Det fremgik af sagen, at ansøger havde sin voksne søn med familie boende.
Sønnen betalte 6.000 kr. hver måned til dækning af udgifter til varme, el, vand og mad. Sønnens familie bestod af 4 personer.
Ansøger betragtede ikke beløbet som indtægt, men et beløb, der skulle dække udgifterne ved sønnens ophold.
Kommunen traf afgørelse om, at halvdelen af det beløb, som sønnen betalte for at bo hjemme, skulle betragtes som indtægt og indgå i ansøgers månedlige rådighedsbeløb.
Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse om, at en del af det beløb, som sønnen betalte for at bo hjemme, skulle betragtes som indtægt hos ansøger og således indgå ved beregningen af kontanthjælp.
Det pågældende beløb måtte betragtes som indtægt, hvorved det skulle fradrages ved beregning af hjælpen.
Afgørelsen blev anket. I klagen blev det anført, at ansøger ikke fik indtægt af sønnen. Han betalte det, som ansøger havde regnet ud, var sønnens udgifter. Det kostede ekstra for ansøger at betale varme, el, vand og kloak for at have sønnen og hans familie boende hjemme. Det beløb, sønnen betalte, gik til dækning af sønnens udgifter. Derfor betragtede ansøger det ikke som indtægt.
Ved genvurderingen fandt nævnet fortsat, at sønnens betaling for, at han og hans familie boede hos ansøger, måtte betragtes på lige fod med anden husleje. Udgift for betaleren, indtægt for modtageren, uanset det var familie, og uanset om betalingen ikke dækkede de faktiske omkostninger.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om en huslejeindtægt fra hjemmeboende søn kunne anses for at være en indtægt i aktivlovens forstand og i givet fald med hvilket beløb, jf. § 30 i aktivloven.