Sagen drejede sig om en mand, der led af muskelsvind. Han sad i el-kørestol, var fast bruger af respirator og modtog hjælp efter servicelovens § 77 døgnet rundt til alle opgaver. Han benyttede lift til alle forflytninger, og der var plejeopgaver i sengen morgen og aften. Kommunen havde bevilget bl.a. plejeseng og lift i hjemmet.
Manden søgte kommunen om udlån af ekstra plejeseng og lift i forbindelse med ferieophold forskellige steder i Danmark, bl.a. i forbindelse med en uges ferie i almindeligt sommerhus, hvor der hverken var plejeseng eller lift. Det fremgik af sagen, at manden ud over ferien i almindeligt sommerhus afholdt en uges ferie i PTU's sommerhus samt en uges ferie i et nærmere angivet center, der var relevant indrettet. Begge disse steder var der både plejeseng og lift.
Kommunen meddelte afslag på mandens ansøgning, idet man vurderede, at en ekstra plejeseng og lift ikke var en stor lettelse i hans dagligdag. Kommunen lagde bl.a. vægt på, at der var en plejeseng i hjemmet, som kunne medbringes på ferier. Der blev desuden lagt vægt på, at der var en loftlift, som blev benyttet i dagligdagen, og at der derfor kun var behov for en mobillift, når manden skulle på ferie.
Det sociale nævn ændrede kommunens afgørelse og fandt således, at manden var berettiget til lån af plejeseng og lift ved ferien i almindeligt sommerhus.
I begrundelsen for afgørelsen henviste nævnet til servicelovens § 97, stk. 1, og hjælpemiddelbekendtgørelsens § 1, stk. 1, og bemærkede, at afgørelsen om berettigelse til et hjælpemiddel skulle træffes på grundlag af en samlet vurdering af ansøgerens situation. Nævnet anførte videre, at man bemærkede sig SM R-4-00 og SM R-6-02. I disse afgørelser blev der ikke stillet spørgsmål ved klientens berettigelse til lån, men alene spørgsmål om rette betalingskommune.
Nævnet fandt, at mandens ophold udenfor hjemmet - som beskrevet i sagen - ikke i sig selv havde et sådant beskedent omfang, at en plejeseng og/eller en lift, som kunne medtages eller lejes, ikke kunne siges ikke at medføre en væsentlig lettelse i den daglige tilværelse, jf. hjælpemiddelbekendtgørelsens § 1, stk. 1.
Nævnet fandt herefter, at manden under ferieopholdet i almindeligt sommerhus havde et relevant behov for plejeseng og lift. Nævnet fandt ikke, at han under denne ferie skulle afskæres fra at kunne benytte sommerhuset, som det fremstod. Nævnet fandt derfor, at betingelserne for midlertidigt lån var opfyldt, jf. væsentlighedsbetingelsen i servicelovens § 97, stk. 1.
I kommunens klage til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at kommunen bad Ankestyrelsen om at antage sagen til behandling, idet praksis omkring bevillingsniveauet for reservehjælpemidler i forbindelse med afholdelse af ferie var uafklaret.
Videre anførtes det, at kommunen var uenig i nævnets vurdering af væsentlighedskriteriet i forbindelse med bevilling af reservehjælpemidler til ferie i nærværende sag. Kommunen mente, at der ved vurderingen af væsentlighedskriteriet burde lægges vægt på, at manden var bevilget både lift og plejeseng i hjemmet og derved allerede var afhjulpet væsentligt i den daglige tilværelse.
Derudover vurderede kommunen, at korte ferieophold gav et så begrænset tidsmæssigt behov for reservehjælpemidler, og derfor sås der ikke at være en væsentlig lettelse i den daglige tilværelse.
Afslutningsvis gjorde kommunen opmærksom på de vidtrækkende konsekvenser, som det ville få for kommunerne, såfremt borgere, der var bevilget hjælpemidler i deres hjem, ligeledes skulle bevilges reservehjælpemidler til kortvarigt ophold i ferieboliger eller lignende.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om der kunne ydes støtte til hjælpemidler i form af plejeseng og lift under ferieophold i Danmark, jf. servicelovens § 97, stk. 1, og hjælpemiddelbekendtgørelsens § 1, stk. 1.
