Ankestyrelsens principafgørelse C-9-06

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 1187 af 7. december 2005 - § 98, stk. 1

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 113, stk. 1

Sagen drejede sig om en kvinde, der søgte kommunen om hjælp til anskaffelse af en computer til sin søn, der var infantil autist.

Kommunen gav afslag på ansøgning om en computer til drengen. Kommunen vurderede, at computeren ikke ville gøre drengen mere selvhjulpen i hverdagen, og at computeren derfor ikke kunne betragtes som et hjælpemiddel i denne sammenhæng.

I klagen over kommunens afgørelse anførte kvinden bl.a., at det var urimeligt, at hendes anden søn skulle dele sin computer med sin autistiske lillebror.

Kvinden henviste derudover til skriftligt materiale om visuel støtte til børn med autisme samt et tidligere brev af 18. september 2003, hvor kvinden bl.a. havde oplyst, at drengen ikke kunne bruge sit sprog uden visuel støtte (boardmaker). Kvinden anførte i brevet, at for at bruge en boardmaker og et digitalt kamera havde man også brug for en computer med tilhørende printer. Som enlig forsørger havde kvinden ikke mulighed for at købe dette. Hun oplyste, at en computer til sønnen lige så meget ville være et middel til at afhjælpe belastende adfærd i hjemmet. Kvinden anførte endvidere bl.a., at på sigt ville pictogrammer sandsynligvis også gøre sønnen meget mere selvstændig, således at han eksempelvis selv ville være i stand til at tage tøj på.

Det sociale nævn gav afslag på hjælp til computer.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at en computer var et forbrugsgode, der normalt indgik i sædvanligt indbo, og som normalt forefandtes i ethvert hjem, der måtte ønske det.

Kvinden klagede over nævnets afgørelse.

I klagen til Ankestyrelsen anførte kvinden bl.a., at sagen var af generel betydning for hendes søn og resten af familien. Hun havde som enlig forsørger ikke mulighed for at anskaffe ovennævnte forbrugsgode. Hun mente i øvrigt ikke, at der i afgørelsen var taget stilling til, at en computer kunne bruges til at nedsætte belastende adfærd i hjemmet.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt en standard computer var sædvanligt indbo efter § 98, stk. 1, 2. pkt. i lov om social service.

Kvinden var ikke berettiget til hjælp til anskaffelse af en standard computer til sin søn.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen til grund, at en standard computer var et forbrugsgode, idet der var tale om et produkt, som var fremstillet og blev forhandlet bredt med henblik på sædvanligt forbrug hos befolkningen i almindelighed, jf. § 1, stk. 2, 2. pkt., i Socialministeriets bekendtgørelse om ydelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter serviceloven.

Begrundelsen for afgørelsen var, at der efter Ankestyrelsens vurdering var tale om et forbrugsgode, der normalt indgik i sædvanligt indbo, og som normalt fandtes i ethvert hjem, der måtte ønske det.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at der ved bedømmelsen af, hvorvidt et forbrugsgode var så almindeligt, at der ikke kunne ydes hjælp til anskaffelsen efter reglerne om forbrugsgoder, måtte tages hensyn til udviklingen i den almindelige levestandard og folks forbrugs- og levevaner.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at en standard computer i dag set i lyset af samfundsudviklingen måtte betragtes som sædvanligt indbo på linje med f.eks. tv-apparater og videomaskiner, som enhver der måtte ønske det, kunne anskaffe sig.

Ankestyrelsen lagde endelig vægt på oplysninger fra Danmarks Statistik, hvorefter 84 % af alle familier i Danmark i 2005 havde en computer i hjemmet.

Til kvindens oplysninger om, at der i afgørelsen ikke var taget stilling til, at en computer kunne bruges til at nedsætte belastende adfærd i hjemmet, bemærkede Ankestyrelsen, at den ansøgte computer ifølge det oplyste hovedsageligt skulle benyttes til at udvikle, træne og understøtte drengens evne til at kommunikere. Behovet for hjælp var derfor vurderet efter bestemmelsen om forbrugsgoder og ikke som en nødvendig merudgift ved forsørgelsen i hjemmet.