Sagen drejede sig om en kvinde, der siden den 1. december 1994 havde modtaget fripladstilskud. I de bevillingsskrivelser, som hun havde modtaget fra kommunen, var det anført, at ændringer i økonomiske forhold straks skulle meddeles til kommunen, og at oplysningerne senere ville blive sammenholdt med skatteforvaltningens årsopgørelse.
Den 5. december 1998 indgav kvinden ansøgning om fripladstilskud for 1999. Ud fra de medsendte indkomstoplysninger, hvorefter hendes aktuelle indkomst efter kommunens beregninger på årsbasis var på kr. 212.745, fik hun den 15. december 1998 bevilget 53 % økonomisk friplads med virkning fra 1. januar 1999. Af bevillingsskrivelsen fremgik hendes oplysningspligt vedrørende ændringer i de økonomiske forhold i lighed med tidligere år.
Den 1. januar 2000 steg kvindens fripladsprocent til 56 som følge af den fra Socialministeriet årligt udmeldte ændring af indkomstgrænserne for fripladstildeling. Hun blev sammen med de øvrige modtagere af fripladstilskud orienteret om dette via annoncering i dagspressen og opslag i dagtilbudet samt via et postomdelt informationsblad. Kommunen fortsatte herefter bevillingen af delvis friplads igennem 2000 på samme uændrede indkomstgrundlag.
Den 17. september 2004 meddelte kommunen kvinden, at man havde sammenlignet hendes indkomstoplysninger med skatteforvaltningens slutopgørelse for indkomståret 2000. Ved sammenligningen havde det vist sig, at hendes indkomst havde været højere end forventet på ansøgningstidspunktet. Hendes ansøgning var derfor blevet omberegnet, hvilket betød, at hun skulle tilbagebetale kr. 2.333,80 i for meget ydet fripladstilskud i året 2000.
Under behandlingen af sagen i det sociale nævn anførte kommunen, at man i almindelighed ikke udsendte nye fripladsbevillinger til de ca. 8.000 bevillingsmodtagere i forbindelse med et årsskifte. Dette skete således heller ikke ved årsskiftet 1999-2000. Kommunen sørgede imidlertid for, at forældre til børn i kommunens daginstitutioner snarest efter, at Socialministeriet havde udmeldt det følgende års indtægtsgrænser til kommunerne, fik disse udmeldt som beskrevet ovenfor.
Videre anførte kommunen, at det ikke var tilfældet, at der havde været praksis for at lave en ny bevillingsskrivelse hvert år. En given fripladsbevilling fortsatte år for år uden anden ændring end den, der fulgte af Socialministeriets årlige ændringer af indtægtsgrundlaget, medmindre bevillingsmodtageren gav kommunen meddelelse om, at der var grund til at ændre på den bestående bevillingsforudsætning.
Af en artikel, som kvinden fremsendte som bilag til sagen, fremgik bl.a., at kommunen årligt bevilgede ca. 8.000 hele eller delvise fripladser til daginstitutioner, og at kommunen i 2000-2002 undlod at udsende nye ansøgningsskemaer til forældre, der allerede havde friplads, men på grund af ressourcemangel som følge af flytning, nyt EDB og sygdom brugte indtægtsoplysninger fra tidligere år ved beregningen af fripladser.
Det fremgik videre af artiklen, at fripladsbevillingen for 2000 blev kontrolleret i 2004, hvor det viste sig, at ca. 2000-3000 forældre havde fået bevilget for høj friplads. Det fremgik også, at kommunen fra 2003 genindførte sin praksis med årlige ansøgninger.
Nævnet stadfæstede kommunens afgørelse og fandt således, at kommunen var berettiget til at stille krav om efterregulering af fripladsbevilling for 2000.
Nævnet fandt at måtte lægge til grund, at kvindens indkomst i 2000 udgjorde kr. 245.998. Nævnet fandt på det foreliggende grundlag ikke anledning til at anfægte skattevæsenets oplysninger herom. Nævnet fandt, at kvinden havde bevisbyrden for, at hendes ansættelsesforhold var ændret på en sådan måde, at feriepenge skulle indgå på anden måde end sædvanligt som en del af årsindkomsten. Dette sås ikke godtgjort.
Kvinden fik oprindeligt beregnet friplads ud fra en indkomst på kr. 212.745. Der var således en stigning på mere end 10 %. Nævnet henviste herved til dagældende betalingsbekendtgørelses § 16 (nugældende bekendtgørelses § 19). Nævnet var opmærksom på, at kvinden ikke modtog ny bevillingsskrivelse pr. 1. januar 2000. Ud fra forvaltningsretlige principper sås dette uheldigt, også sammenholdt med at betalingsbekendtgørelsen blev ændret for så vidt angår procentsatsen for, hvornår der skulle ske efterregulering. I 1999 forudsatte dette en stigning på 20 %, men dette blev fra 2000 ændret til 10 %.
Nævnet var opmærksom på, at kvindens indkomst stigning ikke var 20 %, men ca. 15 %. Nævnet fandt imidlertid - i lighed med kommunen, at hun som modtager af en social ydelse havde en forpligtelse til at holde sig orienteret om gældende regler. Nævnet fandt, at det måtte have stået kvinden klart, at hun også efter 1. januar 2000 modtog økonomisk friplads og dermed reduceret egenbetaling. Nævnet var af den opfattelse, at kommunen var berettiget til at stille krav om efterregulering. Nævnet fandt således, at kvinden via den information, som kommunen havde foretaget i dagspressen og et postomdelt informationsblad, var behørigt orienteret om, at hun skulle give meddelelse til kommunen ved ændringer i sine økonomiske og familiemæssige forhold. Nævnet fandt derfor, at hun havde modtaget ydelsen for for meget friplads mod bedre vidende.
I kvindens klage til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at hun forstod nævnets afgørelse sådan, at nævnet mente, at det var i orden, at kommunen ikke havde foretaget sagsbehandling i forbindelse med udbetaling af fripladstilskud. Kommunen havde ændret tilskudsprocent uden at ændre indtægtsgrundlaget. Dette vidste kvinden ikke. Det var ikke meddelt. Det undrede hende, at ingen havde bedt om at se hendes lønsedler, som var bevis for hendes faktiske indtægt. Hun så ikke, at hendes indtægt var ændret med 10 %.
Kvindens ansættelsesforhold var ændret i perioden fra at være et vikariat til fastansættelse. I den forbindelse var der sket det, at hun rent lønteknisk var blevet frameldt, da vikariatet ophørte. Der blev udskrevet et feriekort, der året efter skulle dække tilsvarende løn. Der var derfor ikke tale om, at hun steg i løn. Hun havde ikke været bekendt med lovgivningen. Det var først i forbindelse med denne sag, at hun fik kendskab til, at der skulle laves ny beregning ved indtægtsstigninger på 10 %, og at det var hendes eget ansvar at regne ud, hvornår dette skete. Hun fastholdt, at hun skulle have været orienteret om dette i et brev med vejledning i, hvordan det skulle gøres.
Hun mente fortsat, at det var sagsbehandlerens pligt at indhente de oplysninger, der var nødvendige for at kunne træffe afgørelse i en sag. Hun henviste herved til vejledning om retssikkerhed og administration på det sociale område, afsnittet om officialmaksimen og afsnittet om god forvaltningsskik. Hun oplevede, at hendes retssikkerhed blev krænket med den afgørelse, der var truffet.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på belysning af praksis for efterregulering af økonomisk friplads, herunder betingelserne for tilbagebetaling.
