Ankestyrelsens principafgørelse P-22-06

Kong Christian Den Femtes Danske Lov - Lov af 15. april 1683 -

Lov om forældelse af visse fordringer - lov nr. 274 af 22. december 1908 - § 1, stk. 1, nr. 2 og § 1, stk. 1, nr. 6

Det fremgik af sagen, at kvinden den 25. april 2003 henvendte sig til kommunen med en skrivelse af 14. april 2003 fra et forsikringsselskab, hvoraf det fremgik, at selskabet havde besluttet at bevilge hende udbetaling ved tab af erhvervsevne. Tilkendelsesdatoen var 1. marts 1994 og udbetalingerne ville løbe frem til 1. september 2009. Samlet ville hun for perioden 1. marts 1994 frem til 1. januar 2003 få udbetalt 1.431.000 kr., hvoraf der dog skulle trækkes skat.

Kommunen sendte på denne baggrund en opgørelse, hvoraf fremgik at kvinden samlet havde fået udbetalt 266.150 kr. for meget i førtidspension.

Kvinden deltog den 9. maj 2003 i et møde på kommunen om sagen. Ifølge kommunens referat forklarede sagsbehandleren, at der var tale om dobbeltforsørgelse. Hun gjorde indsigelse imod opgørelsen af tilbagebetalingskravet, i det hun mente, at grundbeløbet ikke skulle reguleres, ligesom hun ikke var enig i, at hun skulle tilbagebetale tilbage fra 1. marts 1994. Det fremgik ikke af de fremsendte akter fra kommunen, at hun blev partshørt over kommunens referat af mødet. Efter mødet fremsendte sagsbehandleren sagen til beregning.

Kommunen fandt i afgørelse af 31. marts 2005, at kvinden var forpligtet til at tilbagebetale 266.450 kr., da hun i perioden 1. marts 1994 til 31. maj 2005 havde fået udbetalt for meget i pension. Kommunen henviste til, at hun fra forsikringsselskabet havde fået udbetalt erhvervsevnetabserstatning, der dækkede samme periode, hvor der var udbetalt indtægtsbestemt social pension.

Det sociale nævn fandt i afgørelse af 29. november 2005, at hun skulle tilbagebetale førtidspension for perioden 14. februar 1996 til 31. maj 2003. Hun skulle således ikke tilbagebetale for perioden 1. marts 1994 til 14. februar 1996.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at forsikringsselskabet, efter at lokalcentret havde genoptaget hendes førtidspensionssag og tilkendt hende mellemste førtidspension fra 14. februar 1996, i brev af 14. april 2003 meddelte, at selskabet havde besluttet at bevilge hende en erhvervsevnetabserstatning med virkning fra den 1. marts 1994, altså samme tidspunkt, hvor kommunen oprindeligt tilkendte hende forhøjet almindelig førtidspension efter pensionslovens § 14, stk. 3, nr. 1.

Begrundelsen for, at nævnet fandt, at hun ikke skulle tilbagebetale førtidspensionen for perioden 1. marts 1994 til 14. februar 1996 var, at tilbagebetalingskravet var forældet.

I klagen til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at sagen indeholdt en række urimeligheder set fra kvindens synspunkt. Efter hendes opfattelse var det en betingelse for at kunne kræve tilbagebetaling, at borgeren havde været i ond tro. Kommunens fejlagtige håndtering af sagen siden den urigtige afgørelse, hvorefter hun kun var berettiget til forhøjet almindelig førtidspension og ikke mellemste havde påført hende mange omkostninger. Hun mente, at forældelsesloven af 1908 måtte forstås således, at der ikke kunne kræves tilbagebetaling, når den fejlagtige udbetaling lå mere end 5 år tilbage fra kravet om tilbagebetaling kunne gøres gældende. Det ville i hendes tilfælde betyde, at krav på tilbagebetaling for perioden før 31. maj 1998 var forældede.

I et brev fra kvindens advokat var det bl.a. anført, at pensionslovens § 42 var en undtagelse fra det generelle princip, hvorefter forsørgelsesydelser slet ikke kunne kræves tilbagebetalt. Adgangen til at kræve tilbagebetaling i dobbeltforsørgelsessituationer måtte ses i lyset af, at der var tale om en ulovbestemt undtagelse. Efter praksis beroede adgangen til at kræve tilbagebetaling i disse tilfælde på en konkret vurdering. Advokaten henviste i den forbindelse til FOB 96.199 og til et svar af 3. maj 2000 fra Socialministeren.

