Ankestyrelsens principafgørelse C-6-06

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 1187 af 7. december 2005 - § 84, stk. 1

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 100, stk. 1

Sagen drejede sig om en 45-årig mand, som led af forhøjet blodtryk, og som havde ansøgt om dækning af udgifter til medicin. Der var tale om udgifter på 8.700 kr. om året.

I journaloplysninger fra sygehus var det oplyst, at manden blev behandlet for forhøjet blodtryk, og at der aktuelt indgik 3 forskellige stoffer, som medførte en betydelig merudgift. Det forventedes, at den medicinske behandling ville være langvarig måske livslang.

Kommunen traf afgørelse om afslag på at imødekomme ansøgningen om merudgifter til medicin med den begrundelse, at lidelsen ikke var omfattet af servicelovens § 84. Ud fra mandens oplysninger i samtaleskemaet skønnedes der ikke at være tale om en varig nedsat funktionsevne, hvis konsekvenser var af indgribende karakter i den daglige tilværelse og som medførte, at der måtte sættes ind med betydelige hjælpeforanstaltninger. Kommunen anførte, at han i samtaleskemaet havde udfyldt punkterne således, at der var skrevet minus til spørgsmålene om nedsat funktionsevne, hvorfor kommunen lagde til grund, at han ikke havde funktionsevnenedsættelse i forhold til den daglige tilværelse.

Det sociale nævn tiltrådte kommunens afgørelse med den begrundelse, at manden led af forhøjet blodtryk. Efter de foreliggende oplysninger i sagen havde han ikke en varigt nedsat funktionsevne. Lidelsen havde ikke medført konsekvenser i den daglige tilværelse, og der var ikke iværksat betydelige hjælpeforanstaltninger.

Manden klagede til Ankestyrelsen og anførte bl.a., at det ingen steder i skemaet var anført, hvorvidt spørgsmålene skulle besvares enten i eller uden for medicinering/behandling. Eftersom han allerede var i behandling, anså han det for at være mest korrekt at besvare skemaet som sådan.

Kommunen anførte supplerende til Ankestyrelsen, at det var kommunens opfattelse, at forhøjet blodtryk ikke var en symptomgivende sygdom, men alene måtte betragtes som en risikofaktor i forhold til hjertekarsygdomme, hvorfor lidelsen nødvendigvis måtte sidestilles med andre livsstilssygdomme så som overvægt, rygning, overdreven alkoholindtagelse og lignende, som også udgjorde risikofaktorer i forhold til hjertekarlidelser.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om manden kunne anses for omfattet af personkredsen i servicelovens § 84 på baggrund af forebyggende behandling, jf. principperne i SM C-29-04.

Sagen blev hjemvist til kommunen til ny behandling og afgørelse

Det betød, at kommunens afgørelse ikke længere gjaldt. Kommunen skulle træffe en ny afgørelse.

Kommunen skulle indhente oplysninger om mandens helbredstilstand uden brug af medicin for forhøjet blodtryk, inden der blev truffet afgørelse efter en konkret og individuel vurdering.

I begrundelsen anførte Ankestyrelsen, at det var en betingelse for at være omfattet af personkredsen i servicelovens § 84, at der var tale om en varigt nedsat funktionsevne med konsekvenser af indgribende karakter i den daglige tilværelse og som medførte, at der måtte sættes ind med betydelige hjælpeforanstaltninger.

Ankestyrelsen fandt, at vurderingen af, om manden havde tilstrækkelig nedsat funktionsevne til at være omfattet af personkredsen i servicelovens § 84, skulle foretages uafhængigt af den løbende behandling for forhøjet blodtryk, jf. principperne i SM C-29-04.

Ankestyrelsen vurderede, at der generelt ikke ville være tale om en nærliggende risiko for alvorlig funktionsbegrænsning ved ubehandlet forhøjet blodtryk, idet risikoen ved blodtryksforhøjelse bestod i lidelser, der normalt indfandt sig flere år efter blodtryksforhøjelsen. Personer med forhøjet blodtryk ville derfor normalt ikke være omfattet af personkredsen i servicelovens § 84.

Ankestyrelsen fandt dog, at det ikke på forhånd kunne udelukkes, at der efter en konkret individuel vurdering kunne være tale om særlige forhold eller komplikationer, der medførte, at forhøjet blodtryk uden relevant behandling ville være akut livstruende eller betyde en umiddelbar risiko for væsentligt og varigt nedsat funktionsevne.