjælpemotor indgik i forretningernes varesortiment, og at de var på lager eller kunne fremskaffes fra dag til dag. Forhandlingen af disse cykler var et rimeligt nyt fænomen, som var i tiltagende. Køberne havde været ældre mennesker, som ikke havde kræfter til de lange cykelture op ad bakke eller i modvind, men som gerne ville motionere.
Kommunen var uforstående overfor, at nævnet mente, at en sådan cykel skulle bevilges efter servicelovens § 98, stk. 1 og stk. 6. I nærværende sag ville kommunen kompensere for kvindens nedsatte kræfter, men mente ikke, at cyklen udelukkende fungerede som et hjælpemiddel. Da kvindens aktivitetsniveau generelt var meget lavt, havde kommunen ved bevilling efter servicelovens § 98, stk. 1, af en tohjulet cykel med hjælpemotor tilgodeset hendes ønske om fysisk aktivitet i forbindelse med færdsel i nærmiljøet og hendes ønske om at motionere.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt en tohjulet cykel med hjælpemotor var et forbrugsgode efter servicelovens § 98, herunder hvorvidt den i så tilfælde udelukkende fungerede som et hjælpemiddel.