Advokaten redegjorde endvidere for det tab, hun havde lidt i forbindelse med sagen. Afslutningsvist blev det gjort gældende, at kommunen havde udvist retsfortabende passivitet ved at være 2 år om at behandle hendes sag om tilbagebetaling.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om 1908-loven om forældelse af visse fordringer gjaldt krav på tilbagebetaling af pension som følge af dobbeltforsørgelse.

Ankestyrelsen ændrede nævnets afgørelse, således at kvinden yderligere skulle tilbagebetale for perioden 1. marts 1994 til 31. marts 2003.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at en række domme, herunder UfR 2003.1075V som mindede meget om hendes sag, viste, at der gjaldt en ulovhjemlet adgang til kræve tilbagebetaling i dobbeltforsørgelsessituationer.

Ved dobbeltforsørgelse forstås, at to ydelser dækker samme formål og tidsrum.

Af UfR 2003.1075V fremgik det, at særlige forhold kunne bevirke, at tilbagesøgning ved dobbeltforsørgelse ikke kunne gennemføres. Efter Ankestyrelsens opfattelse ville særlige forhold bl.a. kunne være, at kreditor (kommunen) ikke indenfor rimelig tid gav besked om fejlberegningen, således at debitor (kvinden) ikke indrettede sig på, at hun kunne beholde det modtagne beløb.

Ankestyrelsen fandt ikke, at der i hendes tilfælde forelå sådanne særlige forhold.

Styrelsen lagde i den forbindelse vægt på, at det måtte have stået kvinden klart, at udbetalingen af pension i årene 1994 til 2003 - på grund af efterbetalingen af forsikringsydelsen - ikke var korrekt, idet hun vidste eller burde vide, at grundbeløbet og pensionstillægget var indkomstafhængige ydelser. Dette fremgik også af kommunens brev af 30. april 2003 til hende, ligesom det forhold, at sagen med det samme blev omregnet for fremtiden, tydeliggjorde, at grundbeløbet og pensionstillægget var indkomstafhængige. Endelig blev hun, ifølge kommunen, ved et møde i forvaltningen orienteret om tilbagebetalingskravet.

Ankestyrelsen fandt på denne baggrund ikke, at hun med føje kunne have indrettet sig på, at kommunen ikke ville gøre tilbagebetalingskravet gældende. Styrelsen fandt desuden, at hun havde mulighed for at rette henvendelse til kommunen, såfremt hun efterhånden blev i tvivl om, hvorfor kommunen ikke traf afgørelse om tilbagebetaling.

Ankestyrelsen var enig med hende i, at kommunens sagsbehandling havde været kritisabel. Det var navnlig kritisabelt, at der gik ca. 2 år fra kommunen fik viden om efterbetalingen af forsikringsydelsen til der blev truffet egentlig afgørelse om tilbagebetaling. Ankestyrelsen fandt imidlertid ikke, at dette i det konkrete tilfælde kunne medføre, at kommunen fortabte sit krav, da hun vidste, at ydelserne var indkomstafhængige.

Ankestyrelsen fandt, at tilbagebetalingskrav, der var begrundet i dobbeltforsørgelse, ikke var omfattet af 1908-loven om forældelse af visse fordringer.

Begrundelsen herfor var, at et tilbagebetalingskrav begrundet i dobbeltforsørgelse ikke var "en fordring på restance af pension", jf. 1908-lovens § 1, stk. 1, nr. 2 og ej heller var "en fordring, som haves på betaling af, hvad nogen har ydet i urigtig formening om, at forpligtelse hertil påhvilede ham", jf. § 1, stk. 1, nr. 6.

Begrundelsen var endvidere, at der kun undtagelsesvis kunne sluttes analogt fra 1908-lovens regler. Styrelsen fandt ikke, at der var klare lighedspunkter mellem kommunens krav i dette tilfælde og de krav, der var omhandlet i ovennævnte regler i 1908-loven.

Dette betød, at kommunens krav på tilbagebetaling var undergivet 20 årig forældelse efter Danske Lov 5-14-4. Det var på denne baggrund klart, at kommunens krav på tilbagebetaling af for meget udbetalt pension for perioden 1. marts 1994 til 14. februar 1996 ikke var forældet.

Ankestyrelsen var opmærksom på, at denne afgørelse stillede kvinden som klager dårligere, end nævnets afgørelse gjorde. Ankestyrelsen var imidlertid ikke bundet af parternes påstande, jf. retssikkerhedslovens § 68, stk. 1, og kunne derfor træffe afgørelser til skade for klageren.