Sagen drejede sig om en nu 23-årig ung mand, som af A kommune konstant havde været anbragt udenfor hjemmet siden 1997, hvor han var 15 år. A kommune besluttede kort tid efter at han blev 18 år, at han fortsat skulle være anbragt uden for hjemmet i efterværn i form af kortvarig udslusning fra det tidligere anbringelsessted og herefter i form af anbringelse i en social udviklingsfonds såkaldte bo-selv projekt i B kommune, hvor han skulle bo på et værelse med tilsyn og støtte fra en kontaktperson, idet han ikke var i stand til selv at administrere sin dag. Det vurderedes at være nødvendigt med støtte i de næste 2 år.
A kommune gav på denne baggrund refusionstilsagn til B kommune for perioden 1. september 2000 til 1. juli 2002.
Den 13. september 2001 flyttede den unge efter eget valg til C kommune, hvor han fortsatte i bo-selv projektet med tilsyn og støtte. B kommune oversendte derfor sagen til C kommune og anmodede A kommune om at sende refusionstilsagn til C kommune.
Ved regning af 15. september 2004 til A kommune opkrævede C kommune mellemkommunal refusion vedrørende den unge for perioden 1. november 2001 til 27. januar 2004. Regningen var på i alt kr. 439.403,10.
A kommune anmodede herefter C kommune om dokumentation for et ubrudt anbringelsesforløb, dokumentation for at C kommune havde orienteret A kommune om fortsættelse af forløbet samt en dokumentation for anbringelsesbehovet ved fremsendelse af handleplaner.
På baggrund af A kommunes anmodning om dokumentation for anbringelsesforløbet meddelte C kommune, at det fremgik af statusrapporter fra bolig projektet, at den unge i perioden fra 31. august 2000 og frem til 27. januar 2004 havde været anbragt kontinuert. Der havde løbende været afholdt statusmøder mellem konsulent for bo-selv projektet, den unge og C kommune som en del af tilsynet vedrørende hans anbringelse. Behovet for fortsat anbringelse var løbende vurderet bl.a. på baggrund af statusrapporternes indhold. Det var endvidere bemærket, at der fra den klageberettigede part kan klages over C kommunes sagsbehandling, herunder udarbejdelsen af handleplaner og udførelse af tilsyn med anbragte børn og unge, men at dette dog ikke havde sammenhæng med om A kommune var refusionspligtig i sagen.
Det sociale nævn anførte i sin afgørelse, at nævnet var enig i C kommunes krav mod A kommune om betaling for perioden 1. november 2001 til 27. januar 2004.
Nævnet begrundede afgørelsen med, at kravet udsprang af retningslinierne i A kommunes refusionstilsagn overfor B kommune af 17. august 2000 med de nødvendige efterfølgende bolig/alders/udviklingsmæssige justeringer.
Nævnet var enig i C kommunes anbringende om, at kravet om mellemkommunal refusion havde hjemmel i retssikkerhedslovens regler om refusion mellem kommuner og ikke i de almindelige regler om sagsbehandlingen, jf. SM R-4-05.
A kommune klagede til Ankestyrelsen og anførte, at kommunen vurderede sagen så mangelfuldt sagsbehandlet i handlekommunen, jf. servicelovens bestemmelser om den iværksatte foranstaltning, at der principielt burde tages stilling til, om det afgivne refusionstilsagn var misligholdt fra handlekommunens side. Hovedspørgsmålet var om en handlekommune, som havde modtaget refusionstilsagn til en foranstaltning, kunne sidde servicelovens bestemmelser om handleplansudarbejdelse, vurdering af foranstaltningens formål mm. overhørig, og samtidig hjemtage refusion fra betalingskommunen.
Nævnet bemærkede ved genvurderingen, at nævnet fandt at nævnets opgave var at undersøge, hvorvidt betingelserne i retssikkerhedslovens § 9 c var opfyldte, for at refusion kunne kræves. A kommunes anbringende om, at nævnet tillige nøje burde have undersøgt, hvorvidt servicelovens regler var/ikke var efterlevet, lå efter nævnets opfattelse udenfor rammerne af retssikkerhedslovens § 9 c, idet tilsynet med kommunerne var tildelt denne rolle.
Ankestyrelsen behandlede sagen for at afklare, hvorvidt en refusionspligtig kommune havde mulighed for at få nedsat et refusionskrav, hvis opholdskommunens udgifter ikke havde et tilstrækkeligt retsgrundlag og ikke var tilstrækkeligt dokumenteret, herunder hvorvidt klagemyndighederne kunne efterprøve kravet.
