Ankestyrelsens principafgørelse D-24-06

Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel - lovbekendtgørelse nr. 1047 af 28. oktober 2004 - § 22, stk. 1

Lov om sygedagpenge - lov nr. 563 af 9. juni 2006 - § 24, stk. 1 og § 27

En lønmodtager var den 8. april 2003 involveret i et færdselsuheld, hvor hun pådrog sig et whip-lash-traume. Hun havde desuden siden barndommen lidt af psoriasis og havde hos en reumatolog fået stillet diagnosen psoriasis-gigt.

Den 16. juli 2003 blev hun sygemeldt på grund af følger efter whip-lash-traume i form af hovedpine, nakkesmerter, smerter i venstre arm samt hukommelses- og koncentrationsbesvær.

Hun var ufaglært, men havde stort set været tilknyttet arbejdsmarkedet på fuld tid uden pauser siden 1980 ved forskellige ufaglærte jobområder.

Der blev etableret en arbejdsprøvning hos hendes sidste arbejdsgiver i perioden 11. februar til 31. marts 2004, og igen fra 1. maj til 30. juni 2004. I den mellemliggende måned var hun på kurophold i Israel pga. sin psoriasis.

Hun nåede ved hjælp af en kraftig øgning af anvendelsen af smertestillende medicin op på 33 timer ugentlig, men hun var på grund af sine smerter sygemeldt 1 dag i uge 19, 1 dag i uge 20, 2 dage i uge 22 samt hele uge 24.

I perioden 29. november 2004 til 4. marts 2005 blev der etableret en arbejdsprøvning hos en anden arbejdsgiver. Her nåede hun op på 20 timer om ugen. Samtidig med denne arbejdsprøvning nedtrappede hun sit medicinforbrug, idet hun ikke kunne klare sin øvrige dagligdag med 3 børn under 18 år på sit hidtidige store forbrug af smertestillende medicin, idet dette forbrug gjorde hende for sløv, ør og døsig.

Ved forsøg på at komme op på mere end 20 timer om ugen oplevede hun tiltagende hovedpine, stivhed i nakken, smerter i venstre arm, irritabilitet og støjoverfølsomhed. Kommunens jobkonsulent havde anbefalet afklaring af mulighederne for fleksjob hos den sidste arbejdsgiver, hos hvem hun blev arbejdsprøvet.

Kommunen havde i første omgang bragt dagpengeudbetalingen til ophør den 30. juli 2004. Varighed indtrådte den 31. juli 2004. Den 14. marts 2005 genoptog kommunen udbetalingen med tilbagevirkende kraft, idet man nu fandt, at revalidering var overvejende sandsynlig.

Ved en opfølgningssamtale den 24. maj 2005 vurderede kommunens sagsbehandler, at hun ikke længere opfyldt betingelsen om, at revalidering var overvejende sandsynlig. Kommunen begrundede sin vurdering med, at denne skyldtes lønmodtagers egen subjektive indstilling til, at hun kun kunne arbejde 20 timer om ugen på grund af familiesituationen. Kommunen havde citeret lønmodtager for at have sagt, at hun bare var interesseret i en hurtig afklaring.

Kommunen indhentede den 13. juni 2005 en statusattest fra lønmodtagers reumatolog. På det tidspunkt var lønmodtager lige hjemkommet fra et kurophold i Israel, der havde haft en god indflydelse på hendes psoriasis, således at hun var smertefri. Reumatologen fandt, at hun havde symptomer på psoriasisgigt, men at der ikke aktuelt var behov for sygdomsbremsende behandling. Endelig udtalte reumatologen, at lidelsen var kronisk med tendens til forværring.

Kommunen fandt ikke, at denne statusattest gav anledning til ændring af beslutningen om at standse dagpengene.

Ressourceprofil blev først påbegyndt den 1. februar 2005. Lønmodtagers egne bemærkninger/kommentarer fremgik ikke af det til Ankestyrelsen fremsendte eksemplar, men hun skulle ifølge det oplyste have været blevet partshørt i den, og hendes kopi skulle være skrevet ind i sagen.

Lønmodtager havde modtaget kontanthjælp fra den 23. juni 2005. A-kassen fandt, at hun ikke stod til rådighed på grund af sygdom.

Kommunen traf afgørelse om at standse dagpengene pr. 22. juni 2005 med den begrundelse, at revalidering ikke længere var overvejende sandsynlig på grund af lønmodtagers subjektive indstilling til, at hun kun kunne arbejde 20 timer om ugen.

Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse med den begrundelse, at lønmodtager ikke længere var fuldt uarbejdsdygtig på grund af sygdom og hermed ikke længere opfyldt grundbetingelsen for at modtage sygedagpenge.

Fagforbundet havde i sin klage af 21. marts 2006 oplyst, at der den 6. marts 2006 var iværksat endnu en arbejdsprøvning med henblik på afklaring af resterhvervsevne.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om dagpengene kunne standses med den modsatte begrundelse, når kommunen 3 måneder forinden havde forlænget denne under henvisning til, at revalidering var overvejende sandsynlig, uden at der var et ændret oplysningsgrundlag, og uden at der forelå en ajourført ressourceprofil, der opfyldte kriterierne i arbejdsevnebekendtgørelsen.

Ankestyrelsen hjemviste sagen, fordi kommunen ikke kunne tage stilling til, om lønmodtager opfyldte en af betingelserne for forlængelse af dagpengeudbetalingen, uden først at have udarbejdet en ajourført ressourceprofil i overensstemmelse med retningslinierne i arbejdsevnebekendtgørelsen.

Ankestyrelsen fandt ikke, at den foreliggende ressourceprofil opfyldte kriterierne i denne bekendtgørelse, jf. fx bekendtgørelsens § 7, stk. 3 og stk. 8.

Anvendelsen af arbejdsevnebekendtgørelsen havde karakter af en garantiforeskrift. En afgørelse efter § 22, stk. 1, i dagpengeloven var derfor behæftet med en retlig mangel og var ugyldig, medmindre den manglende/mangelfulde ressourceprofil efter en konkret vurdering åbenlyst havde været helt uden betydning for afgørelsen. Ankestyrelsen fandt ikke, at det var tilfældet i denne sag.

Kommunens opmærksomhed blev henledt på, at en kommune ikke på uændret oplysningsgrundlag og uden udarbejdelse af ajourført ressourceprofil kunne ændre en afgørelse om fx at revalidering var overvejende sandsynlig, og derefter træffe afgørelse om at standse udbetalingen med den modsatte begrundelse.

Hvis kommunen fastholdt sin tidligere afgørelse, skulle kommunen således i forbindelse hermed redegøre for, hvorledes oplysningsgrundlaget havde ændret sig mellem afgørelsen den 14. marts 2005 og afgørelsen den 20. juni 2005.

Det bemærkedes, at Ankestyrelsen ikke fandt, at indhentelsen af en statuserklæring vedrørende psoriasis i sig selv udgjorde et ændret oplysningsgrundlag, idet lønmodtager primært var sygemeldt på grund af følgerne efter et whip-lash traume.

For så vidt angik spørgsmålet om fuld uarbejdsdygtighed bemærkede Ankestyrelsen, at hvis kommunen i en sag tidligere havde truffet afgørelse om forlængelse efter et af punkterne i dagpengelovens § 22, stk. 1, herunder fx om at revalidering var overvejende sandsynlig, var pågældende at anse for fuld uarbejdsdygtig i dagpengelovens forstand, indtil der evt. forelå et ændret oplysningsgrundlag.