Ankestyrelsens principafgørelse C-5-06

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 1187 af 7. december 2005 - § 109e, stk. 1 og § 109e, stk. 2

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 129, stk. 2

Kvinden var 79 år og samlevende. Samleveren havde fået tiltagende svært ved at magte hende gennem det sidste 11/2 år. Kvindens nærmeste pårørende var en datter, som heller ikke længere magtede at støtte op om og hjælpe kvinden til at blive i egen bolig.

I juli 2005 blev kvinden ambulant udredt og fik konstateret Alzheimers med sen begyndelse.

Senere samme måned blev kvinden akut bragt til et plejecenter. Af journalen fremgik, at hun ville hjem til samleveren.

Der fremgik af sagens oplysninger, at kvinden en dag satte en stol for døren, åbnede vinduet og smed sengetøjet ud af vinduet, mens lagnet var bundet fast i haspen på vinduet. Kvinden oplyste i den forbindelse, at når personalet ikke ville lukke hende ud, havde hun tænkt sig at springe ud af vinduet. Der var 21/2 - 3 meter ned.

Endvidere fremgik det af sagens oplysninger, at kvinden en dag havde stået på vejen, mens personalet fik hende ind fra vejen, når der kom biler kørende. Hun løb hele tiden ud foran bilerne, der måtte standse helt, idet hun ikke ville flytte sig. Dagen efter stod kvinden ligeledes ude på vejen og forsøgte at stoppe de biler, der kom forbi.

Den 5. august blev kvinden indlagt på gule papirer af egen læge på psykiatrisk afdeling under diagnosen demens med udtalt konfusion, aggressivitet og uro.

Af sagens oplysninger fremgik, at kvinden var ude af stand til at tage vare på sig selv, og at hun kun formåede at spise og drikke selv. Endvidere var hun uden korttidshukommelse.

Det blev oplyst fra den psykiatriske afdeling, at kvinden ikke var dørsøgende, mens hun befandt sig der.

Af social anamnese fra psykiatrisk afdeling fremgik, at kvindens datter havde talt med kvinden om eventuelt at komme på demensafsnittet på den skærmede enhed på det plejecenter, hvor hun var op til indlæggelsen på den psykiatriske afdeling. Dette var kvinden angiveligt indforstået med og underskrev en sådan ansøgning.

Den 6. september indstillede kommunen, at kvinden blev optaget i et særligt botilbud uden samtykke efter servicelovens § 109 e, stk. 1 eller stk. 2.

Nævnet afviste at godkende, at kvinden blev optaget på den skærmede enhed på plejecenteret uden samtykke, jf. servicelovens § 109 e, stk. 1.

Begrundelsen var, at der ikke var oplysninger om, at kvinden havde modsat sig en flytning til en skærmet enhed, hvilket var et krav for, at der kunne træffes afgørelse om flytning efter servicelovens § 109 e, stk. 1.

Nævnet lagde vægt på, at det fremgik af social anamnese fra psykiatrisk afdeling, at kvindens datter havde oplyst, at hun havde talt med kvinden om eventuelt at komme på demensafsnittet på den skærmede enhed på plejecenteret. Dette havde kvinden angiveligt været indforstået med og havde underskrevet en sådan ansøgning.

Nævnet henledte samtidig kommunens opmærksomhed på servicelovens § 109 e, stk. 2, hvorefter kommunen kunne træffe afgørelse om optagelse i et bestemt botilbud, hvis kommunens indstilling blev tiltrådt af den af statsamtet beskikkede værge, når betingelserne i servicelovens § 109 e, stk. 2 var opfyldt.

Der var beskikket en værge, som gav samtykke til, at kvinden blev flyttet efter servicelovens § 109 e, stk. 2.

Kommunen klagede over nævnets afgørelse og anførte, at det fra den psykiatriske afdeling var blevet meddelt, at kvinden ikke ønskede at komme på plejehjem.

Ankestyrelsen stadfæstede nævnets afgørelse og hjemviste sagen til kommunen til ny behandling og afgørelse efter servicelovens § 109 e, stk. 2.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at det efter servicelovens § 109 e, stk. 1 var en betingelse, at kvinden havde modsat sig flytning eller manglede evnen til at give et informeret samtykke hertil.

Ankestyrelsen fandt ikke, at der var dokumentation for, at kvinden havde villet modsætte sig flytning.

Ankestyrelsen fandt derimod, at kvinden ikke var i stand til at give et informeret samtykke til flytningen, og at dette skyldtes en aldersbetinget mental svækkelse, som var fremadskridende.

Ankestyrelsen lagde vægt på den lægefaglige vurdering, hvoraf fremgik, at det ikke blev skønnet realistisk, at kvinden var i stand til at overskue konsekvenserne af egne handlinger eller give et informeret samtykke.

Ankestyrelsen fandt derfor, at sagen skulle behandles efter servicelovens § 109 e, stk. 2 og ikke § 109 e, stk. 1.

Afslutningsvis blev det bemærket, at det var indgået i Ankestyrelsens overvejelser, at kvindens værge havde givet samtykke til flytningen.