Sagen vedrørte en yngre mand, der var født med en hjerneskade. Han var udviklingshæmmet og led af epilepsi. Spasticitet i musklerne medførte, at han måtte benytte rollator og kørestol.
Han blev passet i hjemmet af sin familie.
Han modtog med virkning fra 1. december 2003 fra sin hjemkommune tilskud til personlig hjælp og pleje med gennemsnitlig 72,5 timer ugentlig. Hjælpen blev ydet efter § 76, stk. 2 som tilskud til familien.
Han var tidligere af amtskommunen bevilget 100 aflastningsdøgn årligt på døgninstitutionen A. Ved aflastningsophold på A blev der fradraget med de anvendte aflastningsdøgn i de 72,5 timer, som blev givet i tilskud til personlig pleje mv.
Han modtog højeste førtidspension og plejetillæg. Plejetillægget anvendtes til dækning af natlig overvågning.
Amtskommunen traf i december 2004 afgørelse og gav afslag på fortsat bevilling af aflastning på døgninstitutionen A (100 dage).
Amtskommunen lagde vægt på, at der efterfølgende var etableret et døgntilbud til sønnen i eget hjem efter servicelovens § 76, stk. 2 og 3. Amtskommunen fandt, at hans behov for pleje, omsorg og hjælp var dækket i alle vågne timer.
Amtskommunen anførte, at formålet med aflastningen på A var et ønske om aflastning af moderen for at tilgodese mindre søskende.
Nævnet pålagde amtskommunen fortsat at tilbyde ham aflastning efter servicelovens § 93 i det fornødne omfang i forhold til hans og den nærmeste families behov herfor.
Nævnet lagde efter en samlet konkret vurdering vægt på, at det efter lovgivningen måtte anses for et nødvendigt formål med aflastningsophold for hjemmeboende svært handicappede personer, at de pårørende, der i det daglige passede pågældende, kunne blive midlertidigt aflastet for derved bedre at blive i stand til på sigt at klare pasningen af den handicappede.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på at belyse rækkevidden af amtskommunens forpligtelse til at tilbyde aflastning efter § 93 i lov om social service.